Annonce
Horsens Posten

Blandede bøger

Boghylderne hos boghandleren bugner lige nu af gode nye titler. Men hvilke skal man vælge, når udvalget er så stort? Jeg kan kun på det varmeste anbefale at besøge en boghandler eller bibliotekerne i Horsens og opland. Her er ansat kompetent personale, der har studeret i flere år for at specialisere sig i præcist at kunne guide læserne til de bedste læseoplevelser. Supermarkederne har de seneste år indtaget en stor del af bogsalget med billige priser, hvilket er nemt at blive fristet af. Her står desværre bare sjældent en medarbejder med ekspertviden, når man er usikker i sit valg. I denne uge anbefaler jeg bøger fra forskellige genre.
Annonce
Annonce

Jørgen Leth: "Det bliver ikke væk", Gyldendal

Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke læser mange digtsamlinger. Indimellem kommer der alligevel en samling, jeg bare må have fingrene i, og som rører noget i mig. Digte kan noget helt andet end en almindelig bog hos mig. Jeg læser den på en anden måde: hurtigt, langsomt, i bidder og ikke mindst igen og igen. Jørgen Leths nye samling er særlig. Den er utrolig personlig, og læser man mellem linjerne også en øjenåbner for, hvordan tilværelsen for en aldrende mand er. Har man fulgt bare en smule med i hans liv, kan man tydeligt se den udvikling, der sker for ham lige nu. Det er råt og ærligt. Samlingen er på 57 sider, men på trods af det tager den lang tid at læse, hvis man dykker ned i digtene. Sproget er smukt, krøllet og til tider næsten volapyk. Samlingen er skæv, hvilket passer rigtig godt med det anderledes design af bogen. Er du til Jørgen Leth, kan jeg bestemt anbefale at dykke ned i hans digte.

En samling vilde og vrisne, desperate, humoristiske og veloplagte digte om at blive gammel og træt, om at få sorte huller i hukommelsen, om at undres og forarges, blive væltet omkuld af vestenvinden og miste grebet og ævred og inspirationen - en digtsamling, som trækker linjer tilbage til Jørgen Leths 1960’er volapykdigte, men nu med den rå desperation, der kommer af at skrive sig op imod døden.

Annonce

Merete van der Berg: "107 danske Pippi-piger", People'sPress

Den her bog læser min datter og jeg som aftenlæsning. Det er hyggeligt og spændende at læse om danske kvinder, der er et forbillede. Her er kvinder, jeg kender fra bogbranchen som for eksempel Sara Blædel. De færreste ved måske, at hun er ordblind, men på trods af det er en af vores mest succesrige forfattere i ind- og udland lige nu? Der er også forbilleder, min datter kender for eksempel musikidolet Mø. Samtidig lærer vi begge nye seje kvinder at kende - både afdøde og nulevende. Det bedste ved bogen er, at man sætter fokus på, hvor seje disse kvinder er. Her hyldes det at være en nørd, klog, mønsterbryder, arbejdsom og succesrig. Her hersker Janteloven ikke. Det er inspirerende - uanset alder.

Mød 107 danske kvinder fra før og nu – foregangskvinder, frontkvinder, videnskabskvinder, dronninger og mønsterbrydere. Denne bog er tilegnet den lille dagdrømmer indeni, der vil noget mere og større. Lad dig inspirere af fortællinger om modige kvinder, der turde og ville. Fra Karen Blixen til Anja Andersen, fra grevinde Danner til Anne Linnet, fra Liva Weel til Mø og mange mange flere. Nogle tog magten og stod frem. Andre tog særlige initiativer. Enkelte er foregangskvinder, der flyttede verden. Fælles for dem er, at de har sagt til sig selv: ”Det er det her, jeg vil”, og så har de gjort det på deres helt egen måde. Ligesom Pippi. Både baglæns og forlæns.

Annonce

Dean Koontz: "Det stille hjørne", Egolibris

Skal weekenden byde på højspænding er Dean Koontz garant for god underholdning. Hans helt specielle skrivestil har sikret mange fans verden over, og det er da også nemt at blive grebet fra første side. Med en kombination af et højspændt plot og en interessant heltinde er der lagt op til en god læseoplevelse.

”Jeg har virkelig behov for at være død.” Med disse ord nedfældet på et stykke papir tager en mand, der havde alt at leve for, sit eget liv. Han efterlader sig hustruen Jane Hawk, en FBI-agent, som kaster sig ud i en brutal jagt for at finde sandheden om sin mands selvmord. Koste hvad det vil. Da Jane finder ud af, at en alarmerende lang række succesfulde mennesker med tilsyneladende gode og lykkelige liv begår selvmord, aner hun et mønster, og snart er hun den mest efterlyste person i USA. Hendes magtfulde fjender holder hånden over en hemmelighed, der er så vigtig – og frygtelig – at de er villige til at eliminere enhver, som står i vejen for dem. De har dog gjort regnskab uden at kende Jane Hawk, der er lige så udspekuleret, som de er koldblodige – og lige så ubøjelig, som de er skånselsløse. Hun er drevet af en retskaffen vrede, hendes modstandere aldrig vil kunne begribe. For den kommer fra hjertet.

Annonce

Stine Bødker: "Klar til kærlighed", Gyldendal

Det der med kærlighed kan være ret svært! Især hvis man er ung og usikker. "Klar til kærlighed" giver gode råd og sjove tips til, hvordan du får en kæreste. Der bliver også taget emner som sex, jalousi og sociale medier under kærlig behandling. Der bakkes op af udsagn fra de unge selv. Bogen er velegnet fra 14 år, og guider de unge fra den spæde forelskelse til det hårde brud. Bogen er skrevet på en let og nem måde, der gør det tilgængeligt for de fleste uanset køn.

Denne bog forsøger at give dig gode råd om det umulige, nemlig kærligheden. Intet er som den første forelskelse – og ikke meget kan lindre en hjertesorg, men nogle gange kan det være rart at læse om, hvad andre har oplevet, når man står i et hav af følelser. Der er kærlighedshistorier i denne bog, hvor andre unge deler deres oplevelser med dig, og der er gode råd, som måske kan hjælpe dig igennem svære situationer, både hvis du gerne vil have en kæreste, hvis du allerede har en kæreste, eller hvis du ikke længere har en kæreste.

Annonce

Simona Ahrnstedt: "Kærlighedsmiraklet", Flamingo

Simona Ahrnstedt er den svenske romancedronning. Jeg sammenligner hende gerne med de helt store chick-lit kvinder som Marian Keyes og Sophie Kinsella. Om en måned udkommer hendes næste roman, som jeg glæder mig meget til at læse. Hendes romaner indeholder nemlig altid stærke, seje kvinder, og det fornægter sig ikke, at Simona Ahrnstedt er feminist. I ventetiden har jeg læst den korte fortælling om Minoo. Det er en erotisk fortælling, så vær klar til røde, varme kinder.

Minoo møder aldrig nogen mænd. Hendes mor prøver konstant at sætte hende op med håbløse dates, og hendes søstre mener, hun stiller for høje krav. Men Astrild, en kærlighedsengel, følger med, og hun har udarbejdet kærlighedsplaner for Minoo. Et besøg i en fræk butik vækker Minoos slumrende begær på højst uventet vis.

Annonce

Rikke Dahl: "Som om vi aldrig rigtigt fandtes", Turbine

Skal der læses en rigtig god krimi, var det måske en god idé at kigge nærmere på debutanten Rikke Dahl. Hende håber jeg, der kommer flere krimier fra.

"Vi dør snart, Christin. Allesammen.". Den succesrige scenograf, Christin Lindberg, modtager en foruroligende besked i telefonen. Et opkald fra fortiden, der tvinger hende til at rejse tilbage til barndomsbyen – noget hun ellers har forsvoret nogensinde at gøre. Nikolaj Hoffman, den engang så karismatiske og talentfulde forsanger i bandet Smaltown Empire, er fundet død i en grøftekant. Og noget er galt, fornemmer Christin. Noget der rækker tilbage til de tilsyneladende uskyldige og eventyrlige ungdomsår. I sin søgen efter hjælp opsøger Christin den lokale journalist, Micki Reiss. Sammen afdækker de trin for trin en fortid, hvor intet var som det tog sig ud.

Annonce

Erin Watt: "Det knuste rige", Flamingo

Kender du Royalfamilien? Så er der godt nyt med den femte bog i serien. Ellers er det bare med at komme i gang med de romantiske bøger. Her er alt, hvad en god kærlighedshistorie skal indeholde.

Hartley Wright ligger på hospitalet med hukommelsestab. Eastons lillebror, Sebastian, ligger sammesteds i koma efter en bilulykke, der kan ende med at koste ham livet. Easton er splittet i to, da alle lader til at give Hartley skylden for ulykken. Lige siden Hartley mødte Easton, er hendes liv blevet vendt op og ned. Ikke mindst nu, hvor hun ikke kan huske noget fra de sidste tre år og derfor er afhængig af, at dem omkring hende vil hende det godt. Det går dog hurtigt op for hende, at det langt fra er tilfældet – selv i forhold til forældrene er der noget, der skurrer. Easton virker bekendt og farlig på samme tid. Hun ved ikke, at han er den eneste ven, hun har – og at han vil gå til verdens ende for at hjælpe hende. Easton gør, hvad han kan for at få hende til at huske, hvad der gik forud for ulykken, men Hartley er af den overbevisning, at nogle ting måske er bedre glemt.

Marian Haugaard Steffensen: "Tivoli - en eventyrlig blomsterende have", Turbine

Udkommer på onsdag.

Med et par fridage forude byder dagene måske på havearbejde? Så kan man finde inspiration i denne nye bog. Bogen er fyldt med smukke billeder, og jeg får lyst til at rive hele min have op og lave den til en Tivoli-have. Det er naturligvis umuligt at kunne anlægge det helt magen til, når den gamle haves kreative og dygtige gartnere har været i gang, men der er bestemt masser af gode ideer at hente. Det er en utrolig smuk bog, der også egner sig som coffeetable book for blomster-interesserede.

Tivoli omtales ofte som en forlystelsespark. Men Tivoli er meget mere. Tivoli er også en have med smukke træer, med blomstrende bede og med en japansk have. Tivoli er et stykke grøn og levende kulturarv midt i vores hovedstad. Det er dét, der gør Tivoli enestående. Bogen har fokus på haven i Tivoli og dens poetiske og eventyrlige sider. Hovedvægten lægges på det grønne – beplantningerne, vandet, træerne, blomsterne. Dét som løfter Tivoli milevidt over andre forlystelsesparker rundt omkring i verden. Det bliver en billedrig bog, som viser og fortæller om Tivolis grønne indslag fulgt igennem årstiderne. Vi finder Tivolis hemmelige hjørner, sætter fokus på Tivolis trylleri i den flimrende skygge fra de mange smukke træer, viser bedenes skønhed og fortæller om den kultur, der ligger bag de orientalske haveafsnit.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Skovbørnehave på vej

Annonce