Annonce
Holstebro Onsdag

Studerende vinder ældrepris

Jeppe Højberg fik torsdag eftermiddag overrakt Holstebro Kommunes Ældrepris. Foto: Holstebro Kommune
Jeppe Højberg fra Holstebro blev den tiende vinder af Holstebro Kommunes Ældrepris. Den fysioterapeutstuderende får prisen for sin indsats i FC Prostata.
Annonce

Holstebro: Jeppe Højberg kunne torsdag i sidste uge tage stolt fra rådhuset i Holstebro.

Han var netop blevet kåret som vinder af Holstebro Kommunes ældrepris. Jeppe Højberg hører bestemt ikke hjemme i kategorien ældre eller gammel. Men den fysioterapeutstuderende er meget engageret i at træne FC Prostata i Måbjerg IF to gange om ugen. Han er med til at sikre, at borgere, som enten har eller har haft prostatakræft, får styrket deres muskler og knoglemasse. Det er rigtigt godt i forhold til sygdommen. Han har desuden skabt rammerne for et stærkt fællesskab og sammenhold spillerne imellem.

- Det er en meget stor ære for mig. Det er vildt, at jeg har vundet prisen. Det er jeg meget glad for, siger Jeppe Højberg, der er i gang med sjette semester på fysioterapeutuddannelsen i Holstebro.

- Træningen er klart noget, som jeg kan bruge i forhold til mit studium. Efter jeg er begyndt med dem, har vi et hold af studerende fra andet semester, som kommer ud og træner holdet i Måbjerg, da der er et klart fokus, siger den stolte prisvinder, der har et klart mål med sin uddannelse.

- Jeg vil gerne arbejde som sports-fysioterapeut, når jeg er færdig, så det er klart noget, jeg kan bruge, siger Jeppe Højberg, der også er tilknyttet TTH Holstebros U-17 drengehold som fysioterapeut.

Annonce

Spillerne indstillede

Det er to spillere fra FC Prostata, Vagn Laursen og Kaj Jacobsen, som har indstillet Jeppe Højberg til prisen. De skriver i deres indstilling:

- Jeppe har som træner og holdleder via sit store engagement formået at skabe en atmosfære og kultur omkring holdet, som gør det svært for den enkelte deltager at skulle holde en pause i et træningsforløb.

Det var social- og sundhedsudvalgets formand Jens Kristian Hedegaard (V), der overrakte prisen til Jeppe Højberg. Det er tiende gang, prisen uddeles. Hæderen gives til frivillige, der yder en særlig indsats, som kommer kommunens ældre medborgere til gavn.

Med prisen følger et diplom og en keramikskål, som Anni Arndal Jensen har kreeret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce