Annonce
Holstebro Onsdag

Rekord-mønt på auktion: Fik hammerslag på 180.000 kroner

Personalet ved Holstebro Auktioner kunne klappe hinanden på skulderen, da en norsk guldmønt tirsdag i sidste uge gik til et rekordhøjt beløb. Foto: Holstebro Auktioner.
Holstebro Auktioner havde vurderet en norsk guldmønt til en værdi på omkring 150.000 kroner, men der skulle mere til, før en norsk samler kunne tage mønten med hjem.
Annonce

Holstebro: Auktionshuset i Holstebro kunne tirsdag i sidste uge lade hammeren falde, da buddet på en norsk guldskilling rundede 180.000 kroner. Det er det største beløb for en mønt ved Holstebro Auktioner.

Mønten var vurderet til en værdi mellem 125.000 og 150.000 kroner. En så høj vurdering har auktionshuset ikke haft på en mønt tidligere, så personalet var inden tirsdagens auktion klar over, at de skulle til en slags eksamen. Den eksamen bestod de.

- På trods af al jysk besindighed er vi ikke blege for at give os selv topkarakter. Vi har handlet mønter i mange år, og vi har før haft mønter til en værdi på omkring 40.000 kroner, men det her er en milepæl, siger auktionsmedarbejder Casper Hansen.

Personalet på auktionshuset har i tiden op til auktionen været spændte på, om vurderingen af mønten var den rigtige, eller om de havde skudt over mål. Casper Hansen beskriver det som et pokerspil, hvor køberne holder sine kort tæt til kroppen for at få den bedste pris. Derfor kan det på forhånd være svært at spå om auktionens udfald.

- Man er altid bekymret, for man kan jo ikke garantere noget. Så det er rigtig rart at blive bekræftet i, at det, vi havde troet, var rigtigt. Og så er det da dejligt at indfri sælgerens forventning, og lidt til endda, siger han.

Udover den dyre guldmønt blev en norsk sølvmønt også solgt. Den gik til 65.000 kroner, hvilket også var det, den var vurderet til.

Annonce

En del af superligaen

Det er ikke kun hos Holstebro Auktioner, at de to norske mønter har fået opmærksomhed. I ugerne op til auktionen har auktionshuset mærket en stigende interesse fra andre folk i branchen.

- Vi har aldrig solgt en mønt til et sekscifret beløb før, og det er der ikke mange i Skandinavien, der kan prale af. Så det her bringer os lidt op i superligaen, siger Casper Hansen.

Det store hammerslag skal være med til at gøre Holstebro Auktioner til en mere attraktiv spiller på markedet. Casper Hansen håber på, at opmærksomheden i fremtiden kommer til at tiltrække flere sælgere og større ting på auktionsbordet.

Den norske guldmønt havde trukket flere norske samlere til Holstebro, og det var blandt dem, at møntens nye ejermand blev fundet. Ud over hammerslaget på 180.000 kroner skulle der betales omkostninger, så den samlede pris endte på cirka 225.000 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro Onsdag

Nordens Lund blev indviet

Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Jazztrio spiller i Subhuset

Annonce