Annonce
Holstebro Onsdag

Ny genbrugsbutik åbner - med fem ugers forsinkelse

Den nye og større genbrugsbutik har blandt andet også fået plads til møbler. Fotos: Morten Stricker
Røde Kors har besluttet at genåbne sine genbrugsbutikker - i Holstebro betyder det, at Røde Kors endelig kan tage sit nye hus i de gamle Volvo-lokaler på Nørrebrogade i brug.
Annonce

Holstebro: Røde Kors åbner sine genbrugsbutikker igen. Efter planen åbner Røde Kors-butikkerne langsomt i takt med, at de kan skabe tryghed for frivillige, kunder og donorer efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Sådan skriver hjælpeorganisationen i en pressemeddelelse.

I Holstebro betød det, at døren til byens Røde Kors-butik blev låst op torsdag den 23. april klokken 10.

Og det var allerførste gang, Røde Kors tog imod kunder i de nye omgivelser i de tidligere Volvo-lokaler på Nørrebrogade. Planen var ellers, at det store, nye Røde Kors-hus skulle indvies torsdag den 19. marts.

- Vi havde aftaler med Anders Ladekarl (generalsekretær for Dansk Røde Kors, red.) og borgmester H.C. Østerby om, at de skulle komme og deltage i indvielsen. Vi havde lejet en pølsevogn, og der var lagt op til den helt store fest, fortæller Britt Sandvad, der er formand for Røde Kors Holstebro.

Men inden indvielsesfesten var statsminister Mette Frederiksen som bekendt tonet frem på skærmen og havde proklameret nedlukningen af landet på grund af smittefaren med coronavirus.

- Vi valgte at aflyse indvielsen, selv om vi da ærgrede os over det, fortæller formanden.

Volvo står der stadig på skiltet ud mod vejen, men nu er det altså Røde Kors, der har indtaget de tidligere Volvo-lokaler på Nørrebrogade.
Annonce

Nåede aldrig at åbne

I kølvandet på nedlukningen kom meddelelsen fra hovedorganisationen i Røde Kors om, at alle genbrugsbutikkerne landet over skulle lukke.

- Så vi nåede aldrig at åbne, konstaterer Røde Kors-formanden i Holstebro.

Uden at klippe et rødt bånd og anden festivitas er de nyindrettede lokaler nu taget i brug. Indvielsesfesten skal holdes, men det bliver på et senere tidspunkt.

- Måske som en 100 dages-fest, tilføjer hun.

Den nye Røde Kors-butik er ifølge Britt Sandvad taget i brug efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer for at begrænse smittespredningen med Covid-19 mest muligt.

- Der er blandt andet sat skærme op ved kassen, afmærkning på gulvet, skilte og masser af håndsprit, remser formanden op.

Annonce

Nu også genbrugsmøbler

Røde Kors' genbrugsbutik har i mere end 25 år haft til huse på Struervej 85, men efterhånden blev lokalerne for små

Genbrugsbutikken er derfor flyttet til Nørrebrogade, hvor den ny butik er på omkring 600 kvadratmeter. I de tidligere lokaler var det mest tøj, der blev solgt, men i de nye omgivelser skal der også sælges brugte møbler, bestik, porcelæn og malerier

Det nye Røde Kors-hus er samlet på omkring 1000 kvadratmeter. Og tanken bag flytningen er at samle alle Røde Kors-aktiviteter under samme tag.

Samaritterafdelingen flytter med fra Lundholmvej 7 sammen med blandt andet besøgstjenesten, nørkleklubben og patientstøtten. Huset får også plads til en café samt nye og bedre mødefaciliteter.

De første kunder er dukket op i genbrugsbutikken, der uden den helt store festivitas slog dørene op torsdag i sidste uge.
Annonce

Vil tredoble overskud

Når hjælpeorganisationen i sin tid besluttede sig for at lukke alle sine genbrugsbutikker, hænger det sammen med, at mange af de frivillige er oppe i årene og derfor tilhører risikogruppen.

- Vi har understreget over for de frivillige, at det altså er helt frivilligt, om man møder op og passer sin vagt, og vagtplanen er blevet strakt til det yderste for at hænge sammen, siger Britt Sandvad, der ikke har tal på, hvor mange der har takket nej til at møde op som frivillig i genbrugsbutikken.

- Vi har fuld forståelse for dem, der siger nej, men der er også mange, der har glædet sig og har gået og trippet for at komme i gang, tilføjer Britt Sandvad.

Røde Kors Holstebro har en god pulje af frivillige, fordi organisationen har været ude og søge nye frivillige til det nye og større hus.

Genbrugsbutikken på Struervej omsætter for omkring en halv million kroner om året.

- Vores ambition er, at butikken i løbet af de næste tre år skal levere det dobbelte overskud, lød det fra Jens Otto Hundsdahl, da Holstebro Onsdag i efteråret talte med ham om planerne for det nye Røde Kors-hus.
Han var i sin tid leder af Røde Kors' genbrugsbutik på Struervej og er nu leder af den nye genbrugsforretning i byen.

Var det noget med en genbrugs-brudekjole? Der er noget for enhver smag i Røde Kors-butikken.
Genbrugstøj er som altid et hit, og der er nok at kigge på.
Et kig på hylderne i et af de mange små, nostalgiske hjørner.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Nordens Lund blev indviet

Annonce