Annonce
Horsens Posten

Aktuel kunstner: Hvis du vil noget, så er det bare frem i bussen!

Billed- og smykkekunstner Kirsten Gissel har haft udstillinger både lokalt og i udlandet. Hun henter inspiration til sine billeder fra ophold i middelhavsregionen. Det er også her, hun køber nogle af de halvædelsten, hun bruger i sine smykker. Foto: Morten Pape
Kunstmaler Kirsten Gissel er en flittig udstiller. I marts skal hun for tredje gang udstille på Rotary Kunstmesse på Fængslet sammen med 39 andre kunstnere.

Horsens: Den lokale kunstmaler Kirsten Gissel er en flittig kunstner. På de ti år, hvor hun for alvor har udstillet sine kunstværker, er det blevet til omkring 100 udstillinger både herhjemme og i udlandet - Tyskland, Portugal, Spanien, Polen, Italien, Frankrig og Malta.

- Jeg er rigtig glad for at arrangere udstillinger - selv om det tager lige så lang tid at arrangere, som at male, smiler den snart 70-årige Kirsten Gissel.

- Her møder man andre kunstnere, og man får gode relationer og masser af feedback. Jeg får snakket med udstillingens gæster. Deres kommentarer kan ofte få mig til at se på mine billeder med nye øjne.

- Det er meget ensomt at male. Jeg står i min egen lille osteklokke helt fordybet i arbejdet. Jeg maler i mit arbejdsværelse herhjemme; jeg kan ikke dele arbejdsrum med andre. Jeg kan nemlig ikke snakke og male samtidig, smiler den lokale kunstner.

7. og 8. marts står programmet igen på en udstilling for Kirsten Gissel. Da deltager hun nemlig for tredje gang i Rotary Kunstmesse på Fængslet.

Det er meget ensomt at male. Jeg står i min egen lille osteklokke helt fordybet i arbejdet. Jeg maler i mit arbejdsværelse herhjemme; jeg kan ikke dele arbejdsrum med andre. Jeg kan nemlig ikke snakke og male samtidig. Kirsten Gissel, billedkunstner og smykkedesigner

Annonce

Begyndte at udstille sent

Kirsten Gissel har altid malet. Hendes far, Paul Gissel, var en anerkendt kunstner; det har smittet af på datteren. Også broren Ole Gissel har arvet et kreativt talent fra faren; han maler også og udstiller fotokunst. Kirsten Gissel har på et tidspunkt udstillet med dem begge.

- Jeg har malet altid, først akvarel, senere akryl - i perioder mere end andre. Men det er først for ti år siden, at jeg blev overtalt til at udstille mine billeder offentligt. Ellers var det kun venner og familie, der så dem, fortæller Kirsten Gissel. Hun fortæller, at debutudstillingen var i Juelsminde Golfklub.

- Jeg blev overtalt af familien, der syntes, at jeg burde udstille bare en enkelt gang for at prøve det.

Men det var så god en oplevelse, at Kirsten Gissel følte sig klar til at udstille mere. Og hun har således udstillet lige siden.

Annonce

På familietur i lille "Boble"

Da Kirsten Gissel var barn, var familien altid på sommerferie i Middelhavsområdet:

- Vi kørte af sted i den lille "Boble", som var fyldt op med bagage og konserves - vi tog omtrent alting med hjemmefra for nøjagtigt at kende budgettet. Min bror og jeg sad oven på vores dyner. Det var forunderligt at komme til de sydlige lande - de gamle huse, appelsinplantager, bjerge og æslerne, der travede rundt. Det var et spændende miljø, forklarer Kirsten Gissel, der sagtens kan se, at det var starten på hendes egen fascination for middelhavslandene.

Selv om Kirstsen Gissel maler meget i bl.a. Spanien, så maler hun også nogle af motiverne derhjemme i Stensballe. Så sætter hun høj flamenco-musik på og maler løs. Foto: Morten Pape
Annonce

Rejser selv rundt

Om efteråret eller vinteren rejser hun ofte til Middelhavsområdet:

- Mindst to gange om året rejser jeg syd på og maler under åben himmel. Jeg har ikke sprogøre og ikke tålmodighed til at sidde på min bagdel og lære sprog. Jeg tager bare hænderne op af lommen - det kan klare alle situationer. Jeg kan altid gøre mig forståelig.

Kirsten Gissel har altid sin malekasse med sig - og bevæger sig ofte rundt i landskabet med den lokale bus. Så kommer hun altid et eller andet spændende sted hen, som hun udtrykker det.

Hun lejer sig ind i et hus; i disse år er favoritstedet den lille, hvide bjergby Frigiliana i Spanien, hvor hun kan finde på at tage ophold en måned ad gangen.

Hun rejser som regel alene, sin mand lader hun oftest blive hjemme:

- Jeg rejser for at arbejde. Jeg er ikke turist, understreger hun.

Kirsten Gissel laver også unika-smykker, som hun ofte tager med på sine udstillinger. Foto: Morten Pape
Annonce

Lys, farver og stemning

Kirsten Gissel henter sin inspiration i Middelhavsområdet. Billederne er koloristiske og afspejler det lys, farver og stemning, hun oplever ved at male i naturen.

Hun maler ofte abstrakt med en let genkendelighed af et sydlandsk landskab.

- Jeg maler meget i Spanien, men jeg maler også, når jeg kommer hjem. Så sætter jeg noget højt flamenco-musik på og maler løs.

De senere år er hun begyndt at interessere sig for smykker. Hun finder halvædelsten på sine rejser til de sydlige himmelstrøg.

- Jeg rejser altid kun med håndbagage, så nogle gange er min kuffert rigeligt tung, når jeg flyver hjem, ler hun.

Smykkerne, som er unika, udstiller hun ofte samtidig med malerierne, ligesom de sælges i nogle butikker og gallerier. Bl.a. Horsens Kunstforening i Sundhedshuset og Galleri Brænderigården.

Kirsten Gissel tager selv halvædelsten med hjem fra sine rejser imiddelhavsregionen. Foto: Morten Pape
Annonce

NY-udstilling åbnede døre

Kirsten Gissel havde næsten gennem et årti udstillet flere steder i udlandet, men hun havde New York til gode:

- Man udstiller ikke bare lige i New York. Det er en lang og kringlet vej at nå dertil. Selv om det var et stort ønske for mig at udstille der, måtte jeg på et tidspunkt sige til mig selv, at det kunne jeg godt glemme.

Men på et tidspunkt syntes vejen pludselig farbar:

- Jeg blev inviteret til at udstille på Art Expo i Milano - det blev nøglen til en udstilling i New York, siger Kirsten Gissel.

I 2016 udstillede Kirsten Gissel i den amerikanske metropol - det var en kæmpe oplevelse og gav hende masser af feedback og inspiration.

- Efter New York var det som om, at alle døre pludselig åbnede sig, fortæller kunstneren, der derefter også har udstillet på Louvre i Paris ved International Modern Art Fair i 2018.

- Hvis man vil noget, så skal man frem i bussen. Jeg er 70 år og har ikke alverdens tid i verden.

Kirsten Gissel vil dog nok de kommende år koncentrere sig mere om de hjemlige udstillinger - det er hårdt og dyrt at udstille på den store internationale scene, bemærker hun.

I stedet tager hun også ud at holde foredrag om sin kunst, hvor hun fortæller om tilblivelsen, om det at være født i en kunstnerfamilie, om sine rejser alene rundt i bjergene og de mange spændende udstillinger i udlandet.

Næste udstilling, hun deltager i, er Rotary Kunstmesse 2020 på Fængslet. Og man kan finde Kirsten Gissel på stand 35.

Ikke et smykke er ens... Foto: Morten Pape
Lys, farver og stemning fanger Kirsten Gissel i middelhavsregionen, og som hun omsætter i sine billeder. Foto: Morten Pape
Foto: Morten Pape
Man kan finde Kirsten Gissel på Rotary Kunstmesse 2020 i weekenden 7. og 8. marts - på stand nummer 35. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Nej tak til bearnaisesovs og brune kartofler - Winnie Rahbek kan ikke se sig selv andre steder end som ansat i Bog & idé

Annonce