Annonce
Horsens Posten

Besøgende må væbne sig med tålmodighed: Børnebondegård udskyder genåbning

Der går formentlig endnu et par uger, før Børnebondegården i Serridslev genåbner. Foto: Annette Hansen
Daglig leder af Børnebondegården vil vente på yderligere lempelser, før det populære sted åbner igen.

Serridslev:  Med de mere lempelige corona-restriktioner er der åbnet en mulighed for, at Børnebondegården i Serridslev igen kan åbne.

Men medlemmerne må fortsat væbne sig med tålmodighed, for ifølge stedets daglige leder, Annette Hansen, åbner Børnebondegården ikke lige med det samme.

- Vi må gerne åbne igen, fordi vi er en forening, og der er tale om udendørs aktivitet. Men vi får svært ved at administrere, at vi kun må være 20 ad gangen. Det vil være svært at gå rundt og være politibetjent over for de besøgende, siger Annette Hansen.

Udover hende selv, er det en række unge med tilknytning til Horsens Ungdomsskole, der passer stedets dyr.

- Vi har overhovedet ikke personale, der kan gå og tjekke, om folk har fået taget en coronatest inden for 72 timer. Det vil være svært for os. Jeg har fået flere henvendelser på det seneste, fra folk, der spørger, om vi åbner nu, men de er meget forstående over, at vi venter lidt endnu. fortæller den daglige leder.

Annonce

Unge hjælpere

Annette Hansen er meget opmærksom på de unge, der kommer på stedet og som hjælper med at passe dyrene.

- Det er nogle sårbare unge mennesker, der er herude, og de har passet dyrene under hele coronaforløbet. De er her jo, og dem skal vi passe på og prioritere højt, så de ikke skal være bekymrede for at blive smittet med corona, fordi der begynder at komme besøgende herud igen, siger Annette Hansen.

Børnebondegården var også lukket ned i en periode i foråret sidste år, og her gik genåbningen  godt.

- Dengang skulle folk sørge for at holde afstand og spritte af. Det var de rigtig gode til at overholde, og det gik fint hele sommeren. Lige nu skal vi både holde øje med antallet af besøgende og med, om de er blevet testet for corona for nylig. Det har vi simpelthen ikke ressourcer til at klare lige nu, siger den daglige leder.

Hun understreger, at det er vigtigt, at alle har en god oplevelse, når de er på besøg på Børnebondegården.


Vi savner vores besøgende, og det kørte rigtig fint sidst vi åbnede. Nu venter vi i første omgang 14 dage for at se, om ikke der bliver nogle yderligere lempelser af restriktionerne

Annette Hansen, daglig leder


- Vi savner vores besøgende, og det kørte rigtig fint, sidst vi åbnede. Nu venter vi i første omgang 14 dage for at se, om ikke der bliver nogle yderligere lempelser af restriktionerne. Så tager vi den derfra, siger Annette Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce