Holstebro: I sensommeren åbner en ny og anderledes udstilling på Café Utopia i Holstebro.
Her vil to letter, en englænder og en japaner fylde de lyse café-rum ud med deres forskellige værker.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
De to hovedudstillere er de lettiske tekstilkunstnere Ilze Ruditze og Ruta Bogustova.
Ilze Ruditze har en legende tilgang til kunst og elsker at finde inspiration i naturens teksturer og stemninger. Erfarne Ruta Bogustova på 85 år bruger primært genbrugsmaterialer til at udtrykke sin kunst.
Den engelske fotograf, Mark Cowper Dyer, udstiller følsomme fotos, mens den japanske tekstilkunstner, Makiko Kuno, har fremstillet små, broderede værker. De udstilles i caféens montre.
Udstillingen kan ses i Café Utopias åbningstid fra uge 34 til og med uge 42.