Holstebro: - Krolf Storådalen har vist sig at være en særdeles god idè.
Konstaterer Askov Boutrup, formand for klubben hjemmehørende ved golfklubben ved Frøjkvej i Holstebros udkant, der nu også har fået tag over hovedet i form af et lille klubhus.
Formålet med krolf-projektet har været at få folk væk fra lænestolen, ud i naturen, være i bevægelse og være en del af et socialt fællesskab et par gange om ugen.
Oprindeligt blev krolf startet som en aktivitet under Holstebro Y`s Men`s Club. Frivillige herfra har været de bærende kræfter for etablering af banerne. I dag er Krolf Storådalen en selvstændig forening med egen bestyrelse. Men stadigvæk med gode relationer til Holstebro Y`s Men`s Club.
Askov Boutrup, formand Krolf StorådalenEt meget stort projekt, som ikke har været mulig uden økonomisk støtte
- Det kom til udtryk ved etableringen af det 20 kvadratmeter store læskur med depotrum, hvor mange frivillige fra klubben var den bærende kraft i arbejdsdelen, fortæller Askov Boutrup.
Der er foreløbigt blevet brugt omkring 170 frivillige arbejdstimer på projektet, der kommer til at koste cirka 80.000 kroner. Og man er ikke helt færdig.
- Vi mangler stadig at få huset helt færdigt - vinduer i gavlen, indretning af depotrum, huset skal males sort til foråret med mere, og hvis det lykkes at skaffe pengene: Et mini-solenergianlæg, så vi kan få lys i depotrummet. Vi ønsker at være en "grøn forening", derfor solceller, oplyser formanden, der siger stor tak for opbakning fra flere sider.
- Et meget stort projekt, som ikke har været mulig uden økonomisk støtte fra blandt andet Færchfonden, Vestforsynings Initiativpulje, LAG Struer-Holstebro, Holstebro Kommune og et lånetilsagn fra Holstebro Y’s Men`s Club, fortæller formanden.
Det første spil på krolf-banen blev spillet den 7. marts 2016. Der spilles på to baner, og foreningen har omkring 80 medlemmer.