Holstebro: Man kan stadig nå at sikre sig billetter til det såkaldte "Sitter-show" med Iben Hjejle og Signe Lindkvist, der finder sted lørdag den 11. december i Musikteatret i Holstebro.
Lone Abildtrup, der er arrangementschef i Musikteatret, er selv vild med Sitter-podcasten og ser frem til at opleve samme indhold - bare som liveshow.
- Podcasten, Sitter, begyndte for halvandet år siden, og med cirka 60.000 ugentlige lyttere er det gået godt for de to farverige og elskelige damer siden da, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:
- De er blevet faste klummeskribenter i ALT for damerne, har været værter for Bodilprisen, optrådt live på Smukfest i 2019 og blev i den forbindelse fremhævet af DR som et af de bedste live acts på hele festivalen sidste år.
Om showet siger Iben Hjejle og Signe Lindkvist selv:
- Man kan sige, at vi er en spændende blanding af Rytteriet og Lotte Heise. Showet bliver halv varieté og halvt et talkshow - krydret med en kæmpe stang dynamit kastet ned i en klædud-kasse. Publikum skal både have grædt, grinet og sunget, inden de får lov til at forlade salen.