Annonce
Holstebro Onsdag

Tilbage i Sørvad: Livet efter X Factor

På Nikolines værelse hjemme i Sørvad står der nu denne kæmpe bamse, som hun fik af X Factor-deltager Luccas far. Solveig og Lucca, som var Nikolines gode veninder i konkurrencen, fik en magen til. Den hedder "Bassemand" - for det plejede Oh Land at kalde de tre piger, der alle var på hendes hold. Foto: Morten Stricker
Nikoline Steen Kristensen fra Sørvad blev nummer to i årets X Factor-finale. Nu er hun tilbage i Sørvad - men hun er ikke den samme person.

Sørvad: Da Nikoline Steen Kristensen i 2018 drog på efterskole, gik der ikke lang tid før hendes forældre fik en sms fra hende.

"Kom og hent mig!", lød den bønfaldende besked.

- Jeg har altid været lidt af en tryghedsnarkoman. Der gik også lang tid, før jeg var tryg ved at tage toget selv - eksempelvis, forklarer hun.

Annonce

I lang tid havde hun det bedst hjemme ved sine forældre i Sørvad. Men der er løbet meget vand under broen, og sunget mange toner ind i mikrofonen siden da, og forældrene fik hende overbevist om, at hun skulle give efterskolen en chance alligevel. Heldigvis.

- Hvis jeg ikke havde prøvet at være på efterskole og taget det skridt, så tror jeg ikke, at jeg havde stået, hvor jeg står nu, konkluderer Nikoline.

- Jeg er simpelthen så beæret over alt den støtte, som jeg har fået, siger Nikoline. Foto: Morten Stricker

Der, hvor hun står eller rettere sidder, nu, er stadig hjemme i Sørvad. Men intet er det samme. For det første er stuen og Nikolines værelse fyldt med flag, hvor hendes ansigt lyser op bag det karakteristiske "X" fra X Factor-logoet. De kæmper om pladsen med de mange lykønskningsbuketter, der er kommet fra nær og fjern. Men Nikoline selv er heller ikke den samme.

For den blot 17-årige pige, tryghedsnarkomanen, der ikke turde tage toget selv, stod i foråret uge efter uge frem på scenen i X Factor og optrådte for mere end en million danskere seere live på TV2. Og den 9. april blev hun nummer to i konkurrencen, som tusindvis af håbefulde sanglærker stillede op i. Med 47,3 procent af stemmerne.

- Jeg tror lige, jeg skal lande i det hele, siger hun ydmygt.

Vandt ved audition

Det er ikke svært at se, hvor man finder Sørvads hovedperson. Det er sådan set bare at følge flagene og skiltene.

"Go Nikoline!", står der på bannerne, der pryder både biler og husvægge i den lille by. I Sørvad er man stolt af at have en, der næsten gik hele vejen i X Factor.

- Det er lidt overvældende. Men også meget dejligt, siger Nikoline Steen Kristensen med et lille smil.

Hun er ikke ked af det eller skuffet over, at sejren gik til Solveig Mølle Lindelof.

- Jeg føler, at jeg vandt, allerede da jeg gik til audition og kom med. Solveig er mega dygtig, og det er alle de andre deltagere også. Jeg føler næsten, at alle havde fortjent at vinde. Jeg er super stolt af min andenplads, fortæller hun.


Jeg tror bare, at jeg så gerne ville nyde det, for det var jo måske sidste gang jeg skulle stå på scenen.

Nikoline Steen Kristensen om hendes blackout på scenen i finalen


Når de sidste mange ugers oplevelser lige har bundfældet sig, skal hun tilbage til sit HF-studie.

Annonce

Kommer tilbage

17-årige Nikoline Steen Kristensen tog danskerne med storm, allerede da hun tonede frem på skærmen til sin audition i årets X Factor. Den smilende, umiddelbare og uhøjtidelige, unge pige med den særegne stemme og de søde bemærkninger faldt lige ind i danskernes smag, og uge efter uge fik hun stemmer nok til at gå hele vejen til finalen i programmet, som tusindvis af håbefulde amatørsangere hvert år melder sig til.

Hun var kommet hjem til Sørvad dagen før, ugeavisen var forbi til en snak. Men det er svært at snakke om en fremtid, når man ikke helt er færdig med at være i nu'et og alt det fede, man lige har oplevet.

- Det er altså lidt vildt at kunne sige, at man har været i corona-bobble med Oh Land, siger Nikoline med et smil. Foto: Morten Stricker

- X Factor har bare åbnet så mange døre for mig, og jeg har udviklet mig helt vildt. Jeg er vokset så meget, og jeg føler, at jeg kender mig selv meget bedre, siger Nikoline, og tilføjer:

- Jeg har det ind i mellem, som om jeg er vågnet fra en drøm. Er det virkelig sket? Det har bare været så fedt, siger hun.

Også selvom hun var hovedpersonen i det nok mest dramatiske øjeblik i årets sæson, da hun i finalen pludselig fik blackout midt i sin første sang. Værten, Lise Rønne, og Nikolines mentor i programmet, Oh Land, fik travlt med at få hende ud bagved, så hun kunne komme til sig selv igen.

- Jeg tror bare, at jeg så gerne ville nyde det, for det var jo måske sidste gang, jeg skulle stå på scenen. Men det viser jo bare, at vi også bare er mennesker, og ikke robotter, der hver uge går op på scenen. Og der blev taget godt hånd om mig, siger Nikoline.

Når hun er færdig med sin HF om et år, kommer danskerne til at se mere til hende, garanterer hun. Om det bliver med musik eller måske som vært på et børneprogram, ved hun ikke. Men det bliver.

- På den måde er jeg faktisk meget glad for, at jeg fik en andenplads. Det passer bedst til mig, tror jeg. Nu har jeg frihed til at finde ud af, hvad jeg vil, siger Nikoline.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

En vatpind i halsen

Holstebro Onsdag

Kom ud at gå i skoven

Annonce