Sproget smuldrer

Kigger du ind, når du kommer forbi næste gang?

- Det skal jeg nok. Men så skal du huske at trække gardinerne fra.

- Hva’? Hvorfor det?

- Ellers kan jeg jo ikke kigge ind…

Det danske sprog er fyldt med sjove, dumme, uforståelige, underlige, umulige, interessante og overraskende ord og vendinger, og der er rigeligt at undre sig over. Ikke mindst for nydanskerne, der især har svært ved at finde hoved og hale på alle de ord, der har flere betydninger. Ord som ”stille”.

Hvor skal jeg stille den? Kan du så være stille! I morgen skal jeg stille til skideballe. Hvad skal man stille op? Han er en af de stille eksistenser.

Forvirringen er total for alle dem, der kæmper en ulige kamp for at tage det danske sprog til sig og blive gode til det. Min familie er udvidet med en sød, yngre dame med tyrkisk baggrund. Hun forklarer, at det ikke kun er de mange ord med flere betydninger, der giver problemer i læreprocessen. Det er også måden, vi lægger trykket på. For hende gør udtalen ingen forskel, for vi etniske danskere har i hendes ører tendens til at mumle, så det lyder, som om man ikke har tygget af munden.

Oven i alt dette florerer fremmedgørelsen og mishandlingen af det danske sprog i radio og tv, alle elektroniske medier, på Christiansborg, i den skrevne presse og mand og mand imellem. Ikke nok med, at engelske navne og udtryk udkonkurrerer gode og meget rammende danske ord. Vi gør også selv en stor indsats for at ødelægge vort eget sprog.

En dag for nogle år siden var der i tv en erhvervsmand, der insisterede på ”at tage tiltag til”. Hvad emnet var, gik ind ad det ene øre og ud af det andet. Øregangen havde kun plads til dette nye og totalt ubegavede udtryk. Lynhurtigt fandt erhvervslivet og politikerne ud af, at det var smart at sige ”tage tiltag til”, og nyhedsmedierne tog selvfølgelig omgående tiltag til at plage hele landets befolkning med udtrykket.

Nye udtryk dukker op hver dag, og man kan ligefrem konstruere små sætninger med dem: "Jeg dør en lille smule indvendig", når pigen på tankstationen klokken 23.30 siger farvel og tak med et "hav fortsat en god dag".

Hvis hun samtidig spørger, om jeg "lige kan sætte nogle ord på, hvad jeg synes om betjeningen", kan jeg vælge imellem følgende efterhånden faste udtryk: "Jeg hører, hvad du siger" - "det er en rejse, det her" - "det kan noget, et eller andet sted" - "det er så fint".

Eller jeg kan vælge det nyeste skrækeksempel fra Go'morgen-go'aften til en gæst, der er blevet kritiseret: "Det skal du selvfølgelig have lov til at komme til orde på". En god opfølgning på "at være nysgerrig på".

Og så er der lige ”fremadrettet”. Et ord, som kun bør anvendes i lægelig sammenhæng i forbindelse med en vis legemsdel. Og i øvrigt - hvad har "fremover" og "i fremtiden" egentligt gjort os? Det må vi se at få "italesat".

De mange nye, mystiske orddannelser dyrkes i høj grad af personer, der har som levebrød at formidle sproget til andre. Studieværter, sportskommentatorer, eksperter til enhver lejlighed og gruppen af kloge Åger, der ved bedre. Hvilket sidstnævnte også har taget navn efter - på engelsk.

Blandt alle dem, der på forskellige niveauer giver ord og sætninger videre til os andre, findes der heldigvis også personer, der bidrager til underholdningen ved at servere den ene sprogbøf efter den anden.

Som når Rolf Sørensen under Tour de France konstaterer, når en stjernerytter lægger cykelhjelmen på hylden: - Det er en aura, der er slut.

Når C-kandidaten i Hvidovre understreger: - Man skal ikke lukke døren, før det sidste søm er slået i, som man siger.

Når John Faxe Jensen under den engelske FA-Cup meddeler de undrende seere: - Der er ikke mere på tanken. Den er simpelthen fyldt op.

Og når fodboldeksperten forsøger sig som akrobat: - Det er lige, hvad jeg kan sparke ud af ærmet på stående fod.

Denne klumme er udtryk for skribentens egen mening - og afspejler ikke nødvendigvis avisens holdning.