Annonce
Horsens Posten

Aflyser afdansningsbal for første gang i 48 år: Helt forfærdeligt

Ulla og Keld Juliussen har drevet Juliussens Danseinstitut i 48 år. For første gang i skolens historie har de måttet aflyse et afdansningsbal - nr. 48. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Keld og Ulla Juliussen, indehavere af Juliussens Danseinstitut, har med blødende hjerte, men med stor forståelse for coronasituationen, måttet aflyse danseskolens afdansningsbal lørdag 28. marts.
Annonce

Horsens: Det har været med blødende hjerte, men med stor forståelse for Corona-situationen, at indehaverne af Juliussens Danseinstitut, Keld og Ulla Juliussen har måttet aflyse afdansningsballet den 28. marts - nr. 48 af slagsen, siden ægteparret startede deres danseskole.

- Det er helt forfærdeligt, siger Ulla Juliussen.

- Vi føler, at vi taber eleverne her de sidste ca. 14 dage af sæsonen, hvor vi har måttet lukke også for undervisningen.

Annonce

Ingen årsnåle

- I alle årene har vi på festlig måde sagt farvel til vores elever. Nogle ville komme igen i den følgende sæson, andre ville ikke. Men i år er der måske ingen, der vil dukke op igen, når vi en gang kommer på den anden side af corona-situationen, siger Ulla Juliussen.

Hun er især påvirket af, at elever, der skal modtage årsnåle ikke får dem overrakt, som det plejer at ske ved afdansningsballet:

- Vi står her og skulle uddele nåle for fem år, 10 år, 20 år og 25 år. Noget, der plejer at være et festligt øjeblik. Sådan går det desværre ikke i år, siger Ulla Juliussen beklagende.

Hun har skrevet ud til eleverne og forklaret situationen:

- Jeg har kun mødt stor forståelse fra alle, og det kan jo trøste lidt, siger hun.

- Vi nåede også lige at sende bestillingssedler til spisning ud - men heldigvis nåede vi ikke at bestille maden.

Annonce

Håber på forårsfest

- Vi håber, at så snart denne situation er overstået, kan vi arrangere en mindre forårsfest, hvor vi i hvert fald får overrakt årsnålene til de pågældende elever. Et egentligt afdansningsbal bliver det næppe, siger Ulla Juliussen.

Hun er også lidt nervøs for forårssæsonen, hvis undervisning skulle være begyndt 30. marts, men som nu også er udskudt på ubestemt tid.

- Vi ved ikke, hvornår vi kan gå i gang igen, og jeg kunne være lidt nervøs for, om der er nogle elever, der nu melder helt fra.

Annonce

Vi håbede jo på 50-årsfesten

- Vi er jo slet ikke de eneste, der er ramt. Alle danseskoler, alle i samfundet er ramt på den ene eller anden måde.

Det, der måske mest gør ondt, siger hun er, at det måske kan betyde en anden afslutning på deres mangeårige virke inden for dansen, end de havde troet og håbet på.

Keld og Ulla Juliussen, der begge har rundet 70 år, har drevet danseskolen i 48 år. De elsker dansen, og deres elever. Det har fyldt deres liv gennem de mange år.

- Vi havde jo egentlig håbet på, at vi ville have nået 50 år også. Nu kan det måske knibe lidt, når afdansningen nr. 48 er blevet aflyst.

- Men jeg tror, at vi nu udnævner forårsfesten, som vi vil holde i stedet for på et eller andet tidspunkt, til at være nr. 48 - så kan det jo sagtens være, at vi også når nr. 50, siger Ulla Juliussen.

Afdansningsballet skulle have været afviklet i Sønderbro Kulturhus ved Horsens Byskole på Lindvigsvej. Danseskolens elever undervises samme sted, i gymnastiksalen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Skovbørnehave på vej

Annonce