Annonce
Holstebro Onsdag

Sommerhuset, der leveres på en blokvogn

Torben Veise Sandholm er uddannet som cand. merc. i afsætning og har blandt andet arbejdet hos Actona. Iværksætteren har dog altid boet i hans mave, og i 2016 realiserede han sammen med Jimmi B. Hansen drømmen om at få egen virksomhed. Danbox bygger blandt andet flytbare sommerhuse som det, han her har sat sig udenfor. Fotos: Ninna Pirchert

Danbox Living, der siden januar har bygget huse indendøre på fabrikken i Holstebro, inviterer i de to kommende weekender for første gang til åbent hus for at vise fritidshuse, der leveres ud til kunden på ladet af en lastbil.

Annonce

Holstebro: Byggerod, det er noget af det, man må finde sig i et halvt års tid, når man får bygget nyt sommerhus eller nyt hus. Regn, der kan skade isoleringen, inden huset bliver lukket, er også noget, man som nybygger må leve med.

Men sådan er det ikke med de sommerhuse - og huse for den sags skyld, - som firmaet Danbox leverer til sine kunder.

Huset bygges nemlig i tørvejr indendøre på en fabrik og leveres fikst og færdigt ud til kunden på ladet af en blokvogn.

- Der skal bare lige trækkes nogle ledninger til strømmen, og kloakken skal kobles til, så er huset klar til, at man kan flytte ind, fortæller 48-årige Torben Veise Sandholm, der ejer og driver Danbox sammen med sin kompagnon, 39-årige Jimmi B. Hansen.

De to kendte hinanden fra skolebestyrelsen på Ellebæk Skole, og for to år siden gik de to Holstebro-mænd sammen om at købe den 25 år gamle virksomhed, Danbox, der har rødder i Langå ved Randers.

Et kig ind i det fritidshus, som Danbox Living har stillet op på parkeringspladsen på Niels P. Thomsens Vej i Holstebro og bruger som udstillingshus. Interesserede har mulighed for at kigge indenfor i det flytbare huse i de kommende to weekender.
Annonce

Firma med fire ben

Danbox, der har fire ansatte på fabrikken i Holstebro og i alt 30 på lønningslisten, er en virksomhed med fire ben:

Firmaet bygger huse, pavilloner til grise, hestestalde og sidste ben er plastprodukter som for eksempel køreplader.

I Holstebro, hvor Danbox er rykket ind i et tidligere øldepot på Niels P. Thomsens Vej, er det byggeriet af huse, der er fokus på, og den del af virksomheden har fået navnet Danbox Living.

- Før i tiden blev der produceret tre til syv huse om året i Langå, men fra den 1. januar i år har vi skilt husbyggeriet ud og etableret produktionen i Holstebro, fortæller Torben Veise Sandholm.

De fire medarbejdere koncentrerer sig sammen med de to indehavere om tre opgaver:

At være underleverandør til andre virksomheder, der bygger husbåde, byggeri af nøglefærdige sommerhuse, fritidshuse og annekser, og som det fjerde punkt byggeri af færdige helårshuse, der er på vej frem for firmaet.

Annonce

Flere løsninger

Princippet i Danbox-husene er altså, at alt byggearbejdet foregår indenfor i varme og tørvejr på fabrikken i Holstebro. Ude på byggegrunden er det kun soklen, der skal støbes, og så bliver huset leveret samlet med både køkken og bad installeret med en specialtransport.

- Vi kan være med på at bygge terrassen, eller bygherren kan vælge selv at bygge den, fortæller Torben.

I det hele taget er det de funktionelle løsninger, firmaet går efter. Kunden kan vælge at få et hus på 70 eller 50 kvadratmeter i fire til fem forskellige modeller. Eller kunden kan vælge at kombinere to eller flere huse ved at bygge dem sammen.

- Vores sommerhuse er nok mest tiltænkt fjorden, fordi sommerhusene der ofte er lidt mindre end dem, der ligger ved Vesterhavet, siger Torben Veise Sandholm, der bor i Holstebro sammen med sin familie.

Og ja, familien har planer i pipelinen om selv at få eget sommerhus.

Og han tror på idéen om de færdige huse.

- Vi tror på, at vi har fundet et koncept, som mange kan se sig selv i, siger han og forklarer, at det for mange er uoverskueligt at gå i gang med at renovere et gammelt sommerhus.

- Og vi masseproducerer ikke skurvogns-løsninger, men går efter at levere noget, der er lækkert og unikt for kunden, tilføjer direktøren.

Annonce

Ambition om vækst

Ambitionen er at vækste voldsomt med husbyggerierne.

- Vi håber på at nå op på at levere 50 huse om året, oplyser Torben Veise Sandholm.

For at vise husene frem har Danbox hejst et 70 kvadratmeter stort sommerhus ud på parkeringspladsen ved fabrikken på Niels P. Thomsens Vej. Huset, der rummer soveværelse, to værelser, bad og køkken-alrum, er blevet møbleret og indrettet i moderne sommerhusstemning.

- Huset koster 850.000 kroner - inklusiv moms, fragt og fundament - men uden møbler, fortæller indehaveren, der gerne vil vise huset frem.

For første gang holder virksomheden derfor åbent hus i Holstebro. Det sker i de to kommende weekender, hvor der er åbent den 1. og 2. september samt den 8. og 9. september på Niels P. Thomsens Vej 6 fra klokken ti til 16.

Danbox Living er også repræsenteret på tre livsstilsmesser her i efteråret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Holstebro går efter guldet

Annonce