Annonce
Holstebro Onsdag

Kylling, Grønkjær og Grønbech lokker til festival

Ib Grønbech er det store musikalske trækplaster lørdag eftermiddag ved Vinderup Kylling Festival. PR-foto
Vinderup Kylling Festival har skruet op for musikken, når det går løs på lørdag
Annonce

Vinderup: "For fuld musik" - er føjet til logoet for årets kylling-festival i Vinderup - og det er et flot udbud af musik, der præsenteres helt gratis for at tiltrække gæster, når det går løs med den lokale byfest på lørdag.

For anden gang i byens historie bliver en del af Søndergade lukket for trafik og dermed gågade nogle timer. Her spiller Marius Grønkjær ud med næsten tre timers hyggemusik fra en scene. Om eftermiddagen åbnes gaden igen for trafik, og musikken flyttes om i det store festtelt på P-pladsen ved Teen Town. Her spiller Ib Grønbech & Containerkvartetten fra klokken 14.30. Ib Grønbech spillede også ved sidste års byfest.

- Vi var ikke i tvivl om, at han skulle inviteres igen. Der var stuvende fyldt i teltet, og der kom gæster langvejs fra for at opleve ham, fortæller Henrik Christiansen fra festivaludvalget.

Ib Grønbech har et meget bredt publikum og har nærmest fået kultstatus blandt de unge.

Senere på eftermiddagen spiller den lokale duo Skovfoged og Nielsen - også kendt som Knud og Anton.

Om aftenen er der igen musik på programmet i festteltet med Shu-bi or not Shu-bi, der spiller alle de kendte Shubi-du-a-hits, og senere Volf Band, der præsenterer sit 20 års jubilæumsshow.

Det er syvende gang, der arrangeres kyllingefestival i Vinderup med det store lokale fjerkræslagteri HK Scan som hovedsponsor. Ved at købe et armbånd til 100 kroner kan publikum købe alt den kylling, man kan spise, mellem klokken 11 og 17. På "Tour de kylling" anrettes kylling på hele ni forskellige faconer i boder bemandet af lokale foreninger. Herunder en bod med tarteletter med kylling og asparges. Og tarteletter er der særlig fokus på. Tartelet Thomas alias Thomas Birkedal, der er ansat ved Skave Maskinstation, var sidste år for alvor med til at gøre kyllingefestivalen kendt på Facebook med en hyldestsang fra førerhuset i sin traktor. Han har begået en ny sang på Shubi-du-a-melodien "Vuffeli-vov" og møder selv op ved frokosttid for at service tarteletter med kylling.

- Vi har købt 2500 tarteletter - men måske der alligevel bliver udsolgt, smiler Henrik Christiansen.

Der er en lang række andre aktiviteter i kyllingefestivalen, som er omtalt på vinderupavis.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce