Annonce
Holstebro Onsdag

Vaccinationshjælp: Region og kommuner ringer til 5000 borgere

Det er Statens Seruminstitut, der forsyner region og kommuner med navne på de personer, der hører til i vaccinations-grupperne to og tre, men som endnu ikke har bestilt tid til vaccination. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Region Midtjylland: Sammen med 19 kommuner gør Region Midtjylland nu en ekstra indsats for at hjælpe ældre og sårbare borgere til at få en corona-vaccination.

Cirka 5000 borgere bliver i de kommende dage kontaktet.

Det oplyste Region Midtjylland i sidste uge i en pressemeddelelse.

Region og kommuner opsøger borgere, der har mulighed for at blive vaccineret mod corona, men som af den ene eller anden grund endnu ikke har taget imod tilbuddet.

Det drejer sig om borgere i gruppe to, det vil sige personer over 65 år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp og gruppe tre: Borgere over 85 år.

Det er fortsat helt frivilligt, om man ønsker at tage imod tilbuddet om vaccination.

- Men hvis situationen er, at borgerne har fravalgt vaccinen på grund af praktiske forhindringer, så skal vi finde nogle løsninger, mener regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Erfaringen viser nemlig, at en række små og store forhindringer kan få borgerne til at opgive at få en vaccination. For eksempel har nogle ældre borgere problemer med at bruge internettet til at bestille tid til vaccination. Nogle har brug for hjælp til at arrangere transport, mens andre er sengeliggende.

For den enkelte kan udfordringerne betyde, at de opgiver vaccinen. Men for samfund og sundhedsvæsen er problemerne ikke større, end de kan overkommes, lyder det fra regionen.

- Løsningerne bliver både håndholdte og tilpassede og kan for eksempel være hjælp til transport, it-støtte til at bestille tid, vaccination i hjemmet eller måske en aftale om, at vaccinationen kan ske hos en praktiserende læge, forklarer Anders Kühnau.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce