Annonce
Horsens Posten

62 kilo kød kasseret: Levnedsmiddelkontrol griller Burger Shack for dårlig omgang med bøfferne

Burger Shack-koncernen har på det seneste fået flere sure smileys. I juni vendte Fødevarestyrelsen også tommelfingeren nedad til restauranterne i Kolding, hvor billedet her er fra, og Odense. Arkivfoto: Morten Pape
Burger Shack i Horsens har fået en sur smiley, efter en levnedsmiddelkontrol først på måneden konstaterede, at den populære burgerrestaurant ikke overholdt temperaturkravene for kødvarer.
Annonce

Horsens: Normalt bliver der langet burgere over disken i rekordfart, men det er meget muligt, at burger-restauranten på Graven for en stund måtte skrue ned for blusset under grillen, da en levnedsmiddelkontrol 2. juli kom på besøg.

Det betød nemlig en lang næse til Burger Shack, der fik flere anmærkninger for restaurantens håndtering af kødvarer; med det resultat, at 52 kg oksekød og 10 kg kylling blev destrueret under opsyn af Fødevarestyrelsens udsendte.


Det er en klar fejl. Men vi har rettet op på det, så det ikke gentager sig, og styrket de interne retningslinjer.

Christoffer No Kjærlund, direktør i Burger Shack


Hårdest var dommen over den temperatur, Burger Shack opbevarede kødet i, i et af restaurantens køleskabe. Under kontrollen blev temperaturen i både køleskab og kød målt til over 10 grader, selvom oksekød-producentens kølekrav lyder på to grader og kyllinge-producentens på fem.

En forseelse, der ifølge burgerkæden er blevet rettet op på.

- Det er en klar fejl. Men vi har rettet op på det, så det ikke gentager sig, og styrket de interne retningslinjer, siger Christoffer No Kjærlund, der er direktør i Burger Shack.

Annonce

Mangler i egenkontrollen

Kontrollen hos burger-sjakket i Horsens gav også anledning til et nærmere gennemsyn af restaurantens generelle procedurer for fødevarehåndtering.

I Fødevarestyrelsens rapport bliver det noteret, at Burger Shack ikke lever op til sit egenkontrolprogram. Blandt andet ved at have fastsat temperaturkravet for kødvarer til dét, der står på produkternes indpakning - på trods af, at det interne temperaturkrav til køleskabet, hvor de kasserede fødevarer befandt sig, ifølge kontrolrapporten, er sat til en højere temperatur.

- Burger Shack har haft et internt krav til temperaturer i kølerummene på to grader. Fødevarestyrelsen krav er fem grader, men i visse tilfælde har det vist sig svært at holde temperaturkravene i hverdagen. Også det rettede vi op på samme dag, siger Christoffer No Kjærlund.

I forbindelse med kontrolbesøget blev det desuden indskærpet over for restauranten, at den skriftlige anmærkning af holdbarhed var mangelfuld på flere fødevarer.

Annonce

Flere sure smileys

Den uheldige kontrolrapport for Burger Shack i Horsens sker i kølvandet på flere sure smileys til koncernens restauranter i Kolding, Odense og Aarhus den samme uge.

Dét selvom, at Burger Shack på sin hjemmeside skriver, at alle franchise-tagere bliver oplært i fødevaresikkerhed af forskellige interne og eksterne eksperter.

Den populære burgerkæde åbnede sin restaurant på Graven i 2017. Det er den eneste sure smiley i løbet af de sidste fire kontroller. Arkivfoto: Jørgen Hasseris

Direktør Christoffer No Kjærlund har forståelse for, hvis nogle kunder kan finde på at vende Burger Shack ryggen oven på den negative omtale.

- Selvfølgelig har jeg det, men for os er det vigtigste, at fødevaresikkerheden aldrig har været i fare. Vi er glade for, de kiggede forbi. Der er begået fejl - og vi har efterfølgende gennemgået de interne arbejdsgange og foretaget justering for hver enkelt fejl. Det håber vi, at vores gode kunder i Horsens har tillid til, siger han og tilføjer, at kødet fremover kommer til at leve op til retningslinjerne.

- Jeg tør godt garantere, at vi ikke får en sur smiley ved næste kontrol, siger Christoffer No Kjærlund.

Fødevarestyrelsens sure smiley til Burger Shack i Horsens medfører to gebyrbelagte opfølgende kontroller.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Bliv klogere på klimaforandringer

Horsens Posten

Bronzealder Battle for to

Horsens Posten

Mini med maxi køreglæde

Annonce