Aulum: Lokalhåndbogen Aulum-Haderup 2021 er et opslagsværk med alverdens oplysninger fra det omkringliggende område.
Aulum Y'Men's Club har netop udgivet bogen for 29. gang. Og i denne omgang er der flere sider at bladre igennem.
- I år er håndbogen udvidet med 13 sider med tekst og billeder fra områdets mejerier gennem tiderne. Et meget omfattende researcharbejde er mundet ud i et flot og illustrativt afsnit, siger Ejvind Dahl fra Aulum Y'Men's Club i en pressemeddelelse.
Han står for annoncesalget til bogen, og derfor er han naturligvis glad for, at håndbogen er steget i popularitet over årene.
- Bare over de seneste fem år er vores oplag steget fra 3000 til nu godt 3700 styk. Dels fordi der er øget efterspørgsel i lokalområdet, men også fordi folk i Vildbjerg gerne vil have den. Lokalhåndbogen husstandsomdeles i Aulum-Haderup-området, ligesom en pæn del uddeles i Vildbjerg, siger Ejvind Dahl, der også fortæller, at bogens forslag til lokale oplevelser i øjeblikket er særligt populære på grund af corona-situationen.
Lokalhåndbogen kan hentes digitalt via: www.aulum.dk.