Annonce
Holstebro Onsdag

Søstrene Grene-ægtepar: - Vi får julegaver hver uge

Ægteparret Rikke og Mikkel Østergaard er her fotograferet midt i byggerodet på den nye lokation i Nørreport Centret. Parret har i alt cirka 60 personer ansat i deres fem butikker - mange af dem er ungarbejdere, og de 60 hoveder svarer derfor til cirka 12 fuldtidsansatte. Foto: Morten Stricker
Rikke og Mikkel Østergaard, der bor i Viborg og driver fem Søstrene Grene-butikker, har kastet sig over arbejdet med at flytte Holstebro-forretningen fra Østergade til Nørreport Centret.
Annonce

Holstebro: De har prøvet det før.

At flytte en butik fra gågaden til et indkøbscenter. Ret præcist for et år siden, hvor de rykkede Søstrene Grene fra gågaden ind i Sct. Mathias Centret i Viborg.

Og nu er ægteparret Rikke og Mikkel Østergaard klar til at foretage samme øvelse i Holstebro:

Lørdag den 12. september har Søstrene Grene sidste åbningsdag på adressen Østergade 5-7, og fredag den 18. september slår livsstilsbutikken døren op på den nye lokation i Nørreport Centret - ved siden af burgerbaren.

- Vi åbner klokken 9.59 - et skævt tidspunkt lige som vores skæve priser, fortæller Rikke og peger op på en plakat med en vare, der koster 4,98 kroner.

De skæve og lave priser har nemlig siden Søstrene Grenes start i 1973 været en del af konceptet.

Annonce

Hygge højt på liste

Ægteparret Østergaard bor i Viborg, hvor de åbnede den første Søstrene Grene-butik som franchisetager. Siden udvidede de porteføljen med butikker i Randers, Holstebro, Thisted og Herning - i nævnte rækkefølge.

- De eneste to butikker, vi har haft fra "fødslen", er dem i Viborg og Randers - de andre tre har vi overtaget fra andre, fortæller Mikkel, der sammen med sin kone og kollega - i en og samme person - har inviteret journalisten ned i kælderen under Nørreport Centret, hvor arbejdet er i gang med at indrette personalerum og lager.

- Hygge står højt på vores liste, men vi kan faktisk ikke byde på noget, siger Mikkel, da han har konstateret, at kaffemaskinen endnu ikke er ankommet til det nye domicil.

Mere om Søstrene Grene

Søstrene Grene åbnede i 1973 i Aarhus under navnet "Søstrene Grenes Økonomimarked".

Søstrene Grene blev etableret af søstrene Inger og Ruth Grene. Ingers mand, Cresten Vaupel Olsen, var også en vigtig spiller i driften af butikken.

Fra butikkens start har Anna og Clara været vigtige i markedsføringen. De to damer, som kunderne kender som silhuetter fra butikkens reklamer og skiltning, er bygget på stifternes ugifte, mådeholdne fastre, som hjalp til i deres fars butik.

I 1989 åbnede Søstrene Grene to nye butikker uden for Aarhus i henholdsvis Aalborg og Herning. De to butikker var startskuddet til en stor udvidelse i antallet af butikker.

Søstrene Grene kom til Holstebro i 1997 som kædens butik nummer fem i Danmark.

Viborg fik kædens butik nummer ni.

I dag har kæden 250 butikker over det meste af verden.

Søstrene Grene er stadig i familiens eje. Inger og Crestens sønner er i dag dem, der leder koncernen.

Rikke og Mikkel, der er henholdsvis 51 og 53 år, har dannet par i 32 år, og næste år kan ægteparret fejre sølvbryllup. Rikke er oprindeligt uddannet pædagog, og Mikkel læste til civiløkonom.

Annonce

To søstre bag butik

Eventyret som franchisetager hos Søstrene Grene begyndte for snart 20 år siden, da Rikke sammen med sin søster og mor havde fået en tradition med sammen at køre til Herning for at besøge Søstrene Grenes butik i hedens hovedstad.

Rikke blev irriteret over, at Viborg ikke også havde en af kædens butikker.

- Sådan en butik vil jeg bare ha´, tænkte hun og spurgte sin søster, om hun var med på idéen.

Det var hun, og lige som Søstrene Grene oprindeligt er etableret af to søstre, Inger og Ruth, blev butikken i Viborg iværksat af søstrene Rikke og Charlotte.

Charlotte, der i øvrigt også er uddannet pædagog, blev efter nogle år nødt til at trække sig ud af forretningen, fordi hendes mand fik job i Sverige, og familien derfor skulle flytte.

Men for omkring 15 år siden sprang Rikkes mand til i stedet for søsteren fra et job som ejendomsmægler, og siden har Rikke og Mikkel også dannet par i arbejdslivet.

- Det er Rikke, der har smagen og det kreative gen, fortæller Mikkel, der blandt andet tager sig af økonomien i virksomheden.

Annonce

En dag i hver butik

En virksomhed, der i øvrigt appellerer mest til kvinder - både i butikken og blandt personalet.

- Den søde kæreste går da med hende ind og kigger i vores butikker, men der er flest kvinder blandt kunderne, indrømmer Rikke.

- Men vi har også møbler, og dem interesserer mænd sig jo også for, indskyder hun.

For Rikke er det farverne og alle de nye varer, der ofte er trendsættende, hun godt kan lide ved søstrenes koncept.

- Vi får julegaver hver uge, konstaterer Mikkel om den ugentlige levering af varer til de fem butikker.

Arbejdsugen er indrettet sådan, at parret har en dag i hver uge i hver butik - og de to ankommer den dag, forretningen får leveret varer.

Annonce

Følger kundestrøm

Siden starten for 23 år siden har Søstrene Grene holdt til i Østergade i Holstebro.


Men Østergade er blevet en lidt stille gade, og vi vil gerne være der, hvor kunderne er.

Rikke Østergaard, Søstrene Grene, om baggrunden for flytningen til Nørreport Centret..


- Men Østergade er blevet en lidt stille gade, og vi vil gerne være der, hvor kunderne er, fortæller Rikke om baggrunden for at pakke flyttekasserne og rykke op i centret for enden af gågaden.

- Beregninger har vist, at hver gang der er en kunde i Østergade, er der 2,4 i centret, så vi følger bare kundestrømmen, tilføjer Mikkel, der glæder sig til at indrette den nye butik efter et helt nyt koncept, der forsøger at appellere mest muligt til sanserne.

- Hvordan det kommer til at se ud? Det er man simpelthen bare nødt til at komme og opleve, lokker Mikkel inden åbningen den 18. september.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce