Annonce
Holstebro Onsdag

Lige nu: Det bugner med vilde bær ude i naturen

Biolog Tina Pedersen er selv helt vild med at gå ud i naturen på denne årstid og finde en masse forskellige bær, der kan bruges til marmelade - Når man laver marmelade af alle hedens bær, er det som at tage en bid af heden, mener biologen. Foto: Johan Gadegaard
Varme og sol har sat turbo på bærrene, og flere steder meldes der om mange bær. Du kan plukke søde og solmodne bær på statens naturområder i hele landet til eget forbrug. En af Naturstyrelsens biologer tog avisen med ud på jagt efter de vilde bær.
Annonce

Vestjylland: - Det bugner af bær ude i naturen. Det er et godt bær-år, fordi vi har fået rigeligt med nedbør og haft milde temperaturer, og det skaber gode væktsforhold for bær. Til gengæld er der næsten ingen blommer og mirabeller i år, fordi der kom frost, da træerne blomstrede.

Sådan fortæller Tina Pedersen, der er biolog ved Naturstyrelsen Vestjylland. Hun har indvilget i at tage avisen med ud på en guidet tur i naturen på jagt efter sensommerens bær. På en dag, hvor vejrudsigten havde truet med regn, men hvor solen alligevel tittede frem og sørgede for den smukkeste sensommerdag med blomstrende lyng som kulisse.

De vilde bær finder man over alt i den vestjyske natur. Biologen tog journalist og fotograf med til hedearealerne ved Kjærgårds Mølle ved Struer - et sted, hvor hun tit kom som barn og plukkede bær sammen med sin familie.

- Et af mine gode barndomsminder er, når vi spiste vafler til jul med den marmelade, jeg selv havde været med til at plukke bærrene til, fortæller Tina Pedersen, der anbefaler bærplukketuren som en god familieaktivitet.

Gå ud og pluk brombær, blåbær, tyttebær og mosebøllebær og gå hjem og lav marmelade af alle hedens bær, lyder opfordringen fra biologen.

- Det er som at tage en bid af heden, mener hun.

Annonce

Tidlige brombær

Et af de bær, der har nydt godt af august måneds sol og varme, er brombærrene, der lige nu hænger søde og blanksorte på buske overalt i landet, fortæller Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Brombær hører til rosenfamilien, og der findes flere end 100 forskellige brombærarter. - Der er ikke mange, der kan kende forskel på dem, men der er forskel på blomster, blade og bærrenes størrelse, og så smager de forskelligt, fortæller biolog Tina Pedersen. Foto: Johan Gadegaard

- Vi har haft mange vilde hindbær denne sæson, og man kan også stadig være heldig at finde blåbær - især i de jyske skove og heder. Men lige nu er det især brombær, der er klar til plukning lidt tidligere end normalt. De vokser vildt i skovbryn og hegn på tørre og solrige områder og smager fantastisk i marmelade eller bare, som de er, siger Trine Sørensen, naturvejleder i Naturstyrelsen.

Tip til bærhøsten

Tag en bred kurv eller skål med:

Når man skal indsamle bløde bær som for eksempel brombær, hindbær og skovjordbær, risikerer man, at de bliver smattede, hvis de ligger i en plasticpose eller mange af dem ligger oven på hinanden i en smal skål. Derfor er det en god idé at have en bred kurv eller en bred skål med ud til bærindsamlingen.

Undgå stik og riv:

Brombær-, havtorn, hindbær og hybenbuske stikker! Så derfor kan det være en rigtig god idé at have langærmede bukser og trøje på, så du ikke får arme og ben revet op, når du træder ind for at plukke de fristende bær.

Tramp i jorden:

Hvis du vil plukke tyttebær, findes de for eksempel typisk på heder, samme sted som du kan være (u)heldig at møde hugorme. Derfor kan det være en god idé at have støvler og lange bukser på og trampe lidt ekstra i jorden, når du går rundt og plukker.

Og husk så:

Smag endelig på lækkerierne undervejs. Der er intet som et friskplukket, solmodnet bær.

Første stop på turen med Tina Pedersen er da også et brombærkrat, der byder på sæsonens første, sorte, modne bær.

- De vilde bær er sødere og smager meget bedre end dem, man køber i butikkerne, mener Tina, der viser, at brombærrene skal give frivilligt slip, når man plukker den.

På den måde kan man sikre sig, at det er modne bær, man plukker - og ikke dem, der er sure.

Når man går på jagt efter brombær - og andre bær med torne - er det en god idé at lade være med at tage af sted i sandaler og bare ben, men vælger et par lange bukser, en langærmet bluse og lukkede sko for at undgå at blive revet.

- Det er jo også tornene, der gør, at der er så få dyr, der æder selve planten, siger Tina, der også anbefaler at tage handsker på, når man går på brombærjagt.

- Men brombær er ikke så udbredt her i Vestjylland, som de er i det østlige Danmark. Det skyldes jordbundsforholdene, forklarer hun på vej videre ud ad skovvejen.

Sådan laver du brombærmarmelade

Du skal bruge:

1 kilo brombær

800 gram sukker

1 tsk. Atamon

Evt. 2 spsk. citron

Sådan gør du:

Brombærrene og citronsaft hældes i en gryde og varmes forsigtigt op til frugtmassen koger.

Kog bærrene i cirka fem minutter samtidig med, at der røres i gryden.

Hæld sukker i og lad det koge med i nogle minutter.

Gryden tages så af ilden og Atamon tilsættes.

Hældes på skoldede syltetøjsglas og luk låget på med det samme.

- Men her i Vestjylland har vi bær, som ikke er så almindelige i Østdanmark, nemlig de dværgbuske, vi har på heden, siger hun, mens hun bøjer sig ned og finder nogle af sæsonens sidste blåbær, som man tit finder i egekrat.

Annonce

Sortbær til snaps

Tyttebærrene er også modne lige nu, fortæller hun, mens hun sætter kursen mod en bakke, hvor der vokser mosebøllebær - små, blå bær -  på en anden af hedens dværgbuske.


Man skal ikke gå ud i naturen og proppe munden fuld af bær, man ikke ved, hvad er. Der findes også giftige bær i naturen.

Tina Pedersen, biolog.


- Når man spiser dem friske, kan man godt smage forskel på dem og blåbær, når de er tilberedt - for eksempel i en marmelade, kan man ikke smage forskel, siger hun og putter et bær i munden.

Mosebøllebær smager mildt og syrligt, har blåt skind, men ufarvet frugtkød. De kan spises rå fra busken, til morgenmaden eller kog en marmelade på dem.Foto: Johan Gadegaard

Heldet er ikke lige med os, når det gælder jagten på revling - eller sortbær, som de også kaldes.

- Men de er derude i naturen, garanterer biologen, der anbefaler sortbær til hjemmelavet  julesnaps:

Man plukker et halvt glas sortbær og hælder bærrene på en flaske klar Brøndum-snaps og lader den trække fra nu af og frem til jul - eller gerne længere, hvis man har tålmodighed til at vente.

Mere om naturens eget slik

Vilde bær er både sunde og smager godt, og så giver jagten på naturens eget slik gode naturoplevelser, som man også kan nyde sammen på en hverdag.

Foruden brombær er havtorn, tyttebær, mosebølle og hyben også i sæson netop nu. Havtorn og hyben vokser ofte tæt på kysterne, mens tyttebær og mosebølle (der minder om blåbær) ynder at vokse på heder. Tyttebær vokser hovedsageligt i Vest- og Nordjylland og er sjælden i resten af landet.

Du må samle svampe, bær og frugt overalt i statens skove og naturområder til eget forbrug. Tommelfingerreglen er omkring en bæreposefuld - så er der også til den næste skovgæst.

Mange af de steder, hvor du kan høste bær, kan du lige nu nyde en anden af sæsonens højdepunkter; nemlig den blomstrende lyng.

Som når man går i skoven efter svampe, har Tina Pedersen også lige en lille, løftet pegefinger inden bærplukker-turen:

- Man skal ikke gå ud i naturen og proppe munden fuld af bær, man ikke ved, hvad er. Der findes også giftige bær i naturen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Frokostjazz på Tobaksfabrikken

Annonce