Holstebro: Svane Køkkenets kunder er mere velforberedte omkring deres ønsker til et nyt køkken eller bad, når de første gang møder køkkenkonsulenten digitalt.
Der er dog et stort men. Forbrugerne savner den fysiske oplevelse i butikkerne.
Det oplyser den landsdækkende kæde i en pressemeddelelse.
På landsplan oplever Svane Køkkenet omtrent en fordobling i antallet af digitale møder, som bookes i kædens 28 danske butikker.
Køkkenbutikken i Holstebro, der ligesom alle andre detailbutikker er lukket i forbindelse med de nuværende restriktioner, har normalt et stort ryk-ind i januar og februar. Foråret er nemlig højsæson for ombygninger og nybyggerier og dermed køb af køkken.
Butikken har imidlertid næsten lige så mange møder som normalt. De foregår blot digitalt.
- Under corona-krisen er forbrugerne blevet så meget mere digitale, at vi under den aktuelle nedlukning får mange flere digitale mødebookninger end normalt, siger Morten Pank fra Svane Køkkenet Holstebro.
De digitale forbrugere benytter sig i stor udstrækning også af at lege med at kombinere serier, farver og materialer med Svane Køkkenets funktion, "Mix & Match".