Jeg elsker december - tingene, vi skal have afsluttet inden det nye år, hyggen, stemningen og traditionerne - og så, at jeg klokken 24.00 den 31., når rådhusklokkerne slår sit første slag, hopper ned fra en stol eller en sofa, og ønsker mig noget godt for det kommende år. Et nyt år med masser af muligheder.
Det er blevet en tradition, at vi fejrer jul og nytår på den måde.
Min overskrift er taget fra Leif Panduros populære roman af samme navn, hvor vi følger den unge gymnasieelev, David, der er forkælet, forvirret og fuld af Weltschmerz. Hele hans tilværelse er blevet tilrettelagt for ham, men han føler sig på tværs af alt.
Og føles det planlagte og fastlåste hæmmende, så forstår jeg godt, at man kan tænke ”rend mig i traditionerne”.
Men jeg ELSKER traditionerne - særligt omkring julen, - vi ser Alene hjemme ”lost i New York” lillejuleaften efter at have spist risengrød og drukket blandet saft, vi går i kirken juleaftensdag, vi spiser and, synger salmer om juletræet, og gaverne pakkes op efter en næsten fastlagt skabelon.
Men også i min dagligdag er jeg vild med traditionerne - ting vi gør i hjemmet, på jobbet, påklædningen til spisemøderne i Rotary, fejringen af højtiderne, vi hilser på hinanden på gaden, vi giver hånd, når vi mødes, (når vi da må), vi lader vore børn sove i barnevognen udenfor, lønfastsættelsen klares af arbejdsmarkeds parter, vi stemmer, når der er valg – bliv selv ved…..
Måske det er, fordi traditioner "(kulturbestemt) skik, vane eller praksis, som er overtaget fra eller taget op igen efter tidligere generationer og gentages efter et bestemt mønster eller bestemte regler" jævnfør Den Danske Ordbog, gør livet lettere - at vi gør det, vi altid plejer at gøre. Så er vi fri for at opfinde den dybe tallerken igen og igen.
Måske det er, fordi traditioner skaber en ramme - en fælles ramme, som vi alle forstår og kan se os i - og som derfor giver os tryghed.
Måske det er, fordi traditioner giver os en rettesnor.
Måske det er, fordi traditioner forbinder generationer og dermed opretholde kontinuiteten mellem fortid og nutid.
Jeg har været leder i mange år. Jeg har ofte skullet implementere forandringer.
Vi kan ikke leve uden forandringer - uden udvikling af samfundet, virksomheden, af os selv som medarbejdere som individer. Forandring er et positivt vilkår.
Men ikke forandring for forandringens skyld - der må være et mål, en årsag til, at vi forandrer noget.
Og det samme gælder med traditionerne - hvorfor ændrer på noget, der fungerer, letter os, skaber fælles værdier og danner en fælles ramme - og som ovenikøbet - for nogle traditioners vedkommende - er hyggelige.
Det gode er jo netop, at vore traditioner kan være forskellige fra land til land, fra område til område, fra familie til familie - som julemiddagen, som måden vi fejrer højtider på, klæder os, taler sammen på.
Traditioner kan lette det at være ny i et samfund, ny på en arbejdsplads eller i en familie. Ting der bare ER sådan, fordi det altid har været sådan.
Jeg tror, traditioner er med til at forme et samfund, med til at skabe vore værdier.
Så ja, jeg er vild med julen og julens traditioner, men jeg er allermest vild med at leve i et land, hvor vi har en lang række traditioner, som har skabt et demokratisk samfund med masser af humor, glæde og muligheder for udvikling.
Rend mig i traditionerne - det bliver et ”nej tak” herfra!
Traditioner kan lette det at være ny i et samfund, ny på en arbejdsplads eller i en familie. Ting der bare ER sådan, fordi det altid har været sådan. Jeg tror, traditioner er med til at forme et samfund, med til at skabe vore værdier.
Denne klumme er udtryk for skribentens egen mening - og afspejler ikke nødvendigvis avisens holdning.