Mejdal-Halgård: Petanque- samt Tennis og Padelklubben i Mejdal-Halgård er gået sammen for at afholde en aktiv fredag, hvor alle interesserede kan komme og prøve banerne og høre mere om de forskellige sportsgrene.
Det foregår fredag den 29. april klokken 14-20 på de to klubbers anlæg, som er placeret bag Mejdalhallen og Kometen
Man behøver ikke at medbringe hverken bat, ketcher, petanquekugler eller bolde. Alt udstyr kan lånes på dagen, dog kræver tennis eller padel, at man er udstyret med kondisko.
Der vil være tilknyttet instruktører, som vil instruere i de tre spil, herunder spillemåde, teknik og finesse.
Er man blevet sulten af at løbe rundt, slå til bolde og kaste med kugler er der mulighed for at købe sig en hotdog i en pølsevogn mellem klokken 16 og 18.
Der kan købes sodavand og øl mens et glas vin kan nydes i tennisloungen.
Hele dagen vil der være kaffe, te og snacks til fri afbenyttelse i de to klubhuse.