Annonce
Holstebro Onsdag

Seks vestjyske vaccinationssteder klar til at vaccinere 4700 personer om dagen

I Holstebro er det en tidligere folkeskole, der er indrettet til vaccinationscenter. Her får Poul Henning Olesen sin første vaccine med Pfizer-BioNTech. Foto: Morten Stricker
21 steder rundt om i Region Midtjylland - hvoraf de seks ligger i det vestjyske område - er der oprettet lokaler, hvor borgerne kan blive vaccineret mod covid-19. - Når først vaccinerne er der, er vi klar, siger centerleder om vaccinations-kapaciteten.

Holstebro/Struer: - Vi er klar til at vaccinere 4700 personer om dagen på seks vaccinationssteder i det, vi kalder Vaccinationsteamet i Vest. Og det kan vi - vi har testet kapaciteten i Herning og Holstebro på den første generalprøve i februar. Det er der ikke noget problem i. Problemet er at skaffe vacciner nok.

Det fortæller Dagny Kloster, der er leder af de seks vaccinationssteder i det vestjyske område.

Foruden centret i Holstebro, der har til huse på den tidligere folkeskole på Døesvej 54, er der også oprettet centre i Herning, Ringkøbing og Ikast samt mindre vaccinationssteder i Struer og Lemvig.

Annonce

Når der på et tidspunkt er vacciner nok at tage af, er det planen, at der skal vaccineres 110.000 personer om dagen i Danmark.

- Heraf de 22.000 i Region Midtjylland. Når kapaciteten udnyttes maksimalt, kan vi vaccinere knap 900 om dagen på centret i Holstebro. I Struer kan der vaccineres omkring 350 om dagen og i Lemvig 330, siger vaccinationslederen.

Når der kommer vacciner nok til landet, er der kapacitet til, at der kan vaccineres 22.000 personer om dagen i Region Midtjylland. Foto: Morten Stricker

Interviewet, der ligger til grund for denne artikel, foregik over telefonen, mens Dagny Kloster i sin bil var på vej mellem to vaccinationssteder. Hun har nemlig booket sin arbejdskalender hårdt op med at holde overblik over de seks vaccinationssteder, der ligger spredt ud over den vestlige del af region Midtjylland. Og derfor gælder det om at udnytte tiden.

- Det er en kæmpe-opgave, vi er i gang med at løse. En opgave, vi skulle have op at stå hurtigt, så vi har bygget vejen, mens vi har gået på den, fortæller Dagny Kloster, der har en baggrund som sygeplejerske med en del efteruddannelse i rygsækken.


Det er en kæmpe-opgave, vi er i gang med at løse. En opgave, vi skulle have op at stå hurtigt, så vi har bygget vejen, mens vi har gået på den.

Dagny Kloster, leder af Vaccinationsteamet i Vest


Jobbet som leder af vaccinationsstederne i det vestjyske område har hun haft siden midten af december. Ved siden af det arbejde er Dagny Kloster også leder af forskningsprojektet Aktiv Patientstøtte.

Prioriteret rækkefølge

Opgaven er den enkle at tilbyde stik til alle dem, der ønsker at få en vaccination mod covid 19 - men vel at mærke i den rigtige, prioriterede rækkefølge - og i takt med det antal vaccine-doser, der kommer til landet og til regionen.

Da fotografen var på besøg på vaccinationscentret i Holstebro, var Marie Knudsen ved at gøre klar til det første stik. Hun blev vaccineret med Pfizer-BioNTech. Foto: Morten Stricker

Alle over 16 år i Danmark får tilbud om vaccination. Vaccinationen er gratis og frivillig. Det er først muligt at booke tid til vaccination, når man har fået en invitation.

- Vi lægger først tider ud, når vi er sikre på, at vi har vaccinen, siger Dagny Kloster og forklarer dermed, hvorfor det kan være svært at finde en ledig tid, selv om man har modtaget en invitation til at blive corona-vaccineret.

Til gengæld booker man tid til både den første og den anden vaccination på én gang.

- Man kan ikke gøre sin tidsbestilling færdig, før man også har booket tid til vaccination nummer to, forklarer hun.

Mere om bivirkninger

Alle vacciner har bivirkninger, men det er ikke alle, der bliver vaccineret, som oplever bivirkninger.

Der er generelt tale om milde og forbigående gener:

De fleste vil opleve smerte der, hvor de er blevet stukket. Øvrige almindelige bivirkninger er for eksempel træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser, let temperaturstigning samt rødme og hævelse på indstiksstedet.

Generelt er der tale om tegn på, at kroppens immunsystem reagerer, som det skal på vaccinen.

Hvis du oplever disse kendte og forbigående gener, behøver du ikke kontakte læge.

Er du blandt dem, som ikke oplever bivirkninger, skal du ikke være bekymret for, at vaccinen ikke virker, for det vil den gøre uanset, om du har bivirkninger eller ej.

I sjældne tilfælde kan der ses svære allergiske straksreaktioner, som kommer umiddelbart efter, at du er blevet vaccineret. I forbindelse med vaccination mod covid-19 vil der altid være et beredskab til at håndtere allergiske straksreaktioner.

Der er lidt forskel på, hvilke bivirkninger og reaktioner der er mest hyppige ved de forskellige vacciner.

Du kan læse mere på www.sst.dk/covid-vaccination

Annonce

Pensionister træder til

Knap 200 mennesker er i spil for at få vaccineret borgerne mod covid-19 i det vestjyske område.

- Det er primært folk med en sundhedsfaglig baggrund som for eksempel sygeplejersker, læger, tandlæger, social- og sundhedsassistenter, hvoraf mange af dem enten er efterlønnere eller er gået på pension, oplyser hun.

Det er ikke hvem som helst, der kan sættes til vaccinationsarbejdet: - Det letteste er at stikke, men det kræver en sundhedsfaglig viden at trække vaccinen op, at kunne stille de relevante spørgsmål, at informere korrekt samt at gøre de relevante observationer efter vaccinationen, forklarer Dagny Kloster, der er leder af vaccinationsteamet i Vest. Foto: Morten Stricker

For det er ikke, hvem som helst man kan sætte til arbejdet.

- Det letteste er at stikke, men det kræver en sundhedsfaglig viden at trække vaccinen op, at kunne stille de relevante spørgsmål, at informere korrekt samt at gøre de relevante observationer efter vaccinationen, forklarer Dagny Kloster og tilføjer:

- Det er et stort og tidskrævende arbejde, fordi det er så ganske små mængder, der skal blandes, og det kræver pertentlighed og præcision. Man må for eksempel heller ikke ryste med vaccinen, når man går med den.

Hvornår er det min tur?

Sundhedsstyrelsen har fastlagt en prioriteringsrækkefølge for tilbud om vaccination mod covid-19. Rækkefølgen fremgår af vaccinationskalenderen. Kalenderen opdateres løbende.

Sundhedsstyrelsen melder ud, når vaccination af en ny målgruppe begynder.

Du vil blive visiteret til vaccination på baggrund af Sundhedsstyrelsens udmelding af målgrupper.

Du visiteres enten via CPR-udtræk (for eksempel på baggrund af din alder), arbejdsplads (for eksempel sundhedsfagligt personale), bopælskommune (for eksempel modtagere >65 år af både praktisk hjælp og personlig pleje) eller behandlingsansvarlig læge (for eksempel patienter i særlig øget risiko).

En hel målgruppe kan ikke vaccineres på én gang. Derfor kan der gå nogle uger, fra du er blevet visiteret til vaccination, til du modtager en invitation til vaccination.

Oftest vil du modtage invitationen til vaccination via e-Boks eller et fysisk brev, hvis du er digitalt fritaget.

Hvis du er blevet tilbudt vaccination via arbejdsplads kan du også modtage invitation til vaccination fra din arbejdsgiver. Hvis du er visiteret via din bopælskommune, vil du blive inviteret af din bopælskommune.

Når du har modtaget invitation til vaccination i e-Boks, skal du selv bestille tid til vaccination på www.vacciner.dk.

Når du bestiller tid til vaccination, skal du bestille tid til både første og anden vaccination.

Når du bestiller tid, vil du kunne se, hvilket sted du kan blive vaccineret.

Fra den 9. marts oprettede Vaccinationsenheden i Vest stand-by-lister, hvor folk, der har modtaget en invitation, men endnu ingen tid har fået, kan skrive sig på en liste og blive tilkaldt med en halv times varsel, hvis der er vaccine i overskud sidst på dagen.

- Fabrikkerne garanterer et vist antal vacciner i hvert glas, men det kan svinge, og det sker, at man kan trække flere doser op, siger hun.

Det sker også, at borgere udebliver fra deres aftale.

- Vi har ikke smidt vacciner ud, konstaterer Dagny Kloster og glæder sig over ventelisterne, som folk kan skrive sig på.

- Når vi vælger ud fra listen går vi efter alder og tager de ældste først, tilføjer hun.

Godkendte vacciner

De første vacciner er godkendt i Danmark:

Comirnaty:

Den første godkendte vaccine mod Covid-19 hedder Comirnaty® og er udviklet af det tyske firma BioNTech i samarbejde med det amerikanske firma Pfizer.

De leverancer af vaccinen, som  vi får til Danmark, er produceret på fabrikker i Tyskland og Belgien.

Moderna:

Den anden vaccine, der er godkendt til brug i EU og dermed Danmark, er udviklet af det amerikanske firma Moderna. Vaccinen produceres på fabrikker i Schweiz og Spanien.

Moderna® er ligesom Comirnaty® en mRNA-vaccine. og de to vacciner ligner hinanden meget i forhold til effekt og sikkerhed.

Moderna® har en effekt på 94 procent.

AstraZeneca (sat på pause fra 11. marts):

Den tredje vaccine, der er godkendt til brug i EU og dermed Danmark, er udviklet af det svensk-britiske firma AstraZeneca i samarbejde med Oxford University.

Vaccinen er en såkaldt ikke-replikerende viral-vektor-vaccine. Vaccinen er godkendt og kan gives til alle personer over 18 år uden særligt øget risiko for alvorligt forløb med Covid-19. Dog anbefales vaccination af gravide og ammende som udgangspunkt ikke.

AstraZeneca® har en effekt på cirka 60 procent.

Johnson & Johnson:

EU-Kommissionen har meldt ud, at der udstedes en betinget godkendelse af Covid-19 vaccinen fra virksomheden Johnson & Johnson. Godkendelsen gælder i hele EU.

Vaccinen fra Janssen Pharmaceuticals Companies under virksomheden Johnson & Johnson er godkendt til personer fra 18 år og opefter. Danmark har forhåndsindkøbt cirka 8,2 mio. doser. Denne vaccine skal kun  gives en gang. De første leverancer af Johnson & Johnsons vaccine forventes at blive modtaget på Statens Serum Institut i løbet af april.

Hvem får hvilken vaccine?

Det er Sundhedsstyrelsen, der beslutter, hvilke grupper der tilbydes hvilken vaccine.

Man kan altså ikke selv vælge, hvilken vaccine man gerne vil have. Det skyldes blandt andet, at vi i første omgang kun får begrænsede leverancer af vacciner, og at vaccinerne skal opbevares og håndteres under helt særlige forhold.

Man er derfor nødt til at have en stram styring af fordelingen af vacciner. På den måde kan man også sikre, at der kun bliver minimalt spild af vacciner.

I Struer er vaccinestedet placeret i Struer Energi Park, i Lemvig har det til huse i Lemvig Idræts- og Kulturcenter, og i Holstebro ligger centret i den gamle Sct. Jørgens Skole. Her foregår selve vaccinationen inde i de gamle klasselokaler, og gange og aulaer er indrettet som vente- og observationsrum.

På den gamle skole på Døesvej i Holstebro foregår selve vaccinationerne inde i de tidligere klasselokaler, mens gange og aulaer er indrettet som vente- og observationsrum. Foto: Morten Stricker

- Det var de lokaler, som Holstebro Kommune pegede på, forklarer hun om baggrunden for valget.

- Der er nogle logistiske udfordringer med, at der er langt at gå for de ældre borgere. Det er ikke ideelt, men det fungerer, mener Dagny Kloster.

Annonce
Annonce
Holstebro Onsdag

Hvem sagde stor numse?!

Annonce
Annonce
Holstebro Onsdag

Det er blevet sjovere at være chef i Sinnerup: Stor forløsning at tjene penge igen

Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Nostalgifestivalen aflyses: - Det er fandeme ikke en sjov situation

Holstebro Onsdag

Otte kilometer buketter bliver plukket langs landevejen

Holstebro Onsdag

Forskere og eksperter besøger Skærum Mølle

Holstebro Onsdag

En have, der kan inspirere børnefamilier og bedsteforældre

Holstebro Onsdag

Hitmageren fra Gibraltar kommer alligevel til byen

Holstebro Onsdag

Kristinas 15 år gamle drøm gik i opfyldelse efter en budkrig

Holstebro Onsdag

Sundhed? - Det handler om balancen af maden på tallerkenen

Holstebro Onsdag

I Anoucks parcelhushave kan alle blomsterne spises

Holstebro Onsdag

Du er selv en dyr pige

Holstebro Onsdag

Dag 10 efter mystisk kro-brand: Flere borgere har henvendt sig til politiet med tip

Holstebro Onsdag

Det skal i fremtiden være slut med vandkaos i byen

Holstebro Onsdag

Hold fri, når du holder ferie

Holstebro Onsdag

Helena og Trine skal gøre Holstebro stolte ved OL

Holstebro Onsdag

Stor interesse for den nye festival på Restaurant JA

Holstebro Onsdag

Denne gang skal anlægget fyldes med tilskuere

Holstebro Onsdag

Her foregår genoptræningen på golfbanen

Holstebro Onsdag

Grænsehandel: Så meget skal du spare, før turen er tjent hjem

Holstebro Onsdag

Mandens forklarings-gen

Holstebro Onsdag

Hjemme hos fitnessinstruktøren serveres der både asiatiske retter og mormormad

Holstebro Onsdag

Hvorfor jeg ville være ejendomsmægler?: Det er sådan et sexet erhverv

Holstebro Onsdag

Indsatsleder om brand på Borbjerg Mølle Kro: - Bliv væk og lad os arbejde

Annonce