Annonce
Holstebro Onsdag

Mere end 250 familier og enlige fik en økonomisk håndsrækning til jul

Midt i en coronatid var det ikke kontanter i indsamlingsbøtterne, der fyldte i regnskabet, men donationer fra firmaerne, foreninger og private. På den måde lykkedes det også i 2020 for Kirkens Korshær at at uddele julehjælp. Arkivfoto: Ninna Pirchert
Coronaen til trods lykkedes det Kirkens Korshær Holstebro at samle godt 236.500 kroner ind til julehjælpen i 2020 - dertil kom blandt andet gavekort, naturalier og tøj.

Holstebro: 236.517 kroner og 60 øre.

Så meget fik Kirkens Korshær Holstebro ind på kontoen til julehjælp i Holstebro Kommune i 2020.

Det er knap 20.000 kroner mindre end i 2019 - dengang, da vi ikke kendte ordet, corona.

Foruden pengene har Kirkens Korshær også modtaget donationer i form af gavekort fra Bilka og Coop, ønsketræsgaver, Lego, naturalier og tøj, som organisationen har givet videre til økonomisk trængte og sårbare familier og enlige.

Kirkens Korshær delte i julen 2020 hjælpen ud til over 250 familier og enlige, der har nydt godt af den generøse hjælpeindsats, oplyser Lone Merrild Rasmussen fra Kirkens Korshærs Familiearbejde.


Mange private, foreninger, handlende og erhvervsfolk har budt sig til med hjælp af mange forskellige slags: Det være sig penge, naturalier, gavekort, en hjælpende hånd og et smil.

Lone Merrild Rasmussen, Kirkens Korshærs Familiearbejde


- Mange private, foreninger, handlende og erhvervsfolk har budt sig til med hjælp af mange forskellige slags: Det være sig penge, naturalier, gavekort, en hjælpende hånd og et smil, siger Lone Merrild Rasmussen og tilføjer:

- Tak til de mange, der gør en stor indsats for, at Kirkens Korshær hvert år op til jul kan sprede den store hjælp og juleglæden rundt til mennesker, der har behov. Det har de naturligvis hele året, men ved juletid kommer det bare til at blive mere tydeligt.

Annonce

Aktiviteter året rundt

I den særlige coronatid var det en stor hjælp at kunne uddele hjælpen i Ulfborg og Vinderup, samt fra Slagteriet i Holstebro, hvor der alle steder var god plads. Uddelingen blev fordelt over flere dage, så ingen kom til at stå for tæt eller komme i for meget kontakt med hinanden.

Belært af erfaringen er Kirkens Korshærs personale allerede nu gået i gang med at planlægge indsatsen til næste jul.

- Julehjælpen er nemlig et stort indsatsområde, men samtidig er det jo ikke det eneste, der foregår for de mange mennesker og familier, der har det svært hen over året, fortæller Lone Merrild Rasmussen.

Både varmestuen og Familiearbejdet har aktiviteter året rundt. I Familiearbejdet arrangeres der blandt andet fællesspisninger ved familieaftener, lejre, udflugter, forældregrupper og rådgivning.

I øjeblikket er tilbuddene præget af corona-restriktionerne, der har sat kreativiteten i sving: Meget af arbejdet foregår nu gennem walk-and-talks og telefonsamtaler.

Lone Merrild Rasmussen pointerer, at der også er brug for hjælp i månederne fra jul til jul.

- Men lige nu har vi brug for at sige en varm tak til alle, der har båret og hjulpet med omkring julehjælpen, tilføjer hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Restaurants usædvanlige etårs-dag fejres med sekscifret investering: - Vi har kun haft åbent én uge, hvor vi selv kunne få lov til at bestemme

Holstebro Onsdag

15 tegn på forår

Annonce