Annonce
Holstebro Onsdag

Lokal målmand skifter til TTH Holstebro

- Det er et stort skridt for mig og en chance, jeg må tage, siger Ronnie Nicolaisen om sit skifte fra Lemvig-Thyborøn Håndbold til TTH Holstebro. Foto: Louise Boo
Det bliver den 26-årige ligamålmand, Ronnie Nicolaisen fra Lemvig-Thyborøn Håndbold, der sammen med Josip Cavar skal danne målmandsduoen i TTH Holstebro i næste sæson.
Annonce

Holstebro: Ronnie Nicolaisen, 26-årig ligamålmand fra Lemvig-Thyborøn Håndbold, har underskrevet en et-årig aftale med TTH Holstebro. Aftalen gælder fra sæson 2021 til 2022, og med aftalen har håndboldklubben sat navne på klubbens målmænd de kommende år.

- Holstebro og TTH betyder noget helt specielt for mig. Jeg har boet i byen og spillet i klubben tidligere. Jeg kender omgivelserne og en masse gode folk. Det betyder meget at have en fornemmelse af, at skiftet er naturligt, og samtidig er TTH Holstebro en fed klub, som har ambitioner om at vinde medaljer. Det vil jeg gerne være med til at bidrage til, siger Ronnie Nicolaisen i en pressemeddelelse.

Da chancen bød sig, var der ingen tvivl om at gribe muligheden for et comeback til TTH Holstebro og Gråkjær Arena:

- Det er et stort skridt for mig og en chance, jeg må tage. Jeg er glad for tilliden, og jeg ser det som en god udfordring, hvor jeg i det kommende år kan vise mit spil frem, forklarer Ronnie Nicolaisen.

Annonce

Ambitiøs målmand

Ronnie Nicolaisen har tidligere - fra 2011 til 2015 - haft et samarbejde med TTH Holstebro. Dengang var han en del af klubbens talentakademi og udviklede sig under målmandstræner Michael Bruun til senere at blive ligamålmand hos både Mors-Thy Håndbold og Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Nu kommer den lokale målmand altså tilbage til klubben, og det glæder cheftræner Søren Hansen sig til.

- Vi har et stort kendskab til Ronnie, både som person og som spiller, og vi konstaterede hurtigt i vores dialog, at Ronnie Nicolaisen ville klubben, og at han har store sportslige mål. På trods af at vi får Sander Heieren til klubben i 2022, så er Ronnie stadig klar til et samarbejde og vil arbejde hårdt for succes med os som klub. Det tager vi hatten af for, siger Søren Hansen.


Ronnie er en høj og stor målmand på over to meter, og han har opbygget stor erfaring med skytterne fra den danske liga. Det håber jeg, vi kan drage nytte af.

Søren Hansen, cheftræner om den nye målmand


Søren Hansen, der tidligere har været træner for Ronnie Nicolaisen i Mors-Thy Håndbold, fremhæver hans kompetencer.

- Ronnie er en høj og stor målmand på over to meter, og han har opbygget stor erfaring med skytterne fra den danske liga. Det håber jeg, vi kan drage nytte af. Så jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham igen. Han fylder godt i målet, har et bredt vingefang og er stærk på straffe og nærskud, siger Søren Hansen.

Med det nye målmandspar fra næste sæson, Josip Cavar og Ronnie Nicolaisen, siger klubben farvel til de nuværende målmænd, Sebastian Frandsen og Rickard Frisk, som stopper i klubben efter denne sæson.

- Vi vil gøre alt for, at Frandsen og Frisk får en flot afslutning i klubben og takker dem for deres indsats, tilføjer cheftræneren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce