Annonce
Horsens Posten

Aflagte kjoler var øv, da jeg var ung: Nu er det et hit

Tænk, vi var helt oppe på dupperne uden at vide det Genbrug af konfirmationstøj er et hit i dag, mærker man i sognehuset i Østbirk. For flere årtier siden var det surt at skulle overtage en arve-konfirmationskjole. Foto: Marianne Husted Foto: Marianne Husted

I dag ville vi have været topsmarte og oppe på beatet.

Sådan syntes vi ikke, det var, da vi stod foran præsten i storesøsters eller kusinens aflagte konfirmationskjole. Vi ville faktisk allerhelst været endt i en Lily-model eller en anden "købekjole" fra en af byens udsøgte butikker.

Genbrug var nemlig et ord med meget ringe X-Factor over sig. Men genbrug var hverdag uden, at vi talte meget om klima eller bæredygtighed. Jeg var en af de heldige, som havde en mor, der var ferm ved sin Husqvarna-symaskine med svinghjul. Hver vinter fik hun opgraderet færdighederne på den lokale aftenskoles sy- og tilskærerkursus.

Jeg er den ældste af tre søstre. Derfor skulle der nyt til på konfirmationsdagen. Min mor fremtryllede den yndigste hvide kjole med korte ærmer og en tilhørende bolero med påsyede margueritter. Da min fire et halvt år yngre søster skulle konfirmeres, skulle ærmerne være lange og trompetformede, og det kunne den aflagte kjole ikke sys om til. Derfor fik hun også en splinterny kjole. Den kunne til gengæld genbruges af yngste søster, hvad hun den dag i dag ikke undlader at gøre opmærksom på med jævne mellemrum.

I denne uge har Horsens Posten været på besøg i en Aladdins-hule, hvad konfirmationstøj angår. Nemlig i sognehuset i Østbirk. Sognepræst Lone Buhl tog for nogle år siden initiativ til at at indsamle brugt konfirmationstøj, som ikke kun er beregnet på dem, hvor pengene er små. Men på alle, som i tidens ånd lige så  gerne bryster sig med et genbrugsfund som nyt konfirmationstøj. Og siden er det strømmet ind med tøj - ikke kun fra Østbirk og Yding - men fra en store deld af Østjylland.


Vi ville faktisk allerhelst været endt i en Lily-model eller en anden "købekjole" fra en af byens fine butikker.


Hvor er det godt og næstekærligt. Det giver nyt liv til en masse tøj, som kun har været brugt en eneste dag - nemlig på konfirmationsdagen. Det giver alle uanset pengepung mulighed for at tage sig forrygende ud på deres store dag. Der er sikkert noget af tøjet, som ikke lige er 2021-mode, men så kan man helt sikkert finde noget, som har flere år på bagen og derfor tilbage i modebilledet.

Og så bliver der måske ekstra penge til hverdagstøjet til blå mandag, som konfirmanderne skal lufte på turen til Tivoli Friheden, eller hvor dagen med kammeraterne nu skal fejres, når vi igen må mødes i større forsamlinger.

At få nyt andendagstøj, som vi kaldte det, var stort, da jeg var konfirmand. Dengang var det normale, at brugt børnetøj var med i bagagerummet, når tanter og fastre kom på besøg, og når vi var vokset ud af det, blev det pakket ned og sendt videre i tøj-fødekæden.

Derfor vil jeg aldrig glemme dagen, da min mor startede Taunus'en, og bare hun og jeg tog på bytur for at købe andendagstøjet med næsten frit valg fra alle hylder - og sluttede med kaffe og konditorkage i cafeteriet hos byens store varehus. Det blev blandt andet til et par solgule hotpants (shorts), som godt nok var lidt kolde at promenere i på andendagen, hvor det sneede. Men flotte var de.

Årets konfirmander har - som sidste års konfirmander - været gennem et usædvanligt corona-år, udskudte datoer for konfirmation og bekymringer om, hvor vidt de nu kan få alle deres kære med i kirken og siden til festen. Og om det også vil være forsvarligt for bedsteforældrene at deltage.

Derfor vil jeg håbe, at de kommer til at stråle i det flotteste konfirmationstøj til sommer. Uanset om det er den nyeste Lily-model eller en kjole eller et sæt tøj, som andre tidligere har haft glæde af.

Unge fortjener nemlig det bedste efter alt for meget forsømt forår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Patrick var tæt på førtidspension - nu har han fast arbejde hos Nordic Coating

Annonce