Holstebro: I et kvart århundrede har Hanna Uth Kristensen været en del af Selvhjælp Holstebro. Her har hun gjort en trofast og frivillig indsats for børn og voksne, som har det svært eller er kommet i en livskrise. Det arbejde får hun nu en pris for.
Det oplyser Holstebro Kommune i en pressemeddelelse.
Hanna har både været aktiv i Selvhjælp Holstebros bestyrelse og tovholder på den åbne rådgivning. Desuden har hun været aktiv i selvhjælpsgrupper.
- Din frivillige indsats har hjulpet mange borgere videre i forhold til svære livstemaer. Hertil kommer, at du med din deltagelse i bestyrelsesarbejdet har været med til at organisere, at der er en lokal forening i Holstebro under Selvhjælp Danmark. Du modtager Udsatterådsprisen 2020 for den indsats, sagde udvalgsformand Jens Kristian Hedegaard (V), da han på en corona-venlig computerforbindelse overrakte prisen.
Udsatterådsprisen blev i år uddelt for ottende gang. Prisen uddeles til enkeltpersoner, grupper, foreninger eller organisationer.
Selvhjælp Holstebro er den lokale afdeling af Selvhjælp Danmark og er forankret hos Kultur og Frivillighedshuset i Holstebro. Aktiviteterne i foreningen omfatter både henvendelser fra anonyme borgere og etablering af selvhjælps- og borgergrupper - for eksempel for socialt udsatte familier med børn og sorggrupper for børn.