Torsted: Omkring 800 elever kunne mandag morgen møde ind på Østerhåbskolens to afdelinger i Torsted og Hatting. For første gang siden 21. december.
Efter halvanden måned med en blanding af juleferie og hjemmeundervisning var det tydeligt hos dem, Horsens Folkeblad snakkede med, at det største savn havde været klassekammeraterne.
Det var netop også det største fokus hos lærere og pædagoger på skolen, da de tog hul på den fysiske undervisning igen.
Line Rindom, lærer på ØsterhåbskolenI den første uge er trivsel i højsædet. Børnene skal finde hinanden igen - lege og høre hinanden. De har ikke set vennerne længe.
- I den første uge er trivsel i højsædet. Børnene skal finde hinanden igen - lege og høre hinanden. De har ikke set vennerne længe, og det er noget andet end sommerferieperioden, hvor de stadig har masser af muligheder for at mødes. Det har de ikke haft denne gang, fortæller Line Rindom, der er lærer på anden årgang.
Skemaet er derfor knap så fagligt i denne uge.
- I dag skal de spille et ludo-spil, hvor de kommer ind på hinanden igen. De skal i det hele taget lege rigeligt, så vi har planlagt en masse trivselslege, og de skal have mulighed for at grine og larme. Vejret er også perfekt til børnene, så vi skal have sneboldkamp og bygge snemænd. Og vi slutter ugen af med fastelavn, siger Line Rindom.
Til det er der købt 17 tønder ind - en til hver klasse.
Ikke alle har glædet sig
Mens den første uge bliver fyldt med leg, bliver det ikke nødvendigvis en leg for alle at vende tilbage til skolen.
- 80 procent har glædet sig, og så er der 20 procent, som er mere ængstelige omkring at komme tilbage, og dem skal vi have fokus på, siger Line Rindom.
I den forbindelse har skolens lærere og pædagoger været i kontakt med flere forældre, der har givet udtryk for den udfordring.
Forældrene har fået indblik
Jesper Pedersen, pædagog tilknyttet 3. klasserne, fortæller, at de vil bruge de redskaber, som giver pote i forhold til at få vendt de gode og dårlige sider af hjemmeundervisningen og få sat skub i fællesskabet igen.
I det hele taget går de største bekymringer ikke på det faglige.
For det første er det muligt at indhente for de mindste årgange, for det andet har lærere og pædagoger været ekstra opmærksomme på det i ugeplanerne for hjemmeundervisningen, og for det tredje har forældrene fået et større indblik i deres børns læring.
Det fortæller Camilla Daugaard, leder af indskolingen i Torsted-afdelingen, og det tredje punkt kan Jesper Pedersen bekræfte.
- Hjemme hos os har vi kunnet se, hvor meget vores datter har rykket sig i dansk. Man ser sit barn på en anden måde, når man kommer tættere på undervisningen. Vi startede med at tænke, at hun var lidt af "sjuskerøv", men nu har vi fået et andet indblik og en anden måde at hjælpe hende på, vi giver mere feedback og tjekker mere efter, og vi kan bare se, hvor meget det har flyttet hende, siger han.
Forskudte frikvarterer
Der bliver nok at se til i forhold til først at få bragt trivslen tilbage på sporet og derefter dannet sig et grundigere overblik over, hvor der er faglige huller i alt fra dansk og matematik til samspil og gruppearbejde.
Derfor var det også ganske rart, at restriktionerne for undervisningen var til at have med at gøre. En klasse med elever er lig med en corona-boble, og derfor var det ikke nødvendigt at måle afstand mellem borde eller have forskudt undervisning. Denne gang kan alle elever møde ind på én gang.
- Vi kører med forskudte frikvarterer og faste lærere på årgangene for ikke at blande eleverne sammen. Lærerne bliver dog nødt til at skifte mellem nogle af klasserne på årgangene, men der vil vi hurtigt kunne lave smittesporing, hvis der opstår noget, siger Camilla Daugaard.
Personale tester ikke selv
På Østerhåbskolen kommer lærerne ikke til at teste sig selv to gange om ugen.
- Vi har slet ikke spurgt personalet, for der er en masse etisk i, at man skal teste kolleger. Vi vil heller ikke hive dem ud af undervisningen. Lærerne og pædagogernes tid skal gå til børnene, siger Camilla Daugaard.
Skolen har spurgt noget kontorpersonale, men her var det ikke muligt, så lærere og pædagoger opfordres i stedet til at lade sig teste i testcentrene to gange i ugen.