Annonce
Holstebro Onsdag

Vind en god bog til sommeren i hængekøjen

Ugebladet Femina har for nylig bragt et interview med den danske forfatter Annette Bjergfeldt, der netop har udgivet sin debutroman. Pressebillede
I samarbejde med forlaget Modtryk udlodder Holstebro Onsdag fem eksemplarer af sangerinden og forfatteren Annette Bjergfeldts nye roman "Højsangen fra Palermovej".
Annonce

Holstebro: "Jeg er høj endnu! Sikke en bog! Jeg griner og græder stadig. Vi har det samme motto: Det kan aldrig blive for meget!”

Sådan skriver skuespilleren Anne Marie Helger i sin anmeldelse af den nye roman, "Højsangen fra Palermovej", der udkom tirsdag den 19. maj på forlaget Modtryk.

Kvinden bag bogen er Annette Bjergfeldt - forfatter, musiker, sangerinde og sangskriver.

- Hun har en årrække boet i USA, hvor hun har spillet koncerter og skrevet sange til andre. Ved siden af har hun malet billeder. Derudover holder hun workshops for sangskrivere af alle slags. Hun har tidligere skrevet tre børnebøger om pigen Børste samt håndbogen Kogebog for sangskrivere. Højsangen fra Palermovej er Annette Bjergfeldts romandebut, skriver forlaget om forfatteren.

Annette Bjergfeldt har modtaget P4 Prisen og Sangskrivernes hæderspris, og hun har været nomineret til to Grammys og 13 Music Awards. Hun har skrevet sange til blandt andre Eddi Reader fra Fairground Attraction, danske Vokaline og færøske Teitur. Hun har skrevet salmer med Fangekoret i Vridsløselille, coachet MGP-vindere og fået sine sange sunget i X-factor.

I sin debutroman tager den tidligere Grammy-nominerede sangerinde udgangspunt i tre generationer, der bor under samme tag. Med afstikkere til Operaen i Paris og Cirkus Sowalskaja i Sankt Petersborg. Alt sammen fortalt af den generte maler, Esther, som romanen er bygget op omkring.

Handlingen er den, at da Esthers morfar køber huset på Palermovej i 1921, ønsker han sig et hjem fyldt med opera, bohemer og en kærlighed så berusende, som beskrevet i Kong Salomons Højsang. Men hans udkårne, russiske Varinka, vil langt hellere spille på greyhounds ude på Tårnbybanen.

Den utæmmelige lidenskab og drømmen om et kunstnerliv bliver ved med at spøge i slægten. Især Esther og hendes tvillingesøster, divaen Olga, slås med deres skyhøje forventninger til tilværelsen

- Højsangen fra Palermovej er en frodig fortælling om oversavede damer og overraskende talenter. Om længslen efter at elske og blive elsket som den, man er. Om jagten på århundredets kærlighed. Og om hvad man gør, når det man drømmer om, er en elefant, men man bliver tildelt en brugt flodhest i stedet. Giver man op, eller får man det bedste ud af situationen?, lyder forlagets beskrivelse af bogen.

Romanen har fået seks stjerner i både Femina og ugebladet Søndag.

Du kan deltage i konkurrence om at vinde et eksemplar af den nye bog, der er velegnet til en sommer i hængekøjen.

Sådan deltager du i konkurrencen

I samarbejde med forlaget Modtryk udlodder Holstebro Onsdag fem eksemplarer af romanen.

Du kan deltage i konkurrencen ved at maile svaret på spørgsmålet til onsdag@bergske.dk.

Konkurrencens spørgsmål lyder: Hvad er vejnavnet i bogens titel?

Skriv "Bog-konkurrence" i emnefeltet og oplyse venligst navn, adresse og mobilnummer.

Sidste frist for at deltage i konkurrencen er tirsdag den 2. juni klokken 12.

Vinderne bliver kontaktet på sms og får bogen tilsendt fra forlaget.

Mangler du underholdende læsning til sommertiden, kunne "Højsangen fra Palermovej" være et godt bud.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Holstebro går efter guldet

Annonce