Annonce
Horsens Posten

"Det er faktisk mig, der er forfatteren"

Sara Blædel viser området ved Sct. Hans Retspsykiatrisk Hospital.
Da forfatteren Sara Blædel annoncerede, at hun for en stund lagde sin karakter Louise Rick på hylden, var der ramaskrig blandt fans. Efter fem år er hun så vendt tilbage til den populære karakter i "Pigen under træet", og spørgsmålet er, om det stadig fungerer?
Annonce
Annonce

Velkommen tilbage

Sara Blædel var faktisk mit første møde med krimien. Hun debuterede i genren med bogen "Grønt støv", som jeg læste med stor fornøjelse. Jeg fortsatte med at følge karakteren Louise Rick igennem de næste mange bøger. Derfor var det med stor nysgerrighed, jeg modtog Sara Blædels seneste bog, "Pigen under træet". Det er nemlig fem år siden, vi sidst har hørt noget til Louise og hendes trofaste veninde, Camilla Lind. Forfatteren havde nemlig et bedemandseventyr i USA, som hun havde brug for at skrive om. Noget fans af den kendte forfatter ikke alle var lige begejstrede for.

- Fans sagde, at det kan du ikke være bekendt. Jo! Det kan jeg faktisk godt. Det er faktisk mig, der er forfatteren. Jeg vil ikke nurse læserne "bare fordi", fortæller hun, da jeg møder hende i København kort inden udgivelsen af bogen.

Jeg er inviteret med på bustur på "Bornholmerbussen" med andre pressefolk og bloggere, hvor Sara Blædel vil fortælle om særlige steder fra bogen. Bogen har jeg naturligvis læst inden, og derfor er spændingen stor.

- Det er jo ikke fordi, at jeg har savnet at slå nogen ihjel, for det gjorde jeg jo også i bedemandsforretningen.

Sara Blædel, forfatter

Annonce

Mona

Denne gang har Sara Blædel taget en anden og yderst interessant vinkel på sin bog. Vi følger nemlig Louise Rick som pårørende, hvilket gør bogen mere personlig og relaterbar at læse. Selv fortæller hun om det skifte:

- Det er bevidst at Louise Rick rammes, så vi kan mærke, at det kan ramme alle. Jeg har taget "super-altmuligt" ud af hende. Er det så stadig interessant?, spørger hun alvorligt.

Som læser nød jeg netop denne vinkel, fordi vi pludselig ser en hovedrolle være sårbar. Det er spændende at læse, fordi jeg kan sætte mig ind i følelserne.

Netop denne vinkel giver også plads til karakteren Mona, som den trofaste læser måske kan huske fra "Dødsenglen"?

- Mona skulle egentlig ikke bruges mere, men hun er aldrig kommet ud af systemet, siger hun med et smil og fortsætter: - Hvad fremprovokerede den angst, der kom af det, der skete på lejrturen på Bornholm?

Det satte Sara Blædel sig for at undersøge, og mens bussen ruller forbi Sct. Hans Retspsykiatrisk Hospital i Roskilde, fortæller hun om, hvordan personalet hjalp med den research, der var nødvendig for hende.

Annonce

Osted, Hvalsø og Dyndet

Sara Blædel har en helt særlig karisma, og man befinder sig godt i hendes selskab. Hun er altid smilende og med et nærvær, der smitter. Så at hendes fanskare er stor, er der ikke noget at sige til. Det er i øvrigt noget, hun har kunnet benytte sig af, når hun har haft brug for råd eller minder. Til denne bog har hun for eksempel spurgt ud på sin Facebook-profil, om læsernes minder fra deres egne lejrture, og mens bussen kører fra Roskilde læser hun højt af de sjove minder.

- Osted er verdens længste by. I aner ikke, hvor mange kasser øl, jeg har båret fra den ene ende af byen til den anden ende, griner hun og høster anerkendende blikke, mens hun fortsætter: - Jeg kunne drikke de fleste drenge under bordet.

Turen fortsætter forbi Hvalsø, der har en central plads i bogen og helt til Dyndet, hvor hun i denne bog slår et menneske ihjel. Gudskelov er der helt roligt denne dag.

Men har Sara Blædel egentlig savnet at vende tilbage til krimien?

- Det er sgu sjovt (at vende tilbage). Det er jo ikke fordi, at jeg har savnet at slå nogen ihjel, for det gjorde jeg jo også i bedemandsforretningen, siger hun og smiler et af sine karakteristiske glade smil, mens bussen kører ind på banegården, og jeg må sige farvel.

Selvfølgelig skulle det være Bornholmerbussen, da Sara Blædel inviterede på locationtur.
Annonce

Velkommen tilbage Louise

"Pigen i træet" er et spændende "velkommen tilbage" til Louise Rick. Der er den samme tone og samhørighed mellem Louise Rick og veninden Camilla Lind, som da vi forlod dem for fem år siden. Alligevel er noget forandret, fordi Louise Rick pludselig sidder på den anden side af efterforskningen. Læseren får et indblik i processen både på efterforskningsdelen, men også på følelsesregisteret, som er dramatisk at læse om. Jeg indrømmer, at jeg lige skulle ind i historien, men så sad jeg også tryllebundet resten af tiden, hvor Sara Blædel førte mig dybere og dybere ind i et overraskende plot, som jeg ikke gættede det hele af. For hun laver nemlig en fin detalje undervejs, der spillede mig et puds flere dage efter. Det er genialt, og jeg sad dybt udfordret af dette. Især holdt jeg af kombinationen af, at Sara Blædel har taget hverdagens genkendelighed og blandet det med højspænding. Ligesom delene omkring psykiatrien rammer lige midt i solar plexus.

Sara Blædel er vendt stærkt tilbage til Louise Rick. Noget der behager læserne, hvilket kunne ses, da hun blev kåret som "Årets Forfatter" på Bogforum.

På Bornholm findes liget af skolepigen Susan, der forsvandt sporløst under en lejrskoletur i 1995. Liget har ligget gemt i en klippesprække i Ekkodalen under et myldrende dække af insekter. Louise Rick er på orlov fra sit job i Drabsafdelingen og er i utide blevet kaldt hjem fra sin jordomrejse, efter hendes bror har forsøgt at begå selvmord. Han er sønderknust, fordi hans kone, Trine, igen har forladt ham og deres to små børn. Louise prøver at hjælpe sin bror med at finde Trine, og blandt Trines ting finder Louise et gammelt klassebillede. Det går op for hende, at Trine i sin tid gik i klasse med Susan og Pia og var med på den lejrskoletur, hvor Susan forsvandt.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Mini med maxi køreglæde

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Anne Dorte Michelsen - solo

Horsens Posten

Biblioteket: Vild med kaniner

Annonce