Annonce
Holstebro Onsdag

Slagtere hænger i med det yderste af neglene

I efteråret 2017 fejrede Skivevejs Slagter 25 års forretningsjubilæum. Det var ægteparret Bent og Karen Bjørnsgaard, der i sin tid etablerede forretningen, der i dag drives af sønnen, Morten Bjørnsgaard (billedet). Han er her fotograferet i forbindelse med jubilæet. Arkivfoto: Morten Stricker
Der er stadig åbne slagterbutikker i Holstebro, men selv om byens slagtere nu også tilbyder at bringe kød hjem til kunderne, står - især de slagtere, der mest lever af mad ud af huset - over for en nedgang i omsætningen på helt op til 75 procent.
Annonce

Holstebro: For dem, der holder af lun, hjemmelavet leverpostej, skivekåret rullepølse og friskhakket svinekød, er der stadig mulighed for at købe det.

Trods coronakrisen er der nemlig stadig åbne slagterforretninger i byen, men nedgangen i omsætningen er en hård nyser for slagterne.

Hos Slagter Lange kommer omkring 75 procent af forretningens omsætning fra mad ud af huset til selskaber og til frokostordninger i lokale virksomheder.

- Og det er ikke eksisterende i dag, når alle selskaber er aflyst, og når medarbejderne i de fleste af de firmaer, der får frokostordning, arbejder hjemmefra. Så nu kører vores køkken på et meget lavt blus, konstaterer slagtermester Frederik Lange, der driver slagterforretningen som fjerde generation.

For at imødegå krisen har slagtermester Tom Nygaard lukket butikken om lørdagen, og så leverer forretningen varer ud til kunderne. Arkivfoto: Ninna Pirchert
Annonce

80 procent er væk

- Vi får da bestillinger på en gang tapas til to, lidt smørrebrød eller en pålægskagemand, men mad ud af huset er reduceret til ti procent af det, det plejer at være. Alt i alt vil jeg tro, at 75 procent af vores omsætning er væk, siger slagtermesteren, der også driver en slagterforretning i Skolegade ved siden af køkkenet.

- Butikken kører på et lavere, men nogenlunde uændret niveau, fortæller Frederik Lange, der som så mange andre er frustreret over situationen.

Han har sendt otte medarbejdere hjem. Der er fire tilbage i forretningen på Skolegade, og de ung-arbejdere og chauffører, der plejer at arbejde for Slagter Lange, er der bare ikke nogen arbejdstimer til for tiden.

- Vi prøver at holde lidt gang i vores køkken ved at lave nogle færdigretter, som vi synes, kunderne har taget godt imod. Ja, kunderne har faktisk været gode til at tænke på os i en svær tid, siger slagtermesteren, der dog tilføjer, at bestillingerne ikke kan måle sig med det antal bestillinger, Slagter Lange plejer at levere ud til runde fødselsdage og andre fester.

Slagterforretningen er også begyndt at levere slagtervarer, som bestilles på forretningens webshop, ud til kunderne.

- Nogle ringer også og bestiller. Så vi pakke vi det i butikken, så det er klar, når kunden kommer, forklarer han.

Annonce

Brug for opbakning

Morten Bjørnsgaard driver som anden generation Skivevejs Slagter, der også har en stor del af sin omsætning fra mad ud af huset.

- Vi kæmper og hænger i med det yderste af neglene. Butikken er stadig åben, og folk er gode til at bakke os op, fortæller slagtermesteren på Skivevej, der også tilbyder sine kunder at bringe varerne ud.

Desuden har slagterforretning sammensat et ugeprogram med dagens ret for at holde gang i butikken.

- Men den er hård, konstaterer Morten Bjørnsgaard, der anslår, at Skivevejs Slagter har mistet mellem 50 og 60 procent af sin omsætning. Medarbejderne er sendt hjem på ferie.

Tilbage på jobbet er slagtermesteren selv og hans kone. I familievirksomheden er der også hjælp at hente fra børnene og Mortens forældre, der tidligere drev forretningen.

- Der ER stille, men vi håber på, det går. Lige nu tager vi en dag ad gangen og tænker ikke alt for mange tunge tanker, siger slagteren på Skivevej, der glæder sig over den opbakning, han og hans forretning oplever.

- Det er også nu, vi virkelig har brug for opbakningen, siger Morten Bjørnsgaard, der opfordrer folk til at holde hjulene i gang ved at bruge penge lokalt.

75 procent af omsætningen hos Slagter Lange stammer fra levering af mad ud af huset. Derfor rammer krisen hårdt for indehaveren Frederik Lange, der her er fotograferet i forbindelse med forberedelserne til julefrokoster. Arkivfoto: Morten Stricker
Annonce

Hamstring af fars

Hos Vestergades Slagter er der kun slagtermesteren selv, en svend og to lærlinge tilbage på jobbet.

- Vi kan godt holde skruen i vandet, men vi begynder at kunne mærke det - her begynder at blive stille, lød det fra slagtermester Tom Nygaard, da avisen talte med ham midt i sidste uge.

På grund af de færre medarbejdere holder Vestergades Slagter nu lukket om lørdagen, men fra mandag til fredag holder butikken åbent, som den plejer.

- I går kom der kun det halve af det, der plejer, siger Tom Nygaard, der til gengæld oplevede at få en masse kunder om torsdagen, efter at statsministeren havde meddelt, at Danmark lukker ned.

- Der var mange, der hamstrede fars. Vi havde så travlt, at vi troede, at det var dagen før jul, fortæller slagtermesteren med smil i stemmen.

Selv om der er færre kunder i butikken, er det et stigende salg i slagterforretningens netbutik.

- Selv om der ikke kommer så mange penge i kassen, er jeg ikke så nervøs endnu. Jeg er fortrøstningsfuld - det er jeg nødt til at være, lyder det fra Vestergades Slagter.

Strøgkunderne er væk hos Slagter Bertelsen i gågaden. Slagtermester Jens Bertelsen er her fotograferet i forbindelse med en sommer-artikel i Holstebro Onsdag, hvor han viste, hvordan man griller den perfekte bøf. Arkivfoto: Morten Stricker
Annonce

Ingen strøgkunder

- Der er markant færre kunder i gågaden. Dem, der kommer, handler større ind, men det er da ved at være sølle. Jeg vil tror, at der her i forretningen kommer 60 procent af de kunder, der plejer at komme - og strøgkunderne - dem, der handler impulsivt - de er væk, og det er klart, at det kan mærkes.

Sådan lyder det fra Jens Bertelsen, der som fjerde generation driver den 117 år gamle forretning, Slagter Bertelsen i Nørregade.

Forretningen leverer mad ud af huset, men det er ikke hovedforretningen.

- Alt hvad der hedder pølseborde, tapas og smørrebrød til store arrangementer er væk, fortæller slagtermesteren, der modtog en masse afbestillinger, da Danmark lukkede ned.

Lige som Vestergades Slagter oplevede Slagter Bertelsen også, at folk hamstrede kød og pålæg de første dage efter nedlukningen.

- Nu har folk planlagt hjemmefra, hvad de skal have, og de køber mest fars, leverpostej og spegepølse, fortæller Jens Bertelsen, der - for at nedsætte smitterisikoen - ikke længere modtager kontanter, men kun kort og MobilePay.

Annonce

- Selvfølgelig rammer det

Slagtergrillen, der ligger lige ved siden af slagterbutikken og sælger fastfood, er lukket. Bortset fra de medarbejdere, der afspadserer, har Jens Bertelsen ikke sendt nogen hjem.

- Lad os nu se. På den lange bane kunne der risikere at ske noget, men må jo bare tilpasse sig, lyder det optimistisk fra Jens Bertelsen.

Hos Holstebros femte slagterforretning, Nordkap Slagter, mangler man også omsætningen fra mad ud af huset.

- Det er jo, som det er, men selvfølgelig rammer det, siger Søren Kr. Pold, der ikke ønsker at sætte procenter på nedgangen i omsætningen.

Han driver slagterforretningen sammen med sin kone, Lene Nielsen, og tre medarbejdere. Ingen er sendt hjem fra slagterforretningen, der holder åbent helt, som forretningen plejer.

Nordkap Slagter bringer som de fire andre slagterforretninger i byen også varer ud til de private kunder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce