Annonce
Horsens Posten

Alina om sit nye malerfirma: Guld og marmorudtryk er også en del af faget

Alina Jensen har etableret sit eget malerfirma fra privaten på Dalagervej, hvor hun blandt andet tilbyder at udføre renoverings- og restaureringsarbejde, som har hendes helt store interesse. Foto: Morten Pape
For to år siden åbnede polskfødte Alina Jensen sit eget malerfirma, der foruden almene opgaver også har ældre fagtekniske færdigheder på "spisesedlen".
Annonce

Horsens: Træimitation på dørkarme, forgyldning af kirkers alterborde og marmorering i boligindretningen.

Det tilbud kan både lyde en smule eksotisk og ret gammeldags, når man taler om et malerfirma anno 2019.

I hvert fald tilhører det ikke længere de gængse opgaver, man forbinder med en maler - med mindre man har en diplomuddannelse inden for malerfaget, som netop Alina Jensen kan bryste sig af at have.

Det betyder, at Alina Jensen, ud over at lægge maling på vægge og gavle for erhverv og private borgere, også jonglerer med helt andre og ældre teknikker.

- Efter min diplomuddannelse i 2013 har jeg kunnet arbejde stilsikkert med en niche af malerfaget. Faktisk tror jeg ikke, der er ret mange, der ved, at man kan male et ældre træpanel på dørkarme op, så det ligner træ, siger Alina Jensen som et eksempel på sin kunnen.

Den 47-årige kvinde åbnede for to år siden malerfirmaet, Alina Jensen Malerfirma, fra privaten på Dalagervej i sydbyen med speciale i ældre fagteknikker, efter i 16 år som ansat hos en horsensiansk mester.

Efter min diplomuddannelse i 2013 har jeg kunnet udføre en niche af malerfaget, som man ikke ser så meget til længere. Faktisk tror jeg ikke, der er ret mange, der ved, at man kan male et ældre træpanel på dørkarme op, så det ligner træ.

Alina Jensen

Annonce

Satser på det kommer

Alina Jensen er oprindeligt fra Polen, men har boet i Danmark de seneste 25 år med sin danske mand. Hun faldt for år tilbage for de gamle dyder i malerfaget, som omfatter restaurerings- og renoveringsarbejde, forgyldning og dekorationsarbejde.

- Hvis man har et ældre hus, der skal istandsættes, kan jeg som maler byde ind med mange smukke detaljer til restaurering, hvis jeg får lov, inden folk river alt ned og maler det hele hvidt, siger hun og finder eksempler med marmorering og træimitationer frem, som hun har lavet til at kunne vise frem for interesserede kunder.

Men der er ikke den helt store efterspørgsel efter den del. I hvert fald ikke endnu, forklarer Alina Jensen.

- Det kan komme. Det satser jeg på, for boligindretningen i dag skal ikke længere være helt så stringent og stilrent, siger hun.

Annonce

Med guld

De primære kunder er grundet firmaets størrelse primært private borgere - i det syd- og midtjyske. Her er det dog stadig som oftest den hvide vægmaling, der bliver efterspurgt. Men det seneste stykke tid er der kommet lidt flere farver i spil - og tapeter med mønstre, siger hun.

Selvom der lige nu er langt mellem specialopgaverne, så har Alina Jensen fået lov at arbejde med sine færdigheder i penselsteknikker og specialmaling. Seneste opgave var et alterbord, der skulle forgyldes i Øster Starup kirke, der ligger mellem Vejle og Kolding.

- Jeg arbejdede med ægte bladguld, 23 trekvart karat. Det var ikke let, men en utrolig spændende opgave, og resultatet blev godt, fortæller Alina Jensen.

Hvorfor det lige blev hende, der fik lov at udføre forgyldningsopgaven, ved hun ikke. Men på sin diplomuddannelse var hun den eneste studerende fra Horsens og omegn. Året efter blev holdet slet ikke til noget grundet for få tilmeldte, fortæller hun.

- Vi er sikkert ikke særligt mange, der har specialiseret os i de her teknikker, og så er der af den grund ikke så mange til at byde på netop den type opgaver - det er heldigt for mig, siger Alina Jensen.

Alina Jensen Malerfirma er et enkeltmandsfirma. Indehaver Alina Jensen har dog valgt at tage en lærling ind, hendes datter Camilla Jensen. Foto: Morten Pape
Annonce

Datteren med

Alina Jensen erkender, at det både kræver en stor portion tålmodighed og kreativitet at arbejde med malerfagets ældre teknikker. Og netop den kreative evne har også hendes datter og nuværende lærling i firmaet, Camilla Jensen, arvet.

Camilla Jensen hjalp også til med alterbordet. Og det er hun yderst glad for.

- Der er ikke så mange lærlinge, der får lov at prøve den slags opgaver. Det var ret særligt, siger hun.

Om hun en dag skal overtage malerfirmaet efter sin mor, kan hverken Alina eller hun selv svare på endnu.

- Vi tager en ting ad gangen. Nu skal Camilla lige have sin uddannelse, og så får vi at se, hvad der sker. Jeg åbnede mit eget firma, fordi jeg synes, det kunne være skægt. Så må vi se, hvor det fører os hen på sigt, siger Alina Jensen.

Alina Jensen har lavet eksempler på de marmoreringsteknikker og træimitationer, firmaet blandt andet byder på. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Skovbørnehave på vej

Annonce