Krunderup: Sidste år måtte Holstebro Fodslaw aflyse arrangementet, men nu prøver foreningen igen.
Sir Lyngbjerg Vandringen finder sted lørdag den 5. februar. Startstedet er Naur-Sir Sognegård, og man kan starte mellem klokken ni og 11.
Der er mulighed for at gå fem, 11, 15 eller 21 kilometer.
- Alle ruter er afmærkede med bånd og pile, og i tid spænder ruterne vidt - man kommer fra oldtid til nutid. Vi går rundt i Sir Lyngbjerg Plantage, der tidligere har været et vigtigt folkeligt samlingssted, og hvor der står mange historiske monumenter, oplyser Holstebro Fodslaw i en pressemeddelelse.
Fra Sir Lyngbjerg Plantage går deltagerne ud i Mangehøje Plantage og Blodmosen med dens lyngklædte gravhøje. Den længste rute tager en afstikker sydpå, hvor man kommer forbi Naur Kirke og går gennem den nærliggende præstegårdsskov.
Alle er velkomne - uanset om man vil gå eller løbe. Hunden er også velkommen til at deltage, blot den er i snor.
Der kræves ingen forhåndstilmelding. Deltagergebyrer er på 25 kroner.