Annonce
Horsens Posten

Åbn dit hjerte

Mødet med smerten er prisen for et meningsfuldt liv og muligvis en del af løsningen på at lære at forstå og acceptere hinanden. Det er skribentens konklusion oven på et besøg i et totalteater, som billedet her er en del af. Foto: Arthur Köstler
Annonce

Klokken nærmer sig 19, da jeg forventningsfuldt afventer at blive lukket ind i Det Åbne Hjerte; et 12 timers interaktivt totalteater, skabt af performancegruppen Signa.

De forladte lokaler i det tidligere Aarhus Amtssygehus er omdannet til et midlertidigt være- og behandlingssted for de lidende på samfundets bund.

50 danske og internationale performere er trådt i hver deres særegne karakter. Nogle som alkoholikere, stofmisbrugere eller på anden vis psykisk ustabile, misforståede og marginaliserede. Andre som alternative behandlere under organisationen Det Åbne Hjerte.

Lisbeth Ivanhoe Andersen. Underviser og projektinspirator, Det Gule Pakhus/Horsens Ungdomsskole, kulturkonsulent Silkeborg Kommune m.m.

Som et særligt privilegium kan vi (publikummet) nu komme helt tæt på de lidendes fortumlede hverdagsliv, når vi som deltagere i foreningens fiktive empati-kursus bliver tildelt en personlig mentor blandt de lidende, iklæder os deres tøj og tager deres navn.

Vi skal bogstaveligt talt gå i deres sko.

Med den vigtigste af kursistens fem læresætninger, "jeg forsøger ikke at fjerne din smerte", bliver vi kastet ud i et improviseret, kommunikativt samspil, hvor egne evner til indlevelse undersøges, og personlige grænser synliggøres gennem den frie interaktion.

Undlader du at dømme eller væmmes ved din mentor, og vurderer denne efter 12 timer, at du har udviklet dine empatiske evner i en sådan grad, at du er i stand til selvstændigt at drage nytte af dem i din hverdag, har du bestået kurset.

- Intet problem, tænker jeg, da vi bliver sluset ind i pinslernes penthouse.

Frygten har jeg for længst formateret til en frydefuld fornemmelse, og empatiske egenskaber har jeg opdyrket rigeligt af.

- I´ve got this, lyder mantraet for mit indre øre, mens jeg sammen med de andre kursister, stiller mig på række på den gamle hospitalsgang.

Forventningens glæde sitrer som en kynisk, mørkerød aura omkring mit legeme, som vi én efter én bliver valgt ud til en nat i Signas vold. Som en anden Thanatos-turist (Thanatos er i græsk mytologi navnet på guden for den naturlige død, red.) er jeg ivrig efter at tage på rejse i den mørke underskov af forkvaklede forpinte sjæle.

Magtens perversiteter lurer lige om hjørnet, rede til at fornøje og indfri ethvert behov, som min sensationshungrende og slet skjulte, depraverede indre voyeur måtte have.

KVINDER MED KANT

12 timer - og mange bizarre oplevelser - senere, forlader jeg Det Åbne Hjerte.

Overraskende uforløst og skamfuld bevæger jeg mig ud i septembers morgenfriske storbymylder. Det krøllede kursusbevis i min venstre hånd viser, at jeg har bestået kurset. Min indre stemme siger noget andet!

I de følgende dage gennemgår jeg mine oplevelser igen og igen.

Jeg beretter om karakteren Melani og om hendes forfærdelige fortid, præget af misbrug og vanrøgt. Jeg fortæller om min mentor Lonnie, om hendes symbiotiske forhold til sin afdøde mor, og om Jimmy, der i ly af natten forgriber sig på organisationens sårbare kvinder.

Jeg maler billedet af Tonny, der iført lædervest og overpissede iturevne underbukser går amok under et natligt foredrag, og jeg forsøger at beskrive den fælles frygt, som de mange lidende har for drømmesynet Dolores.

Jo mere jeg fortæller, desto mere bliver jeg bekræftet i, at værket handler mindre om forståelsen af handlingerne, end det gør om de erfaringer - såvel fysisk som emotionelt og intellektuelt - det giver mulighed for.

Under min ihærdige stræben efter underholdningsmæssige gevinster har jeg givet afkald på den erfaring.

Godt en uge senere fik en ubeskrivelig trang til oprejsning mig til at genbesøge det fiktive stemningsunivers. Wolfgang, min nye mentor og en fjerde generations carpenter med flair for håndværk og kreative sysler, bliver min forløsning.

I Wolfgangs selskab møder jeg mig selv lige dér, hvor skrøbeligheden, ømheden, empatien og hengivenheden bestøver hinanden i et sjældent sandhedssyn.

Spoleret og plaget af sine allestedsnærværende indre stemmer er Wolfgang et skånsomt, duknakket gemyt. Han gør ikke krav på megen opmærksomhed og holder sig til få faste relationer og mere eller mindre rituelle, daglige gøremål.

Han er alt det, jeg hverken er eller kan. Til gengæld viser han sig at være alt, hvad jeg har brug for.

På sin egen foruroligende og underligt bevægende facon udspiller han sin personlige smerte i en vanvittigt dygtig og autentisk performance, der får mig til ubetinget at acceptere den præmis, at der i virkeligheden slet ikke findes en endelig forløsning – hverken for ham, mig eller nogen. Smerten er og bliver et grundvilkår!

Den morgen græd jeg ved afskeden med Wolfgang. Mest af alt fordi at jeg var ekstremt bevidst om, at jeg, på den anden side af fiktionens mure, sikkert aldrig vil kunne nærme mig et andet menneskes smerte, som jeg nærmede mig hans – og dermed min egen.

For i virkelighedens verden har vi glemt, at smerte ikke er noget, der for alt i verden skal forties og skubbes væk. I stedet for at dømme os selv og hinanden for at have dårlige følelser, bør vi kunne se på disse som værdifulde og lærerige. Når vi, indhyllet i fejlagtige normbegreber og omtåget af perfekthedsiver skubber smerten til side, snyder vi os selv for at forfine vore evner til at møde og håndtere verden, som den er.

Mødet med smerten er prisen for et meningsfuldt liv og muligvis en del af løsningen på at lære at forstå og acceptere hinanden.

Det Åbne Hjerte var på alle måder et dristigt, ødelæggende, smukt og begavet portræt af livet på bunden. Det liv, som få af os kan forstå og flest af os forsøger at fornægte. Åbn dit hjerte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Skovbørnehave på vej

Annonce