Horsens: Det har taget adskillige år, før Kim Blicher og Kirsa Blicher Halager kunne få opfyldt deres ønske om mere plads til Kop & Kande i Bytorv Horsens. Til gengæld kunne de nøjes med blot en lukkedag, da de og personalet skulle flytte alt fra den gamle butik til den den nyindrettede og meget større butik i Bytorv Horsens.
- Vi er blevet en tredjedel større med et butiksareal på 550 kvadratmeter, kan Kirsa Blicher Halager fortælle.
Kirsa Blicher Halager fortælle.Vi er blevet en tredjedel større med et butiksareal på 550 kvadratmeter.
De fik muligheden, da naboen Tiger sagde ja til at bytte lejemål med Kop & Kande. Og da Kop & Kande tilmed kunne beholde noget af det hidtidige lejemål, blev der de mange flere kvadratmeter at råde over.
Det har været en længere proces. Det tog 14 måneder, før aftalen kom på plads. Siden skulle centrets håndværkere i gang med at flytte vægge, og parret skulle have håndværkere til at stå for indretning af den nye butik, der har fået den helt store omgang med nye gulve, kulører på væggene - lige fra brunlige, til oliven og lyseblå farver, som danner baggrund for de forskellige afdelinger. Loftet er malet lysegråt, som giver hele butikken et intimt og hyggeligt udtryk.
- Det krævede nogle lange arbejdsdage, og vi var nok ikke i højeste kurs hos vores børn denne påske, hvor de blev ekspederet i sommerhus, mens vi brugte tiden på butikken, siger Kim Blicher med et smil, der antyder, at de er blevet tilgivet igen.
Positive kommentarer
Til gengæld er det hele indsatsen værd, når de modtager anerkendelser som "flot butik" og "wauw" fra kunderne og ser personalets store tilfredshed med den nye butik, hvor gangene er blevet bredere, og varerne præsenterer sig langt bedre.
- Nu kan vi udvide vores afdeling med Royal Copenhagen, tage Morsø grill ind og udvide gave-afdelingen, siger Kim Blicher.
Det giver også bedre muligheder for at prøve noget nyt af i en periode for at se, om det falder i kundernes smag.
Forskel på Horsens og Vejle
Kim Blicher passer i det daglige Kop & Kande i Vejle, mens Kirsa Blicher Halager står for butikken i Horsens.
De oplever, at der trods blot 25 kilometers afstand kan være forskelle i, hvad kunderne i Vejle og Horsens efterspørger. F.eks. er det svenske keramik-mærke Cooee populært i Horsens, mens Vejle ikke kan få hul på dette salg. Det samme gælder sengetøj og håndklæder. Det sælger også bedre i Horsens.
Begge steder er det godt salg i alt til bageuniverset, ligesom de mærker, at der er stor interesse for at nørde med kaffe.
Købt butik i Fredericia
Udvidelse af butikken er ikke det eneste, indehaverne har foretaget sig en periode med corona, langvarige nedlukninger og dermed mere pres på økonomien. De har også købt Kop & Kande i Fredericia sammen med svogeren Finn Engberg, der står for den.
- Vi regner da med, at vi tjener det hele ind igen, siger Kim Blicher.
At flytte ud af butikscentret har aldrig været en option. Kop & Kande har sammen med Matas været med, siden det hed Biledgaard Centret og City 1. Og det skal fortsat være den adresse, som kunderne forbinder med Kop & Kande.