Annonce
Horsens Posten

Brug efteråret på at bekæmpe svamp i roserne

Selv om sommeren går på hæld, og efteråret tager over, er der stadig meget at lave i haven. Ryd op og fjern sygdomsramte planter, plant, nyt og gå samtidig haven efter for snegleæg. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Temperaturen har svinget op og ned denne sommer, og det har givet svamp i særligt roser. Brug efteråret til at forhindre sygdom i planterne.
Annonce

Hele Danmark: Først varmt, så vådt og koldt og så rigtig varmt igen.

Sommerens temperaturudsving har haft stor betydning for mange af havens planter - især roserne.

Derfor kan du med fordel bruge efteråret på at forebygge svampesygdom, fortæller Kamilla Høy, plantefaglig rådgiver hos Plantorama, der er en landsdækkende kæde af plante- og havecentre.

- Svingningen i temperatur har fremprovokeret svampedannelse, så har man roser, skal man få ryddet godt op omkring dem og få pillet de grimme blade af, siger hun og fortsætter:

- Lad være med at dække dem til for vinteren, for det kan gemme på svampene.

Selv om frugttræer ikke har været lige så hårdt angrebet, så skal du også sørge for at rive nedfaldne frugter og blade væk under træerne.

Annonce

Kom dræbersnegle i forkøbet

Der er også mange andre ting, du med fordel kan få gjort i haven til efteråret. Efterår er blandt andet plantesæson, fortæller Berit Rørbøl, anlægsgartner, landskabsarkitekt og haverådgiver hos Videncentret Bolius.

- Mange planter kan godt lide at blive plantet i efteråret, når de er i dvale, så det er et godt tidspunkt at plante nyt eller plante om, så længe det ikke er for vådt, siger hun og tilføjer:

- Hvis man skal plante om, skal man lige vente, til planterne har smidt bladene og har sat tempoet ned.

Du bør holde igen med eksotiske planter og sommerblomster, men træer, buske, roser og stauder er gode at få plantet ud, mens jorden er kold og fugtig.

Brug desuden efteråret på at komme havens dræbersnegle i forkøbet.

- Sidste års milde vinter har givet os mange dræbersnegle, så efteråret er et godt tidspunkt at samle dem og deres æg.

- Vend krukker, brædder og kvas, og destruer de hvide æg, som typisk ligger i klynger. De lægger gerne æg fugtige, beskyttede steder, hvor temperaturen ikke bliver alt for lav om vinteren.

Annonce

Husk at afslutte projekter

Når det kommer til beskæring, er der delte meninger om, hvornår du skal klippe ned.

- Ny viden og erfaring siger, at langt de fleste ting - træer, buske og hæk - skal klippes i august. Ikke før eller senere. Planterne er i fuld vækst og kan nå at lukke sårene, efter at de har været skåret i, inden vinteren, siger Kamilla Høy.


Ny viden og erfaring siger, at langt de fleste ting - træer, buske og hæk - skal klippes i august. Ikke før eller senere. Planterne er i fuld vækst og kan nå at lukke sårene, efter at de har været skåret i, inden vinteren.

Kamilla Høy, plantefaglig rådgiver hos Plantorama


Ifølge Berit Rørbøl er der en række sorter, som i hvert fald ikke skal beskæres efter september, fordi de risikerer at få sygdomme.

Det drejer sig blandt andet om birk, ahorn, valnød, blomme- og kirsebærtræer.

Har du haft ekstra meget tid i haven i år, måske som følge af coronanedlukningen, så husk at afslutte dine projekter.

- Få gjort tingene færdige, og få fjernet rod og bunker af materialer. Har man været ude at lave køkkenhave, så skal man få ryddet op i den og planlægge næste års projekter, hvor man måske ikke har lige så meget tid, siger Berit Rørbøl.

/ritzau fokus/

Gem dine frø fra haven

  • Efteråret er et godt tidspunkt at samle frø på, hvis du vil så næste år.
  • Du kan både samle frø fra vilde blomster eller fra din egen køkkenhave.
  • Saml frøkapslerne, sortér dem og gem dem tørt i små krukker eller papirsposer.
  • Nogle bær, eksempelvis røn og hyld, skal du fjerne frugtkødet fra. Men sommerblomster og urter sætter kapsler, hvoraf man kan pille de små frø ud.
  • Du må også gerne samle frø til eget forbrug i de statslige skove. Tjek, hvilke regler der gælder, hvis du har tænkt dig at samle frø i en privat skov.
Annonce
Annonce
Horsens Posten

Streaming for de unge

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce