Annonce
Holstebro Onsdag

Masser af frisører i byen - og nu kommer der én mere

Salon-Salon rykker fra 1. september ind i lokalerne i toppen af Nørregade, hvor modeforretningen Marcus i øjeblikket holder ophørsudsalg. Foto: Lars Rask Vendelbjerg
Efter succes og stor vækst i Skive rykker frisørmester Martin Holmgaard Pedersen ind i toppen af Nørregade i Holstebro.
Annonce

stebro: Det vrimler med frisører og frisørsaloner i Holstebro, og nu bliver konkurrencen om kunderne endnu skarpere: 1. september åbner Martin Holmgaard Pedersen, 36, fra Nykøbing, salon i Nørregade, hvor modebutikken Marcus i øjeblikket holder ophørsudsalg.

Frisørmesteren har et års tid set på lokaler i Holstebro. Han har i forvejen saloner i Nykøbing og Skive.

- Jeg er bevidst gået efter en placering i gågaden og finder placeringen i toppen af Nørregade helt ideel, fortæller han.

- Vi går efter synlighed og trafik og opnår her begge dele, forklarer han.

Annonce

Synlighed og trafik

Han indrømmer, at huslejen i gågaden er forholdsvis høj. Men da salonen kører uden tidsbestilling, er der et stort behov for både synlighed og trafik.

Martin Holmgaard Pedersen har allerede ansat fire frisører og efterlyser en elev eller to.

Salonen er gearet til vækst: der er plads til 16 arbejdspladser.


Frem for at tage på kurser hvert halve år har vi gjort udvikling til en del af dagligdagen.

Martin Holmgaard Pedersen, frisørmester.


- Vi satser stort og tror på vækst. Vi startede i Skive for tre år siden, og her er vi nu 13 medarbejdere, fortæller han.

Annonce

Konstant udvikling

Hans forretningskoncept er konstant udvikling. Derfor han han tilknyttet frisør Kim Menschen til at tage sig af træning, coaching og udvikling af medarbejderne. Han har forinden undervist otte år hos hårplejeproducenten Wella.

Martin Holmgaard Pedersen instruerer en medarbejder i kunsten herreklip. Pressefoto

- Frem for at tage på kurser hvert halve år har vi gjort udvikling til en del af dagligdagen. Alle vil gerne inspireres og udvikles. Derfor pendler Kim hele tiden mellem vores saloner, fortæller Martin Holmgaard Pedersen.

Der er ikke en daglig leder i salonerne.

Annonce

Uddelegerer ansvar

- Det er en ny måde at tænke på: Alle får tildelt et stort ansvar, og  vi arbejder sammen mod det fælles mål, siger indehaveren.

Der er også fællesskab i lønnen.

- Vi har ikke provisionsaflønning, men giver en god grundløn, og alle får del i en bonus, der uddeles hvert halve år. Det giver en god stemning blandt kollegerne, forklarer Martin Holmgaard Pedersen.

Frisørsalonen navn er Salon-Salon.

- Det er et sjovt navn inspireret af min mester, hvis salon i Nykøbing jeg overtog for ni år siden, fortæller han.

Martin Holmgaard Pedersen glæder sig til at åbne i Holstebro.

- Jeg synes, det er en megafed by, som er hovedstad i hele Vestjylland. Derfor er det også med en vis ydmyghed, vi kommer til byen, siger frisørmesteren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce