Annonce
Horsens Posten

Bilka-chef om sit job: Det var tilfældigt - satsede på arkæologi eller revision

Midt i ombygning og corona-restriktioner oplevede varehuschef Martin Enevoldsens medarbejdernes positive indstilling og lyst til at løfte i flok. Det er et kæmpe skulderklap, fortæller han i "Bag disken". Arkivfoto: Morten Pape
Varehuschef i Bilka, Martin Enevoldsen, er oprindeligt fra Juelsminde. I dag bor han ved Randers med sin hustru og tre børn. Bilka lå ikke som en del af han karriereplan, da han var ung. Men under et sabbatår blev der vendte op og ned på den opfattelse.

Horsens: 49-årige varehuschef i Bilka, Martin Enevoldsen, er bosat i Assentoft ved Randers. Her dyrkes udelivet med familien - hans kone og tre børn.

Martin Enevoldsen er oprindeligt fra Juelsminde og værdsætter, at der er tid til både fritid og arbejdslivet. Han synes, tiden er kostbar og flyver afsted. Martin Enevoldsen går ikke så meget op i langtidsplanlægning, men holder af at leve i nuet.

Denne uge har han takket ja til at være profilen i "Bag disken".

Annonce

1. Hvorfor blev du Bilka-chef?

- Det er lidt en tilfældighed, at jeg er havnet i den her stilling. Jeg begyndte for 28 år siden i Bilka i Vejle. Jeg havde et sabbatår og troede, jeg derefter skulle læse til revisor. Jeg havde også overvejet at blive arkæolog og ville måske læse historie.

- Men jeg blev grebet af arbejdet i Bilka og har siden taget det trin for trin i koncernen. Jeg fandt ud af, hvor meget jeg holder af at arbejde med mennesker og derved nå mine mål. Desuden har jeg i dag både tal og regnskab tæt inde på livet. Så jeg føler faktisk også, at mine revisor-drømme er indfriet.

- Jeg er stadig interesseret i arkæologi. Min kone vil jo nok sige, at jeg har en sjælden evne til at bukke mig ned og samle ting op på min vej.

2. Hvad er det bedste skulderklap, du har fået?

- Sidste år, hvor vi stod med corona-restriktioner og samtidig var i gang med at bygge Bilka om, oplevede jeg en utrolig opbakning fra mine medarbejdere og en lyst til at løfte i flok. Vi stod med store udfordringer, og de spillede med, var positive og havde det største gå på mod. Det var et kæmpe skulderklap for mig.

3. Hvad ville du gerne lave, hvis du en dag skulle skifte job?

- Så skulle det være noget med udvikling af mennesker - måske et konsulentfirma, hvor jeg også ville rådgive firmaer. Men jeg har jo mit drømmejob, så det er et meget tænkt eksempel for mig at tale om at skifte job.

4. Hvad er du mest stolt af ved dig selv?

- Det jeg siger, er det, jeg gør. Jeg kan godt lide, man ikke er i tvivl om, hvad jeg mener, og hvad jeg har af holdninger.

5. Hvordan slapper du af?

- Jeg har tre døtre i alderen fem, ni og 12 år. Vi er udemennesker, og familien er hesteinteresseret, så det går tiden med. Det er skønt og afslappende. Vi har tre heste ved min svigerfar, der er landmand i Assentoft.

6. Hvem vil du helst være fanget på en øde ø med, hvis du ikke må vælge din nærmeste familie?

- Rent lavpraktisk skulle det være en person, der kunne finde ud af at overleve. Måske den tidligere soldat Bear Grylls, der har lavet nogle programmer med ultimative overlevelser. Han er altid løsningsorienteret og positiv. Det, synes jeg, er vigtige egenskaber. Han laver også ledelsesbøger, og det er derigennem, jeg har opdaget ham.

7. Hvem hører til blandt dine idoler?

- Rob Friedrich. Han har været basketball-træner i Danmark, elitetræner, og jeg havde ham som idrætslærer på gymnasiet. Han er amerikaner og er et godt forbillede og en god rollemodel. Han stillede store krav til mig, men det var altid nogle, han selv kunne leve op til, og derfor opfattede jeg ham som yderst retfærdig. Han har en utrolig personlighed, og han fik mig sporet ind på, hvor vigtigt det er, at man gør sig umage.

8. Hvis du vandt en million, hvad skulle pengene så bruges til?

- Min kone ville nok gerne have et orangeri. Skulle jeg investere i familiens interesse, købte jeg et stykke jord af min svigerfar og etablerede en ridebane.

- Var der penge til overs, kunne jeg finde på at købe en metaldetektor og begive mig ud som hobby-arkæolog.

9. Hvordan ser en god dag ud for dig?

- En god dag er, når tingene kører godt på arbejde. Jeg værdsætter den gode stemning og den uformelle ro, selvom vi har travlt. Jeg tror ikke på, at nogen går på arbejde og bevidst gør det dårligt. Jeg tror derimod på, at alle gør deres bedste.

- Når jeg så kommer hjem og ser, at min familie har det godt, fuldender det dagen. At have en god balance mellem fritid og arbejdsliv er det bedste for mig.

10. En ting, som vi ikke vidste om dig?

- Det er svært, fordi mit mantra jo er, at det jeg siger, er det, jeg gør. Derfor går jeg heller ikke og putter med noget.

- Men det kunne være det faktum, at det jo er ret tilfældigt, at jeg er landet i den her Bilka-stol. Jeg kunne lige så godt have gået rundt som arkæolog.


Jeg er stadig interesseret i arkæologi. Min kone vil jo nok sige, at jeg har en sjælden evne til at bukke mig ned og samle ting op på min vej.

Martin Enevoldsen



Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Bedsteforældredag på Glud Museum

Annonce