Annonce
Holstebro Onsdag

Kunstner udsmykker sin egen kiste

Jens Christian Vestergaard sidder her ved den udsmykkede kiste med et andet kunstværk, nemlig livets træ, som baggrund. Maleriet, der tager udgangspunkt i verdenstræet Yggdrasil i den nordiske mytologi, er han i gang med at male sammen med sin søn, Niels. Foto: Johan Gadegaard
12 kunstnere har fået udleveret hver sin hvide kiste, og opgaven er at bruge kisten som et lærred. En af kunstnerne er Jens Christian Vestergaard, der er født og opvokset i Hogager og i dag bor i Stoholm, hvor han også har sit atelier.
Annonce

Stoholm: Når man træder ind i atelieret falder øjnene på de store, farverige malerier, der står på gulvet og på staffelier rundt om i lokalet. På de brugte og tømte malertuber, der ligger på et bord ved siden af et lille bjerg af indtørrede malingrester. Brugte pensler, der står i vand i et gammelt syltetøjsglas på gulvet ved siden af køkkenrulle og halvtomme malerbøtter.

Alt sammen noget, som øjet forventer at finde i et rum, hvor en kunstner arbejder med sin kreativitet og sine malerier.

Men lige inden for døren standser øjet ved noget, som man ikke lige regner med at møde i et atelier.

På to stole står der nemlig en kiste.

Men der er heldigvis ingen, der er død.

Endnu.

Men det sker jo en dag. For den vej skal vi alle før eller siden.

Og det er netop døden som et tabu, kunstneren vil gøre en indsats for at nedbryde.


Livet et teaterstykke med en usynlig drejebog, og vi dør, når vores rolle er udspillet. Men jeg vil da være ked af at dø fra min familie og fra dem, jeg holder af.

Jens Christian Vestergaard, kunstner.


- Nej, jeg er ikke bange for at dø. Døden er en del af mit tankegods og mit univers. "Du dør jo en gang om dagen", siger Sanne (hans kone, red.). Livet et teaterstykke med en usynlig drejebog, og vi dør, når vores rolle er udspillet. Men jeg vil da være ked af at dø fra min familie og fra dem, jeg holder af, indrømmer Jens Christian Vestergaard, hvis atelier og arbejdsplads, vi er på besøg i.

Annonce

Kunstnere og kister

Jens Christian Vestergaard er en af de 12 kunstnere, som bedemand Søren Boudingaard fra Boudingaard Begravelse i Skive har bedt om at dekorere kister. Kisterne skal udstilles for at  sætte fokus på den tabubelagte død, og efter ferniseringen og udstillingerne får kunstnerne kisten tilbage.

- Det er min egen kiste, men den er næsten for flot til at skulle ned i jorden, funderer kunstneren, der har brugt tre uger på at sætte sin personlige streg og farver på den hvide kiste.

- Jeg forsøger at se alt det, liver bringer, som en gave og jeg arbejder hårdt med tilgivelse og på at give slip, fortæller kunstneren Jens Christian Vestergaard, der her står ved den kiste, han har udsmykket med sin symbolfyldte kunst. Foto: Johan Gadegaard

- Det er det værk, jeg har brugt længst tid på, fortæller han og rejser sig fra den lædersofaen ved sofabordet i galleriet, hvor kaffen er blevet kold i kruset, og bagerbrødet ligger urørt i papirposen, fordi han glemmer alt omkring sig, når han bliver optaget af at tale om alt det, der interesserer ham:

Livsvisdom, astrologi, verdensorden, den spirituelle verden, religion, symbolik og om at tro på de syn, han får, som på en skærm i hovedet eller ser foran sig som 3D i biografen.

De 12 kunstnere

De 12 kunstnere, der deltager i kistemaleprojektet er:

Kirsten Zoppe, Vejby.

Lene Lykke, Gyngøre.

Ingelise Holm, Skive.

Marianne Thomsen, Skive.

Tove Lois Andreasen, Vroue.

Mona Jørgensen, Skive.

Ann Sigh, Skive.

Karen Qvist, Ryde.

Christina Kjeldsmark, Vinderup.

Erik Nygaard, Rettrup.

Jens Christian Vestergaard, Stoholm.

Rene Bitsch, Holstebro.

Initiativtager til kunst-projektet er bedemand Søren Boudigaard fra Boudigaard Begravelse i Skive, og kisterne er leveret af Tommerup Kister.

Annonce

GPS på livsretning

Jens Christian Vestergaard er født i Hogager som den ældste i en søskendeflok på seks. Han livsbane førte ham først ud på et par vildspor:

Et droppet ingeniørstudie, et liv som landmand på fødegården, som dårlig økonomi tog pusten fra, et droppet jurastudie og en fuldført læreruddannelse. Men lærer - det skulle han alligevel ikke være.

Et ophold på Rønshoved Højskole fik sat GPS på livsretningen. Her fandt han nemlig ud af, at han havde flair for at tegne og male. Og her mødte han som 26-årig Sanne på 18 år. Sammen med hende har han fejret sølvbryllup, og parret har fire voksne børn.

Parret bor i en lille landejendom uden for Stoholm, hvor Jens Christian har indrettet sit atelier, Galleri IC.

For det var kunsten, der skulle blive hans metier. Listen - pralelisten, som han kalder den - over de kunder og opgaver, han gennem årerne har leveret værker til, er lang.  Hans værker udstilles og sælges blandt andet fra Hjem Kunstgalleri, der i dag ligger ved Struer.

Jens Christian Vestergaard fyldte 60 år her i sommer, og i dag lever han væsentlig sundere, end han gjorde for år tilbage:

Alkoholen lagde han på hylder for 14 et halvt år siden, efter at sprutten tog magten fra ham, og smøgerne røg i skraldespanden for to et halvt år siden.

- Det er som at få et helt nyt liv, siger han og fortæller, at han og Sanne er holdt op med at spise kød til hverdag.

Annonce

Død skaber intensitet

Den sundere livsstil uden tobak blev udløst af en blodprop, der fik ham til at tænke på det der med, at døden på et tidspunkt indhenter os.

- Hver gang, der dør én tæt på, kommer man jo til at tænke over døden. I en periode på to år døde der ni personer i min omgangskreds - fra min far og til sidst min svigerinde på 32 år, siger han og tilføjer:

- Men døden øger intensiviteten i at leve. Vi indretter os på, at vi skal være her for evigt, og vil helst ikke se døden i øjnene. Men der er også en glæde i at vide, at vi skal dø, mener kunstneren, der nu står ved kisten og peger detaljer ud i udsmykningen.

Kisten er et Jacob Jensen-design, og Jens Christian har brugte de flotte linjer  i den ubevidste proces, det for ham er at male:

Den gule farve har han brugt, fordi den er bevidsthedens farve, og den blå, fordi det er den farve, himlen får - i den blå time, - lige inden det bliver mørkt.

Kirstens øvrige dekorationer er holdt i røde og orange farver, og kigger man efter finder man små detaljer som en båd, døre og porte, som han lægger symbolik i.

På endegavlen har han malet en stor svamp.

- Kisten er jo den sidste karet, man kommer ud og køre i, siger Jens Christian Vestergaard, der også ser kisten som en skattekiste med det, man tager med sig herfra. Og kunstneren lader ikke dødens alvor spolere et godt grin ved siden af en kiste. Foto: Johan Gadegaard

- Svampen kom nu til at ligne moster Lis' almuemaling lidt, men den skulle med, fordi svampen er et symbol på opstandelse og nyt liv, forklarer kunstneren, mens han går rundt og fortæller om kistens udsmykning, der efterhånden kun mangler en gang lak for at være færdig.

Annonce

Inspiration langs sporet

Inspirationen til meget af sin kunst får han fra den syv kilometer daglige gåtur, han hver dag gennem de sidste to år har spadseret langs banen tæt ved hjemmet.

"Langs sporet" kalder han turen, der ender ved vendepunktet - eller ved vejs ende, som han navngivet det. Og til vejs ende når livet også på et tidspunkt.

- Det gik jeg og tænkte på langs sporet. Jeg hørte et stykke musik, som jeg kunne tænke mig til blev spillet til min begravelse, der ikke skal være en sørgelig begivenhed, siger Jens Christian, der skrev kirkebegravelse på sin huskeseddel, fordi han ville have skrevet sine ønsker ned om, hvordan han vil begraves, når den tid kommer.

- Og så ringede Søren Boudigaard og spurgte, om jeg ville have en kiste, fortæller kunstneren, der ikke tror på, at noget er tilfældigt, men at alt har en mening.

Det er bare ikke altid, at vi kan se meningen.

Historie er også et af Jens Christians mange interesseområder. I hans egen familie går historien om Speciemanden, der gemte de gamle, danske mønter, speciedalere, i sin høje hat.

Speciemanden tilkaldte på et tidspunkt præsten - selv om han var ikke fejlede noget - og fik tilsendt en kiste, der fik plads ude på gårdspladsen.

14 dage efter var han død og lå i den.

- Sanne har sagt til mig, at jeg lige kan vove på at lave samme nummer som Speciemanden og lægge mig til at dø, nu når jeg har fået en kiste hjem, fortæller Jens Christian med et lunt glimt i øjnene, og han har måtte love sin kone, at han ikke gør sin forfar kunsten efter.

Og han kan forhåbentligt holde sit løfte i mange år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce