Holstebro: Det er ikke hver dag, det sker.
Langtfra, faktisk.
Det er nemlig det første skifte på posten som teaterleder, der er sket i over 50 år i Taterlaboratorium - Odin Teatret, der dermed har taget hul på en ny æra.
Og det er et af de mest betydningsfulde skridt for Odin Teatret siden grundlæggelsen i Oslo i Norge i 1964:
Teatrets grundlægger og mangeårige leder, Eugenio Barba, stopper som teaterleder af det 56-årige teater og efterfølges af dramaturg Per Kap Bech Jensen.
Eugenio Barba fortsætter sit arbejde som teaterinstruktør for Odin Teatret.
Per K. B. Jensen er født i Sydkorea og er vokset op på Mors. Han blev cand.mag. i dramaturgi fra Aarhus Universitet i 2010. Ud over at have været udvikler og leder af diverse kultur- og teaterprojekter var han direktør for DSI Swinging Europe i Herning, inden han i 2014 blev administrator på Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatret.
- Jeg glæder mig til at være med til at løse den kulturelle og kunstneriske arbejdsopgave sammen med de dygtige medarbejdere. Fremadrettet vil det være vigtigt at få sat teatret på danmarkskortet, at skabe nye internationale partnerskaber og fortsat være arnested for scenekunstnerisk diversitet, siger Per K.B. Jensen i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen for Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatrets har udpeget Per K.B. Jensen som den rette til at videreføre teatret.
- Han vil fastholde og udvikle dets nationale og internationale betydning dels gennem et højt kunstnerisk niveau og dels gennem dets unikke kombination af teaterfaglige specialiseringer og bred folkelighed, lyder det fra teatret, der har til huse i Særkærparken i Holstebro.