Annonce
Holstebro Onsdag

Nybegynder som biavler: Jeg har da nok fået på den gode side af 20 stik

- Der er stadig mange ting, jeg ikke ved om biavl, siger Louise Nielsen, der har planer om at deltage i endnu et nybegynderkursus i biavlerforeningen for at have andre nye biavlere at stille spørgsmål til og dele sine erfaringer med. Foto: Morten Stricker
Andelen af kvindelige biavlere er stigende. 40-årige Louise Nielsen er en af dem. Hun begyndte for to år siden med et enkelt bistade og er nu oppe på fire, og hun glæder sig til en ny sæson uden de helt store begyndervanskeligheder.

Haderup: - Mine bier er altså fredelige.

Det slår 40-årige Louise Nielsen fast efter, at hun møjsommeligt har iført sig den beige heldragt, handsker og bislør, og gør klar til at gå fra bilen og op til sine grønne bistader, der står ude på marken i nærheden af hjemmet på Vormstrupvej.

For to år siden tog hun hul på en ny bi-beskæftigelse som biavler med et enkelt bistade og et medlemskab af biavlerforeningen i Holstebro.

Annonce

Omklædningen er tilendebragt, og bevæbnet med en sprayflaske med vand og en røgkande sætter hun kursen mod de fire bistader, det nu er blevet til. De står i læ bag en høj.

Selv om hun er dækket godt til, har hun dog ikke undgået de arbejdsskader, enhver biavler er udsat for, nemlig bistik.

- Jeg har da nok fået på den gode side af de 20 stik. Jeg fik fem til seks stik på samme dag, da jeg flyttede en bisværm, siger Louise, der ikke er af den sarte slags.

- Jesper er faktisk allergisk over for bistik - ikke alvorligt, men han hæver, når han bliver stukket, forklarer hun om sin kæreste.

Parrets ældste søn, Theo på fire år, har også fået et enkelt stik, men det har ikke afskrækket ham.

- Han vil frygteligt gerne med op til bierne, konstaterer hans mor .

- Bierne er fredelige, så længe de ikke bliver klemt, siger hun og fortæller, at den fire-årige nok er kommet til at kigge lidt interesseret på en bi med fingrene.

- Bier er trofaste. Når de finder noget godt som for eksempel en rapsmark, bliver de, til arbejdet er gjort færdigt, siger Louise Nielsen, der håber på, at hendes bier snart finder vej til mirabelletræerne i området. Foto: Morten Stricker

Planter første til bier

Og det med risikoen for at blive stukket er slet ikke noget, der fylder hos den nye biavler.

- Nej, jeg er ikke bange for at blive stukket, konstaterer hun, før hun tager låget af kassen med bier, tager flere lag af og åbner ind til biernes eget univers.

Flere og kvinder har fået øjnene op for mulighederne med at holde bier og høste frugten af arbejdet i form af honning, og Louise Nielsen er altså en af dem.

På spørgsmålet om, hvad det var, der fik hende til at tage hul på hobbyen, behøver hun ikke mange sekunders betænkningstid, før hun svarer:

- Det var planterne.

Louise, der kalder sig selv for en plantenørd, har nemlig gennem fem år arbejdet på en planteskole, hvor ejerens svigersøn fik bier.

- Alt, hvad der kunne bære frugt, bar frugt, efter bierne kom til, og det er utroligt fascinerende, konstaterer Louise, der med et par pist af vandflasken får bierne til at falde lidt til ro, efter at hun har fået lukket op for boet.


Alt, hvad der kunne bære frugt, bar frugt, efter bierne kom til, og det er utroligt fascinerende.

Louise Nielsen, biavler


Planen er at plante stauder, der kan passe sig selv og virke som foderplads for bierne i en del af det område på 15 hektarer, der hører til ejendommen på Vormstrupvej, hvor hun i en lejlighed på første sal bor sammen med sin kæreste, Jesper Handberg, og de to sønner, Teo på fire og Nor på to.

I stueetagen bor svigerforældrene, Kirsten og Jørgen Handberg, og familien driver en garn- og fiskebutik samt et naturplejefirma  fra adressen.

De seneste fem år har Louise været ansat i firmaet, men lige nu går hun ledig, indtil butikken atter kommer op i fart efter nedlukningen.

Louise Nielsen har endnu ikke været ude for, at det er lykkes for bier at kravle ind under dragten, som hun her tager på ved bilen, inden hun er klar til at gå i gang med dagens bi-arbejde. Foto: Morten Stricker
Annonce

Dramaer i bifamilierne

- Man bliver grebet af det univers og det liv, der leves i en bikasse, siger hun.

- Bi-dronningen holder sammen på det hele i en bifamilie, hvor der kan være 60.000 arbejdere, fortæller Louise, der ikke behøver at bruge tid på at lede efter dronningen, hvis der er æg i bistadet.

Er der æg, er der nemlig også en dronning til stede - men pludselig kan dronningen være død - eller hun kan blive skiftet ud, hvis hun er for dårlig.

- Der udspilles de helt store dramaer i bistaderne, siger hun og fortæller om mytterier og udstødelse, hvor den gamle dronning må flyve væk med en lille flok bier for at finde et nyt sted at bo. Hvis dronningen ellers er så heldig - for hun kan også risikere at blive slået ihjel, hvis ikke hun udfører sit job godt nok.

- Man ved aldrig, hvad man finder, når man åbner et bistade, konstaterer Louise, da hun er færdig med at sætte en ny, grøn kasse oven på den eksisterende for på den måde at bygge til og give mere plads til bierne, efter foråret har sat gang i aktiviteterne.

- Jeg kender mine bifamilier og ved, hvordan de reagerer. Og de er heldigvis fredelige, siger biavleren fra Haderup, der her er helt inde i centret af bistadet. Et par pist med vand eller lidt røg gør bierne mere rolige. - Røgen gør, at bierne tror, der er skovbrand, og derfor forsøger de at redde boet i stedet for at have fokus på mig, forklarer hun. Foto: Morten Stricker
Annonce

En mandsdomineret verden

Når  der ikke tidligere har været så mange kvinder, der kunne skrive biavler på deres visitkort, tror hun på, at det skyldes, at man som kvinde kan have svært ved at banke på døren ind til en mandsdomineret verden.

- Man kan jo se på medlemslisten i biavlerforeningen, at de fleste er mænd, siger Louise, der også er ivrig lystfisker og fluebinder, og hun husker, hvordan hun som ung var lidt loren ved at melde sig ind lystfiskernes foreningsliv, fordi der også er flest mænd i den "branche".

Louise havde dog selv ingen betænkeligheder med at give sig i kast med bierne, og hun har deltaget i et nybegynderkursus, hvor de nye biavlere har lært af hinanden. Hun glæder sig til at komme godt i gang med den nye sæson, hvor hun håber at styre uden om de nybegynder-problemer, hun måtte slås med sidste år.

Sæsonen endte med en høst på cirka 60 kilo honning, og planen - og håbet - er, at Louises bier vil producere endnu mere honning i år, og honningbøtterne skal måske også sælges i butikken.

- Bierne kan flyve op til tre kilometer væk fra bistadet, men det er vigtigt, at der er vand inden for 200 til 300 meter, forklarer Louise Nielsen, der selv har været i gang med at indfange de bisværme, der nu udgør hendes bifamilier. Foto: Morten Stricker
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Ingen er som alle andre

Holstebro Onsdag

Når mobilen motioneres

Holstebro Onsdag

Daginstitution er vild med vilje

Annonce