Annonce
Holstebro Onsdag

Møbelvirksomhed mangedobler millionresultat

Bodahl Møbler har netop modtaget endnu en Børsen Gazellepris, fordi der igen har været fremgang i forretningen. Pressebillede

Væksten fortsætter hos den kun otte år gamle virksomhed Bodahl Møbler i Holstebro.

Tvis: Mange kender møbelvirksomheden Actona i Tvis ved Holstebro, men byen har også andre og mere anonyme firmaer i møbelbranchen. Bodahl Møbler har netop færdiggjort sit regnskab, og firmaet gør et nyt hop frem blandt dansk erhvervslivs gazeller med et nyt millionresultat.

Virksomheden i Holstebro har fundet en niche med møbler med et industrielt look. De designes ofte i egetræ og med stål- eller jernstel. Det kan tyskere og kunder i mange andre europæiske lande lide. 98 procent går til eksport.

Til gengæld sælger Bodahl Møbler kun forholdsvis lidt i Danmark. Derfor gør virksomheden heller ikke meget ud af at reklamere for sig selv. De to ejere, Flemming Boye Dahl og Ejgil Jensen, befinder sig godt med at leve diskret. De praler heller ikke med, at de har fået tildelt dagbladet Børsens Gazellepris for deres vækst.

Blev alvorligt syg

Historien om Bodahl Møbler begyndte med alvorlig sygdom i slutningen af 2010. Flemming Boye Dahl har arbejdet mange år som agent i Tyskland med salg af møbler for forskellige virksomheder. Men så fik hans datter hjemme i Holstebro leukæmi, og han sagde straks op og rejste fast tilbage til Danmark.

Han lånte penge i banken og begyndte fra hospitalet at sætte Bodahl Møbler i gang. I dag stortrives både datter og virksomhed.

Bodahl Møbler er for nylig flyttet i nye lokaler i Holstebro med 4300 kvadratmeter lager. Ejendommen ligger tæt på starten af den nye Holstebro-Motorvej. Flemming Boye Dahl fortæller, det har været svært at finde et nyt hjemsted, fordi næsten alle erhvervsbygninger i Holstebro er optaget.

Annonce

Produceret i Rumænien

Virksomheden beskæftiger 15 personer i Danmark plus 15 agenter ude i Europa. Bodahl Møbler har netop investeret i nye sælgere, der skal opbygge tre nye markeder i Schweiz, Belgien og USA.

Flemming Boye Dahl og Ejgil Jensen designer selv møblerne, der hovedsageligt fremstilles hos underleverandører i Rumænien.

Bruttoresultatet var sidste regnskabsår på 9,4 millioner kroner. Det er en fremgang på knap 20 procent i forhold til året før.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

En vatpind i halsen

Holstebro Onsdag

Kom ud at gå i skoven

Annonce