Annonce
Horsens Posten

Butikschef på papiret og friluftsmenneske i hjertet - Søren Tersing er eventyrlysten og kan ikke få nok af naturen

Søren Tersing er butikschef i Spejdersport. Det har han været siden 2006. Arbejdslivet er for længst smeltet sammen med fritiden, for Søren Tersing er friluftsmenneske af hele sit hjerte, forklarer han. Foto: Line Kyed
Rummelig og ikke til at slå af pinden samt helt og aldeles betaget af naturen. Det er de prædikater, butikschef i Spejdersport, Søren Tersing, sætter på sig selv. Desuden er han langt mere mild, end det lange skæg og de mange tatoveringer kan antyde, fastslår han.

Horsens: Fjeldture i minus 20 grader, gåture på over 200 kilometer og ophold i telt med døden tæt på livet på Haiti, kajak- og klatreture.

Søren Tersing, der er butikschef i Spejdersport på Søndergade har et motto: Det handler om at opleve livet. Intet eventyr er for lille - eller for stort.

Søren Tersing har været butikschef i Spejdersport Horsens siden 2016. Hvordan han blev det, fortæller han blandt andet om i denne uges "Bag disken":

Annonce

1.Hvorfor blev du butikschef:

- Den helt korte er, at min daværende chef i Spejdersport til en mus-samtale spurgte mig, hvorhenne jeg så mig selv om få år. Jeg svarede som chef i Horsens i stedet for ham.

- Han tog det fint og syntes, det var fedt med mit drive. Han er i dag butikschef i Aarhus, hvor han også er bosat.

- Jobbet passer mig perfekt. Jeg ikke sådan at slå af pinden, og jeg elsker naturen. Det er fedt at kunne bruge sin erfaring, når jeg skal vejlede kunderne. Jeg har blandt mange ting været på fjeldtur og overnattet i minus 20 grader på fjeldet – tror der er noget troværdigt i det. Jeg klatrer, går længere ture på 200 kilometer og derover, hopper gerne i en kajak og meget andet.

2. Hvad er det bedste skulderklap, du har fået?

- Et af de store er fra en vejleder, da jeg læste til fotograf på Medieskolerne i Viborg. Efter jordskælvet på Haiti i 2010 sagde min vejleder til mig, at han rådede mig til ikke at tage af sted, men at jeg aldrig ville få en sådan chance igen. Sagt med andre ord troede han på, at jeg kunne klare at tage afsted som fotograf. Det var et kæmpe skulderklap.

3. Hvad ville du gerne lave, hvis du en dag skulle skifte job?

- Så skulle det være noget med at vejlede folk. Jeg ser i dag heller ikke mig selv som sælger, men rådgiver/vejleder. Vejledningen måtte gerne have omdrejningspunkt i naturen.

Søren Tersing er mest af alt stolt af sit store drive. Siden 2006 har han været butikschef i Spejdersport og har altid fuld fart på sit liv - nogen gange måske en kende for meget, indrømmer han, der øver sig i at slappe lidt af indimellem sine kajak-, gå- og fjeldture samt arbejdsliv. Foto: Line Kyed

4. Hvad er du mest stolt af ved dig selv?

- Mit drive, og at jeg ikke er til at slå af pinden. Udfordringer er ikke udfordringer, men ting der skal findes løsninger på. Jeg har en meget ligefrem måde at se livet på.

5.Hvordan slapper du af?

- Det gør jeg jo ikke. Det burde jeg, er jeg udmærket klar over.

- En tur i kajak i fred og ro og langt væk fra mennesker er temmelig afslappende. Det kan man dog ikke helt i Danmark. Jeg glæder mig til at kunne komme afsted igen - komme til udlandet og få nye indtryk sammen med min kæreste, der også arbejder også i en friluftsbutik. Vi skulle have været tværs over Hardangervidda nationalpark i Norge. Her skulle vi have været på langrend-ski i 12 dage. Det må komme, når man atter må rejse ud.

6. Hvem vil du helst være fanget med på en øde ø, hvis du ikke må vælge dine allernærmeste?

Lars Monsen – en nordmand der i over 10 år har sovet udenfor i sovepose. Han har desuden gået Norge på langs og Canada på tværs. Inden for friluftslivet er han "Gud".

7.Hvem hører til blandt dine idoler?

- Blandt andet Lars Monsen, men også Rasmus Kragh, der i 2015 var en af mine ansatte her i Spejdersport i Horsens. Han er den første dansker nogensinde på toppen af Mount Everest uden supplerende ilt.

8. Hvis du vandt en million, hvad skulle pengene så bruges til?

- Jeg ville købe en ny kajak til min kæreste og en ny, fælles lejlighed til hende og jeg i Kolding, hvor vi også er bosat i dag.

- Derudover ved jeg ikke, hvad pengene skulle bruges på. Jeg synes, jeg har, hvad jeg skal bruge.

9. Hvordan ser en god dag ud for dig?

- En god dag er at have sovet godt, at møde en masse spændende mennesker på arbejde og høre om alle deres eventyr. Et eventyr er ikke nødvendigvis at have besteget Mount Everest, men kan for den enkelte også være at have sovet ude i haven.  Ingen eventyr er for store eller for små. Eventyr kommer i de skalaer der er – vi er ikke ens.

10.Er der noget, som du vil dele med os, som vi ikke vidste om dig?

- At jeg ikke er så farlig, som jeg ser ud – trods mit store skæg og mange tatoveringer.

- Jeg har sovet tre uger i telt på Haiti med halvanden kilometer til nærmeste toilet.

- Jeg har rejst meget i Sydøstasien og set alle aspekter af livet. Jeg har oplevet et menneske blive skudt for øjnene af mig i forbindelse med et røveri - det var på Haiti.

- I 2007 kørte jeg Vietnam på langs - alene på motorcykel. Det var fantastisk, og jeg mødte mange spændende mennesker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce