Horsens: Jesper Gislason er en lettet mand på flere måder.
31. januar blev han udlært elektriker med et svendebrev, der har bragt ham fagets medalje for en "særdeles veludført svendeprøve".
Sådan hedder det sig bag på det skinnende trofæ, som den i dag 48-årige nyudklækkede mand viser frem på byggepladsen på Niels Juuls Gade i vestbyen, hvor han har indvilliget i en snak om sit karriereskifte.
Og så er Jesper Gislason 13 kilo lettere, end da han påbegyndte sin uddannelse i 2017.
- Det har været en hård periode med stress og mit eget høje ambitionsniveau. Jeg ville bevise over for mig selv, at et karriereskifte var det rigtige. Det mål har kostet nogle kilo undervejs, siger han.
Det har været en hård periode med stress og mit eget høje ambitionsniveau. Jeg ville bevise overfor mig selv, at et karriereskifte var det rigtige. Det mål har kostet nogle kilo undervejs.
Jesper Loft Gislason
Dumpede
Jesper Gislason er oprindeligt uddannet mediegrafiker, men blev i 2016 arbejdsløs. Det var her, det gik op for ham, at han måtte finde en anden branche at færdes i.
- Jeg var taget til en jobsamtale som mediegrafiker, hvor jeg var en blandt flere hundrede ansøgere. Da jeg efterfølgende kom ned på jobcentret (Jobcenter Horsens, red), kiggede jeg hen på opslagstavlen med ansøgninger. Her var stor efterspørgsel på elektrikere. Og så traf jeg et valg om at omskole mig, siger Jesper Gislason.
Han forklarer, at han altid har været bange for strøm - elektricitet, og så var matematik og fysik heller ikke de foretrukne fag.
- Det var op ad bakke, og de første stopprøver var ikke en god oplevelse. Det var svært for mig, og jeg dumpede. Men min underviser på Learnmark troede på mig og tilbød mig ekstra undervisning. Jeg fik en chance igen og bestod så endelig og kunne komme videre med uddannelsen, fortæller Jesper Gislason.
Han tog sit grundforløb på Learnmark Horsens med læreplads hos IC Electric i Hedensted. Dernæst blev det til et skoleforløb i Hadsten med afslutning i Vejle på Syddansk Erhvervsskole, hvor Jesper Gislasons afsluttende projekt handlede om totalstyring af hus- og virksomhedsinstallationer fra centralt hold.
Specielt den sidste periode af uddannelsen var hård, fortæller han.
- To dage inden aflevering af min afsluttede opgave og min svendeprøve brød min computer sammen. Der havde jeg nær kastet håndklædet i ringen. Men, jeg fik kigget på computeren og fik hentet opgaven frem igen. Det gav dog søvnløse nætter inden og et mismod, siger han.
Fantastisk fornemmelse
Jesper Gislason er fraskilt, har i dag en ny kæreste, og så er han far til to piger på ni og 12 år og bosat i lejlighed i Horsens.
På byggepladsen på Niels Juuls Gade opføres 12 lejligheder i tre plan, og her har hans arbejdsgiver, IC Electric, fået el-entreprisen.
De mange opgaver, skoleforløb, læreplads og så madpakker og lektielæsning fyldte en overgang hverdagen til fulde - også lidt for meget, erkender han.
- Jeg er gået fra en branche, hvor vi var for mange om de stillinger, der blev slået op, til en branche, der hunger efter det, jeg kommer med. Den fornemmelse er fantastisk, fortæller en tilfreds Jesper Gislason.
Han nyder udelivet og livet på byggepladsen - et udeliv han i sin fritid supplerer med løbeture. Et aktivt must, betegner han det, efter at han i sine midt 20'ere var involveret i et motorcykeluheld med efterfølgende fire knæoperationer.
Han forklarer sin nye hverdag som en stor frihed:
- Det er nu, jeg for alvor skal til at lære. Nu har jeg jo fået papir på, at jeg må lære og drage mine egne gode erfaringer. Indtil videre går det ovenud godt, siger han og smiler.
- Min kæreste har lært mig, at der er en løsning på alt. Hun har ret, lyder det fra Jesper Gislason.
Selve fagets medalje tildeles dem, der præsterer den tekniske uddannelse med en svendeprøve med karakteren 12 og en indsats, der rækker udover det, der forventes.