Annonce
Holstebro Onsdag

TTH fortsætter samarbejde med to unge talenter

Højrebacken Julie Holm (til venstre), som TTH har skrevet en treårig kontrakt med, ses her sammen med højrefløjen Sofie Brems Østergaard, der har fået sin kontrakt forlænget. Foto: TTH Holstebro
Annonce

Holstebro: TTH har skrevet en treårig kontrakt med den 19-årige højreback Julie Holm. Samtidig har klubben forlænget kontrakten med højrefløjen Sofie Brems Østergaard for to år, så kontrakten nu løber indtil 2022.

Begge spillere er kun 19 år og dermed stadig U19 spillere, men de er allerede nu en del af TTHs ligatrup. Ved weekendens Santander Final 4 stævne leverede begge spillere en imponerende indsats i holdets sejr over København Håndbold. Nu har parterne valgt at forlænge samarbejdet yderligere.

- Jeg er utroligt glad for at have skrevet en treårig kontrakt med TTH Holstebro. Jeg har været en del af ligatruppen i år, hvor jeg har set og lært af de andre spillere. Nu glæder jeg mig til at kunne bidrage inde på banen. Det er et kæmpe step opad for mig, udtaler Julie Holm, der fik ligadebut under Final 4-stævnet.

Kigger man ud på højrefløjen, har TTH forlænget med Sofie Brems Østergaard. Den 19-årige fløjspiller har markeret sig flot på banen den seneste tid. Hun glæder sig over at få yderligere to år i TTH:

- Jeg er spændt på at udvikle mig yderligere her i TTH Holstebro. Nu har jeg været i klubben de seneste to år, og jeg trives rigtigt godt både på og uden for banen. Så det er rart at kunne fortsætte udviklingen i dette spændende elitemiljø, siger Østergaard.

Annonce

Tilfredshed på trænerbænk

Cheftræner Pether Krautmeyer er yderst tilfreds med at kunne tilføje Julie Holm og Sofie Østergaard til holdkortet de næste år:

- Hos begge spillere har vi set en fantastisk udvikling den seneste tid. Julie har et eminent skud, som er svært at læse som målmand. Det samme gælder for Sofie, der kan skyde på mange forskellige måder. Fælles for dem begge er, at de besidder et stort fightergen, og har udviklet sig meget den seneste tid. Så det bliver utroligt spændende at arbejde med de to spillere de kommende år, udtaler Pether Krautmeyer.

Du kan se Holm, Østergaard og resten af TTHs damer i aktion onsdag aften klokken 19, når holdet tager imod København Håndbold hjemme i Gråkjær Arena.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce