Annonce
Holstebro Onsdag

Præst: Coronajulen er imod hele kirkens væsen

Som noget nyt arrangerer Holstebro Kirke en familiegudstjeneste allerede den 23. december. - Den er tiltænkt skilsmissefamilier og folk, der af andre grunde ikke kan komme i kirken den 24. december, fortæller Ole Nymann, der sidder i kirkens menighedsråd. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Kirker og menighedsråd forbereder sig på en juleaften med gudstjenester, der kræver billet, booking af plads og julegudstjenester, der sendes online hjem til stuerne.
Annonce

Holstebro: Traditionen er for mange at begynde fejringen af juleaften med en gudstjeneste i kirken.

Men fyldte kirker med ekstra stole og kirkebænke, der er så tæt pakket, at man sidder skulder ved skulder, duer ikke i en coronatid.

Derfor er kirker og menighedsråd nu i gang med at finde ud af, hvordan myndighedernes corona-restriktioner kan overholdes juleaften, der er den dag på året, hvor der kommer flest mennesker i kirken.

Der er udtænkt løsninger med billet- og bookingsystemer og planer om at sende gudstjeneste via nettet hjem til folk i stuerne.

- En corona-jul er jo imod hele kirkens væsen: En kirke, hvor alle er velkomne, og hvor der ingen begrænsninger er, siger Carsten Ørum Jørgensen, der er sognepræst i Nørrelandskirken.

Men for sognepræsten og for alle andre gælder det om at få det bedst mulige ud af situationen og skabe rammer, hvor restriktioner og religion kan forenes.

- Budskaberne er der plads til hos alle, tilføjer præsten.

Annonce

Adgangsbillet til kirken

I Holstebro Sogn, hvor der bor godt 10.000 medlemmer af folkekirken, har Holstebro Kirke besluttet at kræve adgangsbilletter, der kan fås på på kirkens hjemmeside eller ved henvendelse på kordegnekontor.

- I Holstebro Kirke kan man ikke booke faste pladser, kun adgang, og vi har ikke planer om videotransmission, siger siger Ole Nymann, der var formand for det gamle menighedsråd og genvalgt til det nye, der tog over den første søndag i advent.


Vi er jo ikke glade for løsningen med billetter, men det er nødvendigt.

Ole Nymann, menighedsrådet ved Holstebro Kirke


Som noget nyt arrangerer kirken en familie-julegudstjeneste allerede den 23. december klokken 16.30, og den 24. december holder kirken fire juleaftensgudstjenester klokken 10, 12, 14 og 16.

- Vi er jo ikke glade for løsningen med billetter, men det er nødvendigt,

- Menighedsrådet har gjort sig overvejelser om, hvor mange der kommer i kirken juleaften. Det er et sogn, hvor der bor mange ældre, der især skal passe på deres helbred, og vi kan godt mærke, at der ikke er så mange til gudstjenesterne og andre arrangementer i kirken, som der plejer. Folk er forsigtige, konstaterer Ole Nymann.

Juleaftensgudstjenesterne i Holstebro Kirke plejer som de fleste andre at være noget af et tilløbsstykke.

Fyldte kirker til jul rimer ikke på corona - derfor bliver julen også anderledes i coronaåret 2020. Foto: Ninna Pirchert

- Vi har før haft mellem 600 og 700 i kirken juleaften ved samme gudstjeneste, siger kordegn Ulla Nøhr og fortæller, det kræver brug af kirkens to udgangsdøre, balkonen og ekstra stole.

- Men så er der også tæt pakket, tilføjer kordegnen.

Med corona-restiktionerne kan der højst være 225 kirkegængere ad gangen.

- Det er det muliges kunst, konstaterer Niels Arne Christensen, der er provst og sognepræst i Holstebro Kirke.

- Vi har jo ingen erfaring, men vi forsøger at bøje tingene mod hinanden for at få det til at fungere, siger præsten.

Reglerne siger, at man skal man sidde med én meters afstand mellem hinanden i kirken - og to meter, når der synges.

- For de fleste, tror jeg, det ville være mærkeligt, hvis man ikke sang til en julegudstjeneste. Det er jo en måde at deltage på, mener Niels Arne Christensen.

Annonce

Hallen er droppet

I Nørrelands Sogn bor der ifølge Sogn.dk godt 8000 indbyggere, hvoraf de godt 5350 af dem er medlem af folkekirken.

Nørrelandskirken vil gøre brug af det booking-system, der er i begyndelsen af coronakrisen blev oprettet under navnet, pladsikirken.dk

Når coronarestriktionerne skal overholdes, er der plads til omkring 120 i Nørrelandskirken. Arkivfoto

- Juleaften skal man altså bestille plads i forvejen, så vi på den måde sikrer, at så få som muligt går forgæves, siger sognepræst Carsten Ørum Jørgensen, der forventer, at booking-systemet er klar til jule-bestillingerne i begyndelsen af december.

Kirken var på et tidspunkt ude i overvejelser om at holde julegudstjenesterne i en hal, men den idé blev begravet ved tanken om at samle 400 mennesker midt i en coronatid.

Kirken og coronareglerne

Frem til og med 2. januar 2021 har regeringen udvidet kravet om at bære mundbind eller visir til også at gælde i kultur- og kirkeinstitutioner.

Frem til og med den 13. december lyder det almindelige forsamlingsforbud på højst ti personer. Men det forsamlingsforbud er folkekirken undtaget fra.

Antallet af kirkegængere er bestemt af et afstandskrav og et arealkrav: I kirken skal man sidde med én meters afstand mellem hinanden og to meter, hvis der synges - med mindre man er fra samme husstand.

I mange kirker betyder det, at kun hver anden bænkerække er i brug.

Retningslinjerne for alle kirker er først og fremmest fastsat af Kirkeministeriet i samarbejde med sundhedsmyndighederne.

Det er dog hver enkelt kirkes lokale ledelse (menighedsrådet), der træffer beslutninger om, hvordan de implementerer reglerne.

Det er derfor en god idé at holde øje med, hvad den enkelte kirke fortæller om corona-retningslinjer.

Du kan finde din kirkes hjemmeside via sogn.dk.

Nørrelandspræsten oplyser, at kirken plejer at få besøg af omkring 2000 kirkegængere i løbet af juleaftensdag - blandt andet arrangerer kirkens gospel-gudstjenester, der plejer at være populære.

Normalt er der fire julegudstjenester, men i år er programmet udvidet til seks - desuden livestreames der fra både familie- og gospelgudstjenesten på kirkens facebookside.

Når coronarestriktionerne skal overholdes, er der plads til omkring 120 i kirken.

- Vi er nødt til at navigere efter den situation, der er nu. Håbet er, at det er blevet bedre til jul og worst-case scenario er, at der - lige som i påsken - ingen gudstjenester er, siger Carsten Ørum Jørgensen, der ikke kan lade være med at tænke på, at det i år er lige som den allerførste jul, hvor der heller ikke var plads - hverken i kirken eller på herberget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

"Lukket" butik har fundet alternativ måde at holde udsalg på: - Det har gjort os til optimister med henblik på fremtiden

Annonce