Holstebro: Fredag den 11. februar finder 762 skoleelever i Holstebro Kommune bræt og brikker frem.
Fem forskellige skoler i lokalområdet har nemlig tilmeldt sig hjernens årlige motionsdag, "Skolernes Skakdag".
Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Alle kan være med til skoleskak. Vi hører ofte historier fra skolerne, hvor nye venskaber opstår på tværs køn, grupperinger og special-almenområdet, når børn og unge mødes over skakbrættet. Her kan eleverne mødes om en fælles aktivitet, der er skærmfri og se hinanden i øjnene. I 2022 er det vigtigere end nogensinde før, lyder det fra Mikkel Nørgaard, der er læringschef ved Dansk Skoleskak.
Den mentale motionsdag finder sted på Margrethe Reedzt Skolen, Staby Skole, Sønderlandsskolen, Ulfborg Skole og Vinderup Skole.
Over hele landet deltager i alt 31.095 elever.