Region Midtjylland: Type 2-diabetes og hjertekarsygdom hænger sammen. Voksne med type 2-diabetes har nemlig markant større risiko for at udvikle hjertekarsygdom.
Over halvdelen af dem, der lever med type 2‑diabetes, dør af netop blodpropper, slagtilfælde, åreforsnævringer, hjertesvigt og andre hjertekarsygdomme.
Alligevel ved fire ud af ti af patienterne med type 2-diabetes fra Region Midtjylland ikke, at de risikerer at udvikle hjertekarsygdom på grund af deres diabetes.
Det viser tal fra en undersøgelse, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Selvom lidt over halvdelen har talt med en læge eller sygeplejerske om risikoen for hjertekarsygdom forbundet med type 2-diabetes, svarer resten enten, at de ikke har, eller at de ikke husker det.
- Det er bekymrende, at mange med type 2-diabetes ikke har talt med deres læge om risikoen for også at udvikle hjertekarsygdom. De kan derfor gå rundt med ubehandlet hjertekarsygdom, siger Thomas Dejgaard, der er læge og ph.d. ved Steno Diabetes Center Copenhagen i Region Hovedstaden.
Fire ud af ti af alle adspurgte i undersøgelsen har allerede haft hjertekarsygdom, og halvdelen har haft typiske symptomer på det.