Annonce
Holstebro Onsdag

Tænder har været en stor del af Louises liv, siden hun var 17 år

Louise Høyer var kun 25 år, da hun åbnede sin første virksomhed som klinisk tandtekniker. I dag driver hun foruden klinikken i Holstebro også klinikker i Struer, Skive og Nykøbing Mors.
Annonce

Vestjylland: - Om jeg skal etablere flere klinikken end de fire, jeg driver i forvejen? Ikke før den dag, der er flere dage i ugen. Jeg besøger mindst to klinikker hver dag, og jeg har verdens bedste personale, men jeg vil gerne selv ind over alle mine patienter.

Sådan lyder det fra 44-årige Louise Høyer, der siden 2003 som klinisk tandtekniker har drevet sin klinik på adressen Lille Østergade 5 i Holstebro.

Hun begyndte tilværelsen som selvstændig i 2001, da hun som 25-årig og nyuddannet tandtekniker åbnede klinik i Skive. I 2003 blev klinikken i Holstebro en realitet, for syv år siden kommer virksomhed nummer tre til i Struer, og for to et halvt år siden blev klinik nummer fire åbnet i hovedbyen på Mors.

Mere om Louise og klinikkerne

Louise Høyer er født i Hjørring, men er vokset op i Aalborg.

Efter endt uddannelse som klinisk tandtekniker tilbragte hun sit jus-år – et obligatorisk år med praktisk oplæring – som afløser for en kvindelig klinikindehaver i Fredericia.

– Jeg tænkte, at når jeg kan drive en klinik for hende, kan jeg også drive en for mig selv, fortæller Louise om begrundelsen for at springe ud på dybt vand som selvstændig i en ung alder.

Louise Høyers første klinik blev åbnet i Skive, fordi hun boede i byen sammen med sin daværende mand, der er fra Salling. - Og sallingboere er jo ikke til at flytte, forklarer hun med smil i stemmen.

Louise Høyer bor stadig i Skive sammen med sin familie: Victor på 16 år, der går i 9. klasse, fra det tidligere forhold og Christine på 13 år, der går i 6. klasse. Datteren har Louise sammen med sin nye mand, Johnny Kent Knudsen, der sidder i byrådet i Skive for Socialdemokraterne.

Fritiden bruges blandt andet på heste – en passion, som Louise deler med datteren.

De fire klinikker har i alt ni ansatte, hvoraf de to beskæftiger sig med rengøring.

Tænder har været en stor del af Louises liv, siden hun var en ung pige på 17 år og boede i Aalborg:

- Jeg var et forvildet, ungt menneske, der mest gik op i heste, men det var et krav fra min mor, at jeg gik i gang med en uddannelse enten som lægesekretær eller som klinikassistent, fortæller Louise Høyer, der altid har været glad for at bruge sine hænder.

- Jeg er vist ikke særlig boglig - i skolen sad jeg altid og klippede viskelæder i stykker, fortæller Louise, der kan lide at fordybe sig i arbejdet med hænderne.

Modvilligt søgte hun en læreplads som klinikassistent og var heldig at få en.

- Og jeg fandt ud af, at det med tænder var spændende, fortæller Louise, der fik blod på tanden og lyst til at læse videre til tandtekniker.

- Det var altså et tilfælde, at jeg kom til at arbejde med tænder, men hvor er jeg glad for det i dag: Jeg elsker mit arbejde - og jeg elsker at snakke, konstaterer tandteknikere og lader strømmen af ord, der flyder let fra hende, bevise, at hun har ret.

Annonce

Hemmelighed for ægtefællen

- Jeg kan lide kontakten med mennesker, at gøre patienterne glade og tilfredse, håndværket, og at der aldrig er to dage, der er ens, forklarer Louise, der er mor til to børn på 16 og 13 år.

- Jeg siger altid til mine børn, at det er ligegyldigt, hvilket erhverv de vælger, når bare de står op hver morgen og er glade. Jeg har altid selv været glad for at gå på arbejde.

Det er altså tænder, der er omdrejningspunktet i Louise Høyers liv – og især de kunstige af slagsen.

For nogle mennesker er der stadig et tabu omkring det at få kunstige tænder.

- Jeg plejer altid at sige til patienten, at ”det er dine tænder, og du behøver ikke at gå rundt og fortælle alle om dem, hvis du ikke har lyst”. Nogle er ligeglade, men mange er meget ærekære med deres tænder, siger Louise og fortæller, at hun har mødt dem, der ikke engang har fortalt ægtefællen om protesen i munden.

Louise og coronakrisen

Hverdagen under coronakrisen er som for alle andre heller ikke den samme for Louise Høyer, patienterne og personalet på de fire klinikker.

Op til skærpelserne, som statsminister Mette Frederiksen fortalte om på pressemødet tirsdag i sidste uge, holdt klinikkerne åbent.

- Vi følger myndighedernes anvisninger. I forvejen har vi skrappe hygiejne-regler, vi skal overholde, oplyser Louise Høyer, der er forundret over, at klinikkerne ikke har haft så mange afbud, som man kunne forvente.

- Men der er jo ikke meget tilgang af nye kunder lige nu, forklarede Louise Høyer, da avisen talt med hende i sidste uge.

- Så jeg er da bange for, hvad der kommer til at ske, konstaterede den kliniske tandtekniker.

Annonce

Græder af glæde

Når tænderne betyder så meget for de fleste af os, hænger det ifølge Louise Høyer sammen med, at vi fuldstændig ændrer udseende uden tænder – eller med færre tænder - i munden.

- Og det syn er der mange, der ikke bryder sig om, forklarer hun og tilføjer, at der jo også er et sundhedsaspekt i, at vi kan tygge maden ordentligt.

- Jeg har mange patienter, der har gået og været kede af deres tænder i mange år, fortæller tandteknikeren, der glæder sig over at kunne hjælpe folk helt til dørs med at få nye tænder.

- Det betyder meget for dem, og jeg har oplevet, at folk sidder og græde af glæde over deres nye tænder, efter de længe har gået og været flove over de gamle tænder.

Annonce

Patienter på 100 år

Tandteknikere oplever, at folk gennem årene er blevet bedre til at passe på deres tænder – men det betyder ikke, at klinikkerne har fået mindre at lave.

- Hvor vi før overvejende lavede helprotester, laver vi nu flere delprotester, forklarer hun.

Da tandteknikeren begyndte i faget for 20 år siden, var det ikke unormalt, at folk i 20 års-alderen fik protese - i dag er det ikke usædvanligt, at patienterne er i 30 års-alderen.

– Vi kan mærke, at folk bliver ældre, før de får proteser. Og i dag har vi også patienter, der er over 100 år, fortæller Louise, der tilføjer:

- Og ja, det kan altid betale sig at få nye tænder- det bliver man aldrig for gammel til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Holstebro går efter guldet

Annonce