Horsens: Det var ventet, at lukningen af butikkerne blev forlænget, men nu begynder det virkelig at gøre ondt.
Sådan lyder det fra Anette Vestergård, centerdirektør i Bytorv Horsens, efter meldingen om, at alle corona-restriktioner forlænges til søndag 17. januar. Det betyder, at restauranter, barer, kulturliv, frisører, storcentre og butikker undtaget supermarkeder og apoteker tidligst åbner mandag 18. januar.
Anette VestergaardDet er virkelig, virkelig trist, og det begynder at gøre ondt i maven.
- Så bliver det en måned, vi har haft lukket i denne omgang, plus to måneder i foråret. Det er virkelig, virkelig trist, og det begynder at gøre ondt i maven. Det gør det i hvert tilfælde hos mig. Det er rigtig hårdt for butikkerne. For tøj- og skobutikker er det ligesom at have grøntsager på hylderne, deres varer bliver også for gamle. Men jeg håber, at det er det, der skal til for at få smitten ned, siger Anette Vestergaard.
Vaccinen giver lys i mørket
De butiksejere, hun har talt med, troede heller ikke før tirsdagens pressemøde på, at butikkerne fik lov at åbne efter 3. januar, som er skæringsdagen for de gældende restriktioner, som lukkede butikkerne i Bytorv Horsens og andre butikscentre med få timers varsel efter pressemødet 16. december.
Bytorvet følger naturligvis reglerne, og så vidt centerdirektøren ved, er der ikke nogle af medarbejderne i centrets butikker, som har været smittet med covid-19.
- Det gode er, at der er lys for enden af tunellen med vaccinen. Nu kan det kun gå for langsomt med at få alle vaccineret, sige Anette Vestergaard.
Efter jul har Matas og Damp 24 haft åbent. Om de fortsat vil holde åbent, skal centerdirektøren nu have afklaret.